|
De gamle huse i Gundsølille. Teksten er fra et foredrag holdt af Marie Foto: HE
På vejen fra Ågerup ligger den første villa på højre hånd. Den er bygget af en af lærer Nyeboe's sønner, der var murer. Lærer Carl Nyeboe var i mange år lærer i Tågerup skole. Vi var ofte derude. Lærer Nyeboe var meget svagelig, men fru Nyeboe passede ham godt og var en meget venlig dame.
Senere flyttede hr. og fru Nyeboe til Borgerdiget 3 i Roskilde. En af deres sønner, Carl Nyeboe, var politibetjent her.
Villaen blev købt af Maren og Niels Henriksen, der havde haft " Nordgården", matr. nr. 8 som deres søn, Hans Henriksen, overtog. Hans Henriksen og Larsine havde en datter, Asta, og jeg kan huske, at de først boede på "Mariebjerg", matr. nr. 2. Maren Niels Henriks, som hun blev kaldt, kaldte jeg som lille for " Konen med de fine kager". Jeg var sendt et ærinde til "Nordgården", og så gav Maren mig en" medalje" med gele på. Det var jeg ikke vant til.
Jeg mener, at Maren og Niels Henriksen boede på" Mariebjerg" en tid, inden de flyttede ud i Nyeboes villa.
Da Maren døde, flyttede Niels Henriksen senere hen på "Nordgården" tilstor glæde ikke mindst for Asta, der var meget glad for sin bedstefar, det var også et par dejlige rare mennesker. Da Maren var død, følte Niels H. sig meget ene og kom ofte ind i "Bakkehus" for at sludre lidt med fastrene, så det var godt, han kom hen på "Nordgården" hvor Larsine også passede ham godt.
Villaen blev så købt af murer Larsen, der var enkemand, og hans to sønner, Laurits og Christian. Det blev Christian og Margrethe, der boede her i mange år med deres to børn, Ester og Henning. Det var også dejlige glade mennesker at komme sammen med.
Laurits blev gift med sin kusine Helga fra centralen og flyttede til Herringløse. Hendes far var snedker Larsen, og hans datter Gudrun passede centralen i mange år. Moderen hed Marie, blev omtalt som "Mariesnedkers". Det var også en meget venlig familie, og jeg syntes jo, det var spændende at se Gudrun passe telefonen med klapper og snore. Nørhave kom senere til at bo i villaen, da han var blevet ældre og alene.
Ved siden af villaen ligger et lille gråt hus, der i mange år var beboet af fodermestre med mange børn. Endvidere boede der også et ægtepar med en lille pige. Konen hed Johanne, og den lille pige hed Lilly, og jeg kom ofte ud til den rare dame, som var så dygtig til at sy og brodere.
Senere boede Ingrid og Jens Hjort der en del år. Ingrid og jeg kendte hinanden fra gymnastikken i forsamlingshuset. Vi kom sammen og var glade for hinanden. Hendes far hed Jesper Larsen og havde den første gård på venstre hånd i st. Valby, når man kom fra Gundsølille. Hendes bror Kristen Larsen, overtog senere gården.
Matr. nr. 2 Gammelt kort 1860-77
Under første verdenskrig var der soldater på "Mariebjerg", og en stor lade brændte. Senere kom et ungt par til gården, Trine og Thorvald Hansen. Det var i 1918, lige da den spanske syge rasede. De var der nogle år, men rejste så til Marbjerg.
Der boede senere en gdr. Nielsen, blev omtalt som Nielsen Mariebjerg, og i 1933 kom gdr. Harmsen.
På venstre hånd ligger " Bakkehuset " lige overfor Harmsens gård, matr. nr. 2. Vejen havde en let stigning langs vor have og hen til indkørslen af Harmsens gård, men så gik det nedad mod byen i en let kurve til venstre og forneden let kurve til højre. Her kørte vi hver vinter i slæde ned ad denne lille bakke, forbi "Gammelgårds" hestestald og ned langs møddingen, altså bort fra vejen, der her gik til højre.
