Kilde: Egnshistorisk Forening i Gundsø 1974 side 17-20

Gerdrup er den vestligste landsby i Kirkerup sogn i Gundsø kommune. Omkring år 1700 bestod byen kun af 3 gårde og 3 huse, alle gårdene var store, på ca. 120 tønder land hver. En af gårdene var fæstegård under det
adelige jomfrukloster i Roskilde, de to andre under Bidstrup gods, hvis ladegård lå der, hvor nu Set. Hans hospital i Roskilde er opført. Bidstrup gods blev forøvrigt af kong Frederik d. III. i 1661 overdraget Københavns magistrat som tak for byens indsats i svenskekrigen.

På disse gårde i Gerdrup samledes der i løbet af det 18. århundrede megen rigdom, hvad der ikke var almindeligt blandt godsernes bønder på det tidspunkt, kun de færreste formåede at samle formuer. At dette kunne lade sig gøre, skyldtes hovedsagelig en klog og dygtig kvinde ved navn Kirsten Jensdatter, af eftertiden altid benævnt som den rige enke fra Gerdrup.

Hun blev født i 1706 som datter af gårdmand Jens Andersen, Tågerup. Hun blev husholderske for gårdmand Peder Lauridsen i Gerdrup, og i 1733, da hun var 27 år og han 56 år, blev de viet i Kirkerup kirke.

To år senere i juli 1735 blev deres søn Lars født, men allerede i december samme år døde Peder Lauridsen 58 år gammel.

En måned senere d. 7. januar blev der holdt skifte. I boet var der bl.a. 16 heste (til trækkraft for de tunge, klodsede plove, man anvendte dengang, brugtes 4 til 6 heste) 4 køer, l tyr, 3 kvier, 4 stude (10 syge får, ej vurderet) 21 større og mindre svin, 3 vogne og 2 plove. Indbo var der ikke meget af. Vurderingssummen blev sat til 348 rigsdaler.

"Enken forlangte at blive ved gården med anlovning at svare og betale, hvad deraf bør udredes, samt deres bygnings vedligeholdelse, og den umyndige søn med klæder og føde forsyne, som hun agtede at være bekendt, om hun imidlertid med en ægtefælle kan blive forsynet, som gården kan tage i fæste, og de resterende skatter og landgilde betale ",

Allerede en måned senere blev Kirsten trolovet og 4. søndag i fasten viet til ungkarl af Gerdrup Peder Pedersen 29 år, fri karl. De fik tilsammen 6 børn i de følgende 12 år. Peder født 1737, Lars f. 1739, Jeppe f. 1741, Sidse r. 1744, Jens f. 1745 og Kirsten f. 1748. Ægteskabet varede til 18. maj 1749, da Peder Pedersen døde.

Den 4. juni mødte godsforvalter Rosted i Gerdrup for atter at holde skifte. Alle 7 børn er hos moderen. Her er betydelig mere indbo end i 1736, bl.a. et ur, mange dyner, pudevår og duge, 134 alen (ca. 80 meter) vadmel, 106 alen hør- og blålærred. Besætningens antal er som før, dog nævnes nu 10 bistader. En ko er på leje hos Pauli, Blegdammen i København. Vurderingssummen blev denne gang sat til 576 rigsdaler. Hertil kom: "1 obligation i Farum kro - 200 rigsdaler af 5 %, 1 obligation i hus i Sundbyvester 146 rigsdaler, tilgode uden bevis, for kom og udlånte penge 46 rigsdaler. Med boets værdier ialt 985 rigsdaler. Besværingerne (gælden) er 419 rigsdaler. Arven således 566 rigsd. Til enken 283 rigsdaler. De 4 sønner hver 56 rigsdaler, de 2 døtre hver 28 rigsdaler". Som forklaring på børnenes ulige andele arvede dengang brødre dobbelt så meget i rede penge som søstre - deraf udtrykket: broderparten.

Tre år senere d. 10. januar 1752 afstår Kirsten sin fæstegård til sin ældste søn Lars, som nu er 17 år: "På den måde, at hun dog selv vil være rådig, så længe hun kan og er i enkestand".