På højre hånd nedenfor bakken lå et lille stråtækt hus med gavlen ud mod vejen og en have foran. Her boede Karen og Jacob Kristiansen, en gammel bedstemor og deres datter Valborg, der var et par år ældre end jeg. Karen Jacobs malkede og vaskede spande en tid hos Lars Andersen på den gamle gård. Valborg og jeg legede sammen og kom til at gå i skole sammen i "store klasse". Jacobs, som de blev kaldt, flyttede ud til et nyt hus på Kirkerupvejen Matr. nr. 7 f og her fik de sønnen Frode. Det gamle hus var forbundet til det næste, en lille staldlænge, der lå parallelt med vejen, med en lille port, der åbnedes ved hjælp af en klinke. Man kom så ind i en lille gård med toppede brosten, og der lå et gammelt stuehus parallelt med det første og vinkelret på staldlængen. Mod øst lå også et lille udhus med fladt tag. I Stuehuset boede Anders Hansen, "Ansansen" som han kaldtes han var veteran fra 1864 og enkemand, havde også mistet en datter. Man kom ind i en lille gang med lerstampet gulv og, det var der også i et rum til venstre. Lige for var et ganske lille køkken med åbent ildsted og skorsten, herfra blev der også fyret i bilæggerovnen, der stod i stuen, som var til højre, her var to små fag vinduer mod syd ud til gården, og et fag mod nord, så man så vejen op igennem byen. Ved denne nordvæg stod Anders Hansens himmelseng helt skjult at vævede forhæng. For enden af sengen ud for vinduet stod hans kones og datteren Johannes senge. De var begge døde af tuberkulose, som dengang blev kaldt for "brystsyge". Gulvet var hvidskuret og drysset med sand. Langs sydvinduerne stod et langt træbord med en træbænk ved. Anders Hansen sad gerne på en træstol lige inden for døren ved siden af et ganske lille bord. På den bageste væg hang et lille billede, der viste en jordklode med en dør i, og en skikkelse stod udenfor og sagde " se, her står jeg og banker, luk mig ind". Der var blomster i de sydvendte vinduer, bl.a. en slangekaktus, men den hængte ikke ned, for Anders Hansen flettede rankerne ind i hinanden så den stod op som en tosset kugle , og der kom kønne røde blomster på den. Ansansen kunne fortælle om krigen i 1864, da han lå som soldat ved Dannevirke. Han blev såret og sammen med mange andre sårede lagt på åbne vogne med halm i og kørt nordpå, men han troede, at officererne havde forrådt dem, da de fik besked på at trække sig tilbage. den menige soldat var jo ikke klar over, at tyskerne ville gå over isen og falde danskerne i ryggen. Desuden havde de baglader- geværer, mens danskerne kun havde forladegeværer, så de kunne jo slet ikke klare sig.Han trak også sin hvide hjemmestrikkede strømpe ned, så vi kunne se arrene på hans ben. Anders Hansen var en meget flittig mand, han flettede vidjekurve, som vi brugte til frugt, og flettede desuden mange halmmåtter. Han arbejdede ude i den lille stue med lergulv, og her havde han sine materialer, men om sommeren skete det, at han sad ude i gården og flettede. Der var mange, der bestilte kurve og måtter hos ham. Han gik altid i spidsnæsede træsko, en blåstribet busseronne, og en kasket med blank skygge på hovedet. Sofie Hans Kristians, der boede i et hus, der var bygget til husets østgavl, kom hver dag med varm middagsmad til den gamle mand. Så tog han en hornske ned fra bjælken under loftet og spiste med, og når han var færdig, tørrede han den af under armen og satte den op under bjælken igen, han læste højt, når han læste avis, og det var Roskilde Tidende. Hvis vi hjemme skulle have noget godt til middag, hønsekødsuppe, grønkål el. lign., så gik vi ned til ham med det og havde jo så aftalt det med Sofie. Som barn kunne jeg godt lide at gå ned til denne gamle rare mand. En sommerdag, da min kusine Else og jeg kom ned for at se til ham, sad han på sengekanten og var meget syg, så vi skyndte os at hente fastrene og Sofie, så de kunne hjælpe ham. Faster Ane var god til at hjælpe syge mennesker men "Ansansen" døde efter et par dage, og vi så ham, da han var lagt i kiste og var også med til hans begravelse i Kirkerup. Det var vist omkring 1920, og han var nok fra 1840 erne. Senere kom et ægtepar fra Kirkerup til at bo der, Marie Lars Peters var kronisk syg og lå i sengen i mange år. Hende kom vi også ned og så til, og hun lå og hæklede så mange fine mellemværker. Hendes mand sad ofte og drak i den anden stue, han blev kaldt for "Skadelars". Marie var altid så glad, når vi kom, hendes seng stod, så hun kunne følge folks færden fra vinduet mod nord. Sofie og hendes mand, Hans Kristian, havde køer, en hest og en ged i stalden, men marken lå helt ude ved Gundsølille mølle, hvor husmænd fra landsbyen havde små lodder, og de kørte så derud i små arbejdsvogne. Der var en ret stor have på nordsiden af disse huse, den lå ret højt fra vejen med et stengærde om og nogle små stentrin oppe ved staldlængens gavl. Geden tøjrede de ofte i vejgrøften udfor "Bakkehus". Da jeg som ganske lille, måske fire år, første gang så den, skyndte jeg mig ind og råbte "Faster Hanne, skynd dig og kom ud og se en ganske lille ko, en lille bitte ko" Faster Hanne kom, så og og lo.
På venstre side af vejen lå maskinsmedens hus og et par værksteder, desuden en vindmølle og et motorhus, her boede også en gammel veteran fra 1864, Anders Nielsen, blev kaldt "Ansnilen", og han havde fuldskæg. Fastrene havde kendt hans kone, Anna Sofie, kaldt "Ansofie". Han havde en aftægtsstue hos maskinsmeden Peter Nielsen, og hans kone, Emmy. Men han døde før Anders Hansen. Maskinsmedens fik mange børn, og jeg var meget glad for små børn. Der var Paul, Helge, Arnold og Gudrun. En dag blev der sendt bud efter mig, at jeg skulle komme ned og se Gudruns fødselsdagsgave, hun fyldte to år. Da jeg kom derned, gik jeg hen mod den pæne stue, hvor Emmy somme tider havde vist mig forskellige ting, men hendes søster Ingeborg viste mig ind i soveværelset, der var adskilt fra stuen med et forhæng. Og der lå Emmy i sengen med en lille nyfødt pige, så jeg gjorde store øjne. Jeg var ca. fem år, og nu blev det lille væsen løftet op og lagt på mine små arme, jeg følte en varme stige op, var sikkert ganske rød i hovedet af lykke, men også betuttet, det var jo meget, de turde lade mig holde den lille pige. Jeg kom ofte ned og så Emmy pusle de små og var ikke mindst betaget, når det lille rene barn blev lagt til brystet, så gik jeg hjem og ordnede mine dukker på samme måde. Den lille pige kom til at hedde Anna Sofie efter Anders Nielsens kone. Senere kom Agnethe, og Karen var den yngste, Ingeborg blev senere gift med Hans Jensen, kaldet store Hans, bror til Lars Peter Jensen, og de bosatte sig i Østrup Bæk.
Lindebjerggård
Ved maskinsmedens gik en vej hen til en gammel firelænget gård, matr. nr. 4. Her boede to søskende, Niels Nielsen, kaldet "Nielsnilen". Niels Peter blev ofte kaldt " Niels Peter Altså", han drak desværre, og det var Dorthea meget ked af. Hun var meget dygtig og rar, var veninde med fastrene og kom ofte hos os. Når vi kom derned, havde hun altid et meget fint kaffebord. Der boede også en fætter til dem, Laurits, som var fra Jyllinge, og han hjalp med landbruget, og så var der en ældre mand, som vist især passede dyrene. De havde også får, og det skete, Dorthea tog mig med, når et lille lam skulle have flaske. Vi holdt meget af at låne nøglerne til de fredede Tvillingehøje, der lå på deres mark. Det var især, når onkel Hans, tante Fanny og Else var hos os i sommerferien, og det var en dejlig lille udflugt. Dorthea døde i 1926. Niels Peter Nielsen flyttede til Gundsømagle. Solgte gården til Laurits og Matilde Jørgensen. Gården brændte 1946. Ilden var påsat. Heste og Køer indebrændte. En forfærdelig brand. Opbygget ude ved St. Valbyvej. Testamenteret til Kræftens Bekæmpelse. Nu kommunens Materielgaard.
"Gundsølillegården", var Nørhaves gård, datteren Ella Matr. nr. 10 "Gundsølillegården" var Nørhaves gård. Datteren Ella legede jeg med, men hun gik ikke i Tågerup skole. På "Grünebjerggård" i Tågerup var der en privatskole hos gdr. Niels Peter Nielsen og hans kone, deres datter hed Ellen Marie og sønnen Holger. Der var først en lærerinde, som hed Margrethe Olsen, og siden kom Margrethe Blume, Ella og hendes bror Svend kørte derop i en jumbe. Disse lærerinder ledede også gymnastik i forsamlingshuset om vinteren, og om sommeren havde vi håndarbejde i den såkaldte "Skænkestue". Men det var kun nogle få år, for Grünebjerggård blev solgt. Nørhave havde flere børn, Harald og Gunner var de ældste og gik i Tågerup skole, Ella, Svend, Frode og Elisa Margrethe, hun blev født i Gundsølille. De kom til at gå i Tågerup skole, undtagen Ella, der var blevet konfirmeret. Nu Niels Jørgen Hansen og Ella.
Derefter kom Jens Michael Petersens hus, hvis have gik fra vejen og hen til " det lille gadekær" matr. nr. 23 a. Han var vejmand og slog mange sten til skærver, der blev kørt ud på vejene, Hans kone hed Karin, og deres yngste datter hed Helene. Vi gik en tid i skole sammen, og hun var meget dygtig. De havde en voksen datter, som hed Augusta og sønnen Carl Petersen i Ågerup, der blev politiker og minister. Nu Johannes og Gisella Hansen.