Der opstod nogen strid mellem mor og søn om de øvrige afståelsesbetingelser, men året efter i 1753. sluttede de forlig med skifteforvalterens og vitterlighedsvidners underskrift i en kontrakt, hvori Kirsten erklærer her at have afstået: "Al besætning, undtagen 2 bæster, 1 vogn, 1 harve, 2 køer, 1 malm morter, 1 dito pande og 1 durtslag (dørslag). A lt det øvrige skal herefter tilhøre min søn og hans iboende gård".

Den 21. januar 1752 blev Kirsten atter trolovet og i fasten for 3. gang viet, denne gang til ungkarl, gårdmand Christen Madsen, Gerdrup, og flytter over i hans gård. Men Christen dør allerede ved juletid samme år, 39 år gammel. Kirsten var da 46 år og nævnes herefter altid som Christen Madsens enke.

Den 5. januar 1753 blev der atter holdt skifte i Gerdrup. Til dette var mødt arvingerne: Enken med laugværge Anders Olsen, tømmermand i Roskilde, afdødes mor Karen og stedfar Villads Nielsen - gårdens tidligere fæster - en søsters mand Holger Nielsen, gårdmand i lille Valby samt en brorsøn. Efter at en del af indboet er vurderet, er der i skifteretsprotokollen anført følgende:

"Og som boet var mærkeligt forringet, siden den salig mands død, blev alle de tilstedeværende tilspurgt. om de vidste nogen oplysning at gøre i denne sag, hvortil enken svarede, at den salig mands mor og stedfar havde taget en del af bohavet ud til dem i deres sted (aftægtstue ) i gården, som da blev efterset, og der fandtes en del som følger: 2 kister, nogle dyner, tintallerkener, lysestager, 1 sengebækken og en stor kobberkedel". Skifteretsforvalteren tiltalte de gamle mennesker for deres ulovlige ran fra det uskiftede bo, og alt måtte leveres tilbage til enken.

Besætningen var nu 19 heste, 3 køer, 2 kvier, 7 stude, 6 kalve, 29 store svin, 12 mindre, 14 får, 10 lam og l gase, utærsket korn 160 tønder a l rigsdaler (ca. 2 kr.). Enken erklærede, at hun ville blive ved gården og holde den med besætning i tilbørlig stand, så hendes løfte blev antaget, og alt det beskrevne uden videre udlæg hende betroet.

Næste år i juni 1754 indsendte Kirsten Jensdatter et brev til sit herskab, Københavns magistrat, hvori hun forklarede, at hun gerne ville bygge et nyt hus i Kirkerup og indrette det til fri beboelse for 2 fattiglemmer, som skulle have hver sit kammer. Hun forbeholdt sig ret til i dette "hospital" at indlægge, hvem hun ville, så længe hun levede. Efter sin død overlod hun retten til magistraten efter sognepræstens indstilling, dog hvis nogen af hendes efterkommere skulle blive trængende, skulle de have første ret. Hun lovede videre at vedligeholde huset, så længe hun levede, samt skænke 100 rigsdaler, hvis renter skulle anvendes til dette formål og til brændsels hjælp for "lemmerne". Endelig bad hun magistraten om at skænke byggeplads og have i Kirkerup by. Hun fik til svar, at man intet havde mod denne osværdige stiftelse og gerne stillede byggeplads til rådighed, ligesom den tillagde stiftelsen så meget tørveskær, at hvert kammer kunne få 2-3 læs. Huset blev bygget og stod uforandret til 1829, men da var det så forfaldent, at det måtte rives ned. Der blev så bygget et nyt hus af kommunen, idet fattigforsorgen nu var underlagt sognerådet. Det blev flyttet ud på Kirkerup mark, hvor det ligger den dag i dag, stadig ejet af kommunen, men nu lejet ud på almindelige betingelser. Legatet er gået ind, da omkostningerne og forbedringene på huset langt oversteg legatets fulde værdi allerede for mange år siden.