Overfor dem, altså på venstre hånd og lige efter maskinsmeden, boede skomageren, Peder Pedersen, der både reparerede og solgte nyt fodtøj, han havde sit værksted i stuehusets nordlige ende, med vindue i gavlen og et ud til vejen. Helt ned ved vejen havde han et hus med et stort udstillingsvindue, og det var til nye cykler, som han solgte, men han reparerede også cykler. Hans kone hed Kristine, men omtaltes gerne "Skomagerkonen". Hun var en glad og venlig dame, og hun havde altid så mange kønne blomster i haven, deres søn, Charles Pedersen, havde "Toftegård" i St. Valby, og de havde to børn, Dagny og Kaj, det blev senere Svendsens hus. Vejmand i mange år.
Så kom Sigrids hus, Hendes mor havde en smuk nakkehue på, en mild og venlig gammel kone, der altid smilede til os børn, Sigrid havde lært "Fransk vask og strygning", så hun havde altid travlt med det, senere blev hun gift med Lars Peter Jensen efter Sofies død. Han havde en ejendom matr. nr.7 e ved Tågerupvejen. Det gule hus. Sigrid lejede sit hus ud, men da de blev ældre, solgte de stedet og flyttede ind i huset. Da Sigrid var blevet ene og op i firserne, flyttede hun til sidst på Hjemmet i Ågerup, også Sigrid hørte til vore gode venner i "Bakkehus".
Matr. nr. 25 d. Huset er nedrevet. Efter Sigrids hus lå et gammelt stråtækt hus vinkelret på vejen, her boede Villum Sørensen og Ane Villums, som hun blev kaldt, Hendes søn per Villumsen, der var tømrer, havde bygget værksted ved den østre gavl og et nyt stuehus vinkelret på den nordreside af forældrenes hus, så de fra deres entre kunne gå ned ad et par trappetrin til Anes køkken, hans kone hed Marie Per Villums. Jeg kan dunkelt huske Villum, der var høj og mager, men han døde, og Ane Villums sad og syede kludesko til mange mennesker af gammelt tøj, som de kom med, hun var meget nærsynet, og selvom hun havde et par stålbriller på, holdt hun sytøjet helt op til ansigtet. Det var en meget rar gammel kone, og hun fortalte, at da hun var ung, måtte hun ud i marken og sprede gødning, der var lagt i bunker, det skyndte hun sig med, og så løb hun hen til gærdet, hvor hun havde sit sytøj, og så syede hun på det fine hedebosytøj, til den næste vogn kom ud. Da hun var ung, havde man kun tællepråse at se ved om aftenen, nu havde hun petroleumslampe.
I 1922 kom der el til byen.
Engang da fastrene skulle til et eller andet, var jeg hos Ane V., og jeg sov hos hende i den store seng, der stod i stuen, hun havde sort hue på om dagen, men en hvid om natten, ja, vi havde det dejligt sammen, og hendes børnebørn var også glade for hende og kom ofte ned til deres " Bedste". Især Elly var glad for hende, for hun var også meget nærsynet, men fik ikke briller, før hun blev voksen, så det kneb for hende at følge med i skolen og blev ofte drillet, så hun græd, men smilede og var glad, blot der blev vist lidt venlighed, hun havde mange søskende: Valborg, Oluf (musiker), Ejner (kom til at bo i Ågerup), Agnes, Åge, Herman, Otto og Gunnar, alle kvikke børn og musikalske, Elly var nr. fire i flokken, Per Villumsen var udlært som tømrer og var desuden vært i forsamlingshuset i mange år. Åge arbejdede også som tømrer, Ane Villums havde også en dattersøn, Henry, en flink ung mand, som arbejdede på Gundsølille Mølle og bageri, og han kom også hos "Bedste".
Matr. nr. 27 a Efter Jens Michaels lå et andet gammelt hus, hvor en gammel skrædder boede, og han blev passet af sin datter, Anna, der efter hans død flyttede til Herringløse. Så boede der forskellige fodermestrefamilier, ofte polakker, som arbejdede hos Nørhaves. Nu Allan.....
Matr. nr. 26 ? Bagved boede Kirsten og Lars Jensen, Kirsten og Larsjen, som de kaldtes, han var tømrer, havde et værksted og lavede mange småreparationer hos folk, Haven gik ud til "Det lille gadekær" og hen til strædet, det var en meget glad og tilfreds mand, han var meget stolt af "vor Jens og vor Niels", og så var der Anna og Kirstine, der var tvillinger, begge med et stort sort naturkrøllet hår og brune øjne, så de var næsten ikke til at se forskel på, de havde begge tjent hos Justitsråden og hans kone på gården som store piger, men så blev Anna gift og boede i Svinø, men Kirstine blev husbestyrerinde hos Morbror og var der lige til hans død i 1927. Vi kaldte Astrid for "Morbrors Kirstine", medens morbror var Landstingsmand, kørte han i ponyvogn til Roskilde, staldede ind i højskolehjemmets gård og tog så med toget til Kbh. Faster Ane og jeg kørte somme tider med til Roskilde, og det var jo meget spændende for mig. Jeg holdt meget af morbror, der var en dejlig gammel mand. Nuværende ejer Ulla Wibholm.
Morbror havde også " Ydslegård", og i flere år boede de derude om sommeren, kørte derud i ponyvognen. Sommertider cyklede vi derud og besigtigede den. Kirstine var dygtig til at bage, så der var altid friskt bagværk. Hendes far døde 1923. Efter morbrors død 1927 flyttede Kirstine hjem og passede sin mor, Kirsten Larsjens. Hun døde 1932, og så måtte Kirstine ud som husbestyrerinde igen. Hun var et glad og dygtigt menneske, meget lattermild, passede morbror godt. Kirstine tiltalte ham altid med "I" og N H.
Centralen
Efter skrædderens hus lå smedjen lige midt i byen. Der var et fint stuehus, hvor der stod "Home" over indgangsdøren. Foran lå smedjen med en rigtig esse med blæsebælg og en armbolt. Man kunne høre hammerslagene langt væk, når smedemester Christensen smedede hestesko og andre ting. Foran ud mod vejen var der en lille udbygning med halvtag, og her stod de og skoede heste, det var gerne sønnen Christian, der gjorde det. Han var fra første ægteskab, og i andet ægteskab adopterede de en lille pige, der hed Sigrid. Før Carl Christensen var den gamle smed, Hans Rasmussen, smed i den nye smedje.
En sti langs smedens hæk og " Det store gadekær " førte hen til Anders Rasmussens hus, han kunne også komme til det, når man gik ad strædet, der gik forbi det lille gadekær og Lars Jensens, deres haver stødte sammen, og Anders Rasmussens have gik mod nord som en lille halvø ud i det store gadekær. Hans kone var meget tunghør og brugte et hørerør, der var som en stor tragt. De havde to sønner, Viggo og Henry, og de havde købt en grammofon med en stor tragt, og så skulle vi børn hen og høre den spille, så smilede der mor så glad til os allesammen. Anders Rasmussen var husmand, som man kaldte det, og han kalkede og ordnede forskelligt hos os, så skulle han ind og have frokost, og det var bl¸ .a. "bidesild". Viggo boede der senere med sin kone, Martha, til sin død.
Overfor smedjen i vejkrydset ligger et hus, hvor der i mange år var en købmandsforretning, men da jeg var barn, boede der to familier. I den østre ende boede skrædder Ole Jensen og hans kone Johanne. De havde to små piger, Helga og Esther, som jeg legede med, men så flyttede de til Roskilde, og her fik de en lille pige, der hed Gudrun.
Johanne syede en del tøj. Ole Jensens mor, Boel, boede i et gammelt hus, der lå på hjørnet af Gundsølillevej og Hesteholm nær Tågerup.
Når Asta Henriksen, - senere Wibholm - , og jeg cyklede hjem fra skole, var vi af og til inde hos Boel og sludre lidt med hende og se alle hendes kønne blomster i haven og inde i hendes lille stue, Boel var altid så glad og venlig, senere boede der en gammel sadelmager, dette gamle hus er revet ned, og det er nu Holger Andersens mark.
I skrædderens lejlighed kom Laurits Petersens forældre, Helgine og Petersen, til at bo. De kom fra Hedehusene, hvor de i mange år havde rullet cigarere på en fabrik, og Helgine havde også haft danseundervisning. Helgine begyndte så at sælge flødeboller og andet slik, så hun blev kaldt for "Bollemor" af de unge mennesker, der også indgik væddemål om hvem der kunne spise flest flødeboller. Petersen solgte håndrullede cigarer og andre tobaksvarer. Han var bror til bagermester Anders Petersens kone Marie.
Matr. nr. 13 b Gundsølille Ved Gundsølille mølle. Bagerens havde fire børn: Karen, gift i Kbh., Kristian, Anne og Georg. Kristian arbejdede i bageriet og stod senere for det. Jeg blev af og til sendt ud efter et brød, og det var spændende at se på arbejdet i bageriet, hvor dejen blev håndæltet, formet til brød og på lange træplader skubbet ind i ovnen, hvor der kunne være mange brød, man kunne altid høre fårekyllingerne synge. Kristian blev gift med Erna Petersen, naboen Hans Petersens datter. De fik flere børn, Gunner, Åse og Bendt.
Laurits Petersen, som jo var deres fætter , var brødkusk i mange år. Han var altid en glad mand og ville gerne synge, og han sang engang "Munken går i enge" for mig, for fastrene kunne ikke synge, og den stod i min læsebog. Senere blev han postbud, og det var han også i mange år. Da han blev gift med sin kone, Karen, boede de i et hus ude på Risø. I 1924 byggede de dyrlæge Baks hus, og der havde de en manufakturforretning, som Karen passede. Ved siden af var der er en barberforretning, som blev lejet ud til Vitus Andersens barnebarn, Robert, der boede i Roskilde. Karen var syg i flere år og døde tidligt. Hun var meget dygtig og et rart menneske, der ofte kom op til os. Laurits Petersen var enkemand i mange år. Han var meget musikalsk, spillede violin og lærte Gunner Skov Larsen fra Østrup at spille, Han sang også i kirkekoret i Roskilde Domkirke i mange år. De havde tre piger, Helen, Alice og Grethe. Møllerens Anna og Georg flyttede til " Muldvadgaard " i Herringløse.
Det lange hus i Gundsølille ejede Nilaus Petersen, "Bøgegården". Det var hans kones, Karen Nilaus barndomshjem. Jordlodden 20 a lå ude ved snedkerens, og den blev så lagt sammen med jorden, som Nilaus Petersens forældre havde haft. Karens mor, kaldet Karen Karls, var en gammel lam kone, der altid sad i sin kørestol i sin stue. Jeg kan huske, da de boede i Bøgegårdens gamle stråtækte stuehus, men så byggede Nilaus et fint stuehus, og der var en stor skøn have med springvand, kønne frøer der sprang omkring og en masse blomster og store træer, dejlig fuglesang, meget idyllisk. De havde tre voksne børn, Astrid, Karl og Alfred. Men de havde den store sorg, at Alfred pludselig døde af Meningitis, da han var midt i sine studier til læge. Det var et dejligt sted at komme hos disse flinke og venlige mennesker. NilausPetersen var en dygtig mand, og han skrev om Gundsølille fra gamle dage.
Lige foran det lange hus lå den gamle smedie. Den var fuld, af gamle redskaber. Gavlen mod vest i den gamle smedje blev der ofte slået hul i af de unge mennesker, men i 1920-21 blev den helt revet ned for at give plads til genforeningsstenen. Nilaus Petersen gav grunden til den gamle smedje til kommunen, så der var plads til genforeningsstenen, som blev afsløret den 10. juli 1921 af onkel Hans, der var mange mennesker til stede ved denne højtidelighed, og bagefter var der fest i forsamlingshuset med sang og taler. Ja, vi fejrede jo, at vi havde fået Nordslesvig hjem til Danmark. Vi var mange, der havde håbet at få Flensborg med hjem. Jeg havde skrevet sammen med en lille dansk pige i Flensborg og sendt alle mine " Børneblade" ned til hende, Nilaus Petersen havde sørget for, at vi også i "Bakkehus" fik flag og flagstang, så vi kunne hejse det danske flag. Jo, det var hjælpsomme mennesker.
Ved St. Valbyvejen lå "Lindely", og her boede Hans Rasmussen, kaldet " den gamle smed". Han havde en søn, som hed Carl, og han havde været på Grønland og arbejde i et kryolitbrud, og det var vi børn jo meget optaget af, da han kom hjem, og han var altid venlig og ville gerne tale med os børn. Hans Rasmussen havde sat en fast bænk udenfor sin have ved vejen, og der var en skøn udsigt over markerne til Roskilde Fjord. Her legede vi ofte, og banken blev kaldt for "Kærlighedsbænken".
Når man gik langs det store gadekær, kom man forbi Holger Larsens Stokhave, hvor vi børn ofte legede, når Esther Sivertsen fra Kirkerup besøgte sin søster Olga.
Når der havde været dilettant i forsamlingshuset spillede vi det her, bl.a. " Marens Kyllinger ", og jeg var gerne Søren Hansen, der lå i noget halm. Læs mere her om forsamlingshuset
Derefter kommer Vitus Andersens lille ejendom. Jeg kan godt huske Vitus gå i gården på de toppede brosten, men han døde, og hans kone, Maren Vitus, en gammel, stilfærdig og venlig kone, var enke i mange år. Hun passede ofte den lille Elisa Nørhave for fru Nørhave. Vitus havde en datter, der var gift med Kristiansen og boede i “Nyvang" 21 b ude ved møllen. Det har jo nok været den jord, der hørte til Vitus ejendom. De havde tre børn, Robert, Anna og Vita, og vi gik i skole sammen. I Vitus hus blev der senere bygget et lille brødudsalg til. Det var Martin Jacobsens yngste søn Åge, der blev gift med en pige, der var kontrolassistent, Helge hed hun vist. De boede først i Jens Michaels hus, længen ud til vejen, men så kom de herover, og Helga passede brødudsalget. De fik en lille pige, men rejste så senere til Jylland, hvor Helga var fra. Derefter havde maskinsmedens Emmy brødudsalget en tid, og det var strengt for hende med mandens utroskab efter så mange år. Jeg talte med hende, engang jeg var hjemme. Det var en hård skæbne for dette flittige og ellers så glade og venlige menneske, og siden rejste Emmy fra byen. - Senere havde Verner Andersen huset til nogle af sin folk.
Ved siden af Vitus boede Juliane og hendes søn, Hans Hansen, kaldet "Lille Hans", deres lod, 16 a lå også ude ved møllen, og jeg kan huske, at Hans tærskede sit Korn med plejl ude i loen. I modsætning til Vitus trelængede ejendom var Julianes en lang bygning med stald og lo i den østre ende. Når jeg skulle i brugsen, gik jeg altid ad strædet, og så kunne jeg høre slagene fra plejlen og se rebet fare forbi den åbne halvdør. Juliane havde også en datter - datter hos sig, Jenny, som jeg gik i skole sammen med, en meget sød pige. Men så giftede hendes mor sig, og tog Jenny med til Amerika. Juliane var altid glad og venlig, og dengang var man jo opdraget til at hilse og neje for alle de mennesker, man mødte eller kom forbi, Lille Hans blev gift med Karen, en meget dygtig og rar kone, og hun kunne synge, så hun var med i sangforeningen " Violen" i Tågerup skole, hvor lærer Mertz var dirigent. De fik flere børn, Dagny,Nancy, Ketty, Henny, Hardy og Tommy, hed de vist, de flyttede senere ud på lodden, hvor de byggede et hus og dyrkede grøntsager. Jeg kan kun huske de to ældste piger, der havde lyse krøller.
Derefter kom den gamle brugsforening, opført 1887, også en lang stråtækt bygning, men ud til Kirkerupvejen lå en stor lagerbygning til grovvarer. Der blev bygget et fint stuehus til uddeler Andersen og hans kone i den vestlige side, og der var en ret stor have, der gik ud til vejen. De havde to børn, der hed Gunner og Edith. I butikken var alle gryn - og melsorter m.m. i skuffer og blev vejet af i papirsposer. Der kom en stor petroleumsvogn med hesteforspand og fyldte petroleumstankene. Der blev pumpet petroleum op i vore flasker. Uddeler Andersen blev desværre meget syg og døde i en ung alder. Alfred Jørgensen fra St. Valby blev senere uddeler.
Julianes hus matr. nr.16 b må være revet ned, da den nye Brugs blev bygget. Brugsens stuehus købte Hans Henriksen, og det blev genopført matr. nr. 8 e på hans jord ved Kirkerupvejen. Der flyttede Larsine og Hans Henriksen hen, da Asta og Søren Wibholm overtog Nordgården.-
Matr. nr. 8 Gammelt kort 1860-77
Nordgården før 1920
Nordgården efter 1920
Hans Henrik havde bygget Nordgården matr. nr. 8 op, da han overtog den. Det var stuehus, lade et stort svinehus o.s.v. og ud til vejen bag laden blev plantet en lille lund, som blev kaldt Nordhaven. Da Asta begyndte at gå i skole, blev jeg indviteret til hendes fødselsdag, selv om jeg var et par år ældre, og det blev begyndelsen til et langt venskab. Larsine var en meget rar og venlig dame, og da jeg tiltalte hende med "De" i min hilsen fra fastrene, sagde hun straks " Du må gerne sige "du" og Larsine " til mig", og så kan du sige Hans Henriksen til min mand. Hos Nørhaves havde jeg jo altid sagt "De" og fru Nørhave, så jeg var glad for de klare linier. Larsine var søster til sognefoged Niels Olsen, Lille Valby. Asta og jeg fulgtes ofte til og fra skole og kom sammen som veninder. I ungdomstiden skrev vi sammen og besøgte også hinanden, og hendes forældre var altid så venlige og gæstfrie, så dem besøgte jeg altid, når jeg var hjemme på besøg, selv om Asta var på skole el. lign., og det var altid så hyggeligt at komme der, Larsine skrev også dejlige breve til mig. Gundsølillegårdens og Nordgårdens haver stødte sammen, og på denne Toft lå indtil udskiftningen Kildemosegaard. Matr. nr. 11. Nordgaarden brændte 1930 erne.