I bogen Agerup-Kirkerup 1946, træk af sognenes historie, fortælles om den rige enkes søn Lars (f. 1739), at han engang kom galt afsted med en pige, der tjente i hans mors gård, så at hun skulle have et barn. Engang hun var i marken med mad til ham, kom de i klammeri, og han kastede hende om på jorden og satte sit knæ på hendes bryst, så at hun blev syg og døde. For at undgå straf blev han så af sin mor sat ind i et kammer på loftet, hvor han måtte opholde sig i et år, til affæren var glemt. Siden skulle han have fået et stykke jord ude ved fjorden og der bygget en gård, som blev kaldt Salvadgård. Denne version af beretningen bygger imidlertid kun på mundtlige overleveringer. En historisk kendsgerning er det derimod, at der i Bidstrup birks tingbog for 1761 stadig står nedskrevet en lang og indviklet retssag mod Lars Pedersen, enkens søn fra Gerdrup. Heraf fremgår det, at pigen Inger Jensdatter, stifdatter af husmand Anders Mathiasen, Østrup, klagede sin død på enkens søn og sigtede ham som sin banemand. Der blev i alt i løbet af 8 måneder afholdt 10 retsmøder og afhørt mange vidner for og imod den anklagede. Flere af dem var fra Gerdrup, bl.a. en gårdmand, en gårdmandskone, to husmænd, fem karle og to piger. Flere af dem havde set episoden på afstand, således en husmand fra loen, hvor han tærskede, og han op målte siden, at der fra logluggen til stedet, hvor sammenstødet fandt sted, var 23 1/2 favn (ca. 45 meter).

Alle mente, at pigen ikke var uden skyld i det passerede, idet hun straks, hun så karlen, der gik og pløjede, begyndte at udskælde ham for kæltring og det der var værre, samt forbandede ham og derpå bukkede sig og samlede jord og sten op, som hun smed efter ham: "hvorpå da karlen slap sin plovstav og greb hende udi hendes hår, så hun blev draget til jorden, satte sit knæ på hendes bryst og gav hende nogle ørefigner, hvorpå han gik sin vej. Pigen blev så længe liggende på jorden, at hun af folk fra Gerdrup blev optagen og til byen hjemført på en vogn".

Hun lå til sengs på madmoderens gård i nogle dage, men blev så kørt hjem til sine forældre i Østrup, hvor hun døde 5 uger senere.

Ved obduktionen erklærede lægen, at pigen havde blå pletter på sin krop, samt besværligt åndedræt og "inflammation af brystet, som have hjulpet til hendes hastige død, men at sygdommen ikke var dødelig fra begyndelsen, og at hun kun har været conserveret i live ved åreladning og derfor ved forsømmelse af behørige medieamenter er blevet dødelig".

Flere vidner udtaler, at Lars P. alle tider og fra barndommen har ført et ærligt levned og været en fredsommelig karl, og at pigen selv ved sin voldsomme opførsel har givet anledning til de tilføjede slag. Anklagedes mor beklagede sagen og lovede, at Lars for sin forseelse ville betale og bøde, "hvad han kan være brøstfældig til".

Da det ikke kunne bevises, at Lars direkte var årsag i pigens død, og da hun ikke selv var uden skyld i det passerede, afgøres sagen ved domsafsigelse af 8 udtagne domsmænd, med at Lars slipper med at betale 40 lod sølv, som var 20 rigsdalere, samt betale processens omkostninger, ialt inden 15 dage.

Om Lars's videre skæbne kan fortælles, at han i 1771 overtog sin søster Kirstens gård i Smørumnedre. Hendes mand Hans Pedersen var død samme år. Lars blev gift med Birthe Olsdatter, med hvem han i løbet af 13 år fik 7 børn. Han døde i 1798 og Birthe året efter. De var ansete folk i deres by, det fremgår bl.a. af, at han stod fadder og hun var gudmoder til de fleste af byens børn igennem en årrække.

Den 17. januar 1772 blev Kirsten Jensdatter - 66 år gammel - begravet fra Kirkerup kirke.