På Kirkerupvejen ligger jo så mejeriet, og her kunne vi hente mælk, ost og smør om formiddagen, og det var spændende at se på alle maskinerne, og hvordan de store mælkevogne, ofte med jydeheste for, blev tømt for junger og mælken vejet ind.
På højre side ligger et hus, hvor Anna og Henrik Jørgensen boede, og de havde mange piger, som jeg kom til at gå i skole sammen med. Der var Emmy, Ellen, Paula, Helga og Ingeborg, men det var især Paula, jeg legede med, en sød pige, og vi var jævnaldrende. Hun døde desværre af tuberkulose, august 1936, blev kun 27 år. Helga blev gift med Magnus Skotte, bror til Axel Skotte. Henrik Jørgensen fik senere en statsejendom på Hejnstrup, - Karla og Karl Rasmussen kom så til at bo der. De havde boet i det lille grå hus ved murerens villa. Karl Rasmussen var vognmand og kørte os til Ågerup Kirke, da jeg blev konfirmeret i 1923. De havde et par børn, den ældste hed Hans Peter, der nu bor i matr.nr. 7 r. Det var også rare og flittige mennesker.
Ved siden af det hus boede så Jacobs. Tømrer Christensen og Thora og byggede et stråtækt hus og et værksted matr. nr. 7 h på venstre hånd. De kom senere til at bo i Michaels hus, og Åge Jensen blev tømrer her.
Længere ude ligger Fattighuset, hvor der ofte boede meget fattige mennesker, som levede af fattighjælp. Huset er det " Den rige Enke "byggede i Kirkerup: "Kirkerup Hospital".
Så kommer en lille landejendom, og her boede Birthe og Peder Rasmussen, som også havde mange børn. Den ældste var Karla, som blev gift med Karl Rasmussen. Derefter var der Agnes, mor Grethe, Hertha, Herluf, Erling og en dreng til. Det var meget flittige mennesker, men Birthe fik også tid til at synge med sine børn og lære dem pænt håndarbejde. Hertha og jeg var jævnældrende. Hun blev gift og kom til at bo i Sverige, og Margrethe blev gift og rejste til Amerika.
Birthes far, Lars Pedersen, boede på Kirkerup mark i en lille stråtækt ejendom, som lå ved gærdet mellem Kirkerup og Gundsølille, ikke så langt fra Peder Rasmussens. En anden datter, altså søster til Birthe, der hed Olga Pedersen, syede i mange år for Illum i Kbh., men kom så hjem og syede for folk, hun var meget dygtig og syede bl.a. min konfirmationskjole.
Matr. nr. 6 b af Kirkerup. Kirkerupvej nr. 15. En bror til snedkeren, Anders Larsen, boede i et lille hus på venstre hånd lige før Kirkerup. Han lavede fine mahognirammer o.lign. og var meget pertentlig og havde det altid så rent og pænt, selv om han boede alene. Han var også skatteopkræver og gik ud til alle hjem og fik skatterne ind på den måde.
Matr. nr. 5 e ( Cirkuspladsen ) Sprøjtehuset lå midt i byen ved korsvejen, og her legede vi ofte. Der blev tit sat plakater på sprøjtehusets port bl.a., når der skulle være "Danseøvelse", som det kaldtes, og vi var mange børn, der gik til dans. Det var alle de gamle danse, vi lærte, og vi havde det meget morsomt sammen. I flere år var det en plejer fra Sct. Hans, der var danselærer, og han var både dygtig og flink mod os, men så kom der en ung danselærer, og han blev så irriteret især på de små, når de ikke kunne med det samme, så de blev jo bange for ham. En skønne dag kom han ikke til forsamlingshuset, og vi fik besøg af politiet i hjemmene, og de fortalte, at han var stukket af fra flere ubetalte hotelregninger, og fra flere dansehold havde han også indkasseret en del penge uden at komme, så de ville høre, om vi havde noget til gode. Men han blev fanget og fik fængselsstraf, læste vi i avisen, - og så var der tilføjet, at han havde fået sine dansesko byttet med et par sivsko, og så kunne han jo sidde i cellen og synge : Der er lys i lygten, lille mor".
Her ved sprøjtehuset gik en vej hen til Olsens gård, en gammel stråtækt trelænget gård. Olsen var enkemand, men hans kone, der var fra Roskilde, blev altid omtalt som " Madam Olsen". Der var fire voksne døtre. Karen, Johanne, Ellen og Gerda. Karen var ugift og passede hjemmet både ude og inde. Johanne var gift med Lars Peter Larsen og boede i Østrup på en gård med rødt stuehus. De havde ingen børn. Ellen var gift med gdr. Theodor Jørgensen og boede på en gård i Jyllinge. De havde to døtre, Karen og Else, og