En måned efter blev der holdt skifteretsmøde på Bidstrupgård. Her fremlagde sønnen J ens skriftligt bevis for gårdens afståelse til ham, så snart hans mor ved døden afgik. De øvrige arvinger var: Sønnerne Lars og Peder, begge bosatte gårdmænd i Gerdrup, samt Lars (den yngre) og Jeppe begge ubosat, desuden for sin hustru: Niels Nielsen, gårdmand i Gundsølille (datteren Sidses mand) og for Kirsten, enke efter Hans Pedersen Smørum.

Dødsboets formue blev opgjort til at være ca. 3.000 rigsdaler. Heri indgik bl.a.: "Et ejendomshus ved Roskilde, Trægården kaldet med 2 1/2 tønde bygsædsland. Et hus ved planteurgården til Set. Ibs kirke, med omtrent 1/2 tønde land. Med hvilke tvende steder følger nogle perpetuere de (vedvarende) jorder i Roskilde bys marker. Obligationer i 2 huse på Amager på tilsammen 466 rigsdaler. Provstinde Muus, Stenløse med håndfast pant 117 rigsdaler. Gældsbeviser for: Degneenken Madam Fædderløf 60 rigsdaler. Møller Jens Larsen Clara Mølle, 65 rigsdaler. Kantor Giesing, veksel 50 rigsdaler. Hofskytten Mathias Winther, 41 rigsdaler, forskellige andre 56 rigsdaler".

Det vil blive for omfattende her at udrede alle enkeltheder ved boets deling, selvom der kunne være flere interessante detaljer, for eks. tilstod brødrene denne gang, at de 2 søstre måtte gå lige i arv med dem, så at arven i rede penge deltes i 7 lige store lodder. Det fremgår også af delingen, at der i boet er meget mere indbo end før, en masse sengetøj, lærred og vadmel, duge, sølvsager, kister og andre værdigenstande, som arvingerne enedes om at dele "med den bedste forståelse og i enighed".

Da præsten ved Kirkerup kirke skrev i kirkebogen om Kirsten Jensdatters død, tilføjede han: "Hun var en enestående personlighed, energisk og dygtig, langt forud for den tid, hun levede i".

Hun var anset og respekteret også uden for sin stand, idet hun kom sammen med kendte borgerfamilier i Roskilde, og med den daværende ejer af herregården Østrupgård. kancelliassessor Anders Dinesen. Sikkert har disse kloge hoveder givet hende gode råd med hensyn til den rette anbringelse af hendes rede penge, så de kom til at yngle. Dengang brugte man ellers mest på landet at gemme sine penge på kistebunden. Det var noget ganske uhørt, at en bondekone gav sig af med ejendomshandel og pengeudlån i større stil. Ligeledes, at hun dristede sig til at skrive til Københavns magistrat, ja, at hun overhovedet kunne skrive, selv mændene blandt bønder dengang underskrev kun sjældent med deres fulde navn, kun med forbogstaveme.

Om et menneske, der hævede sig så meget over gennemsnittet, gik der naturligvis mange historier. Overtroen var jo stor for 200 år siden. Mange mennesker så op til den rige enke og tillagde hende overnaturlige evner. Således fortælles der, at een af hendes piger engang blev sløj og fik hovedpine. Enken spurgte hende da: "Du har vel ikke taget noget, der ikke var dit", "jo, svarede pigen, da jeg var oppe på loftet, tog jeg en daler, der lå på et brædt, det mente jeg ikke kunde gøre noget". "Joh, det kan det, sagde enken, læg den nu tilbage igen, så kommer du dig nok". Det gjorde hun og blev rask igen. Men, tilføjer fortælleren, daleren havde enken nok selv lagt der for at se, om hendes piger var ærlige.

I årene efter enkens død boede 3 af hendes sønner samtidig på hver sin gård i Gerdrup.

De fik mange efterkommere, og flere af dem - i 4. og 5. led - bebor stadig gårde rundt omkring i kommunen Gerdrup, Tågerup, Kirkerup og Gundsømagle.

Håndskrevne optegnelser af afd. gdr. Hans P. Nielsen, Gerdrup.

Avisart. af afd. Gdr. Hans Larsen, Tåstrup.

Hist. Samfunds årbog 1946. Træk af sognenes historie.

Tilbage til "Aagerup-Kirkerup træk af sognenes historie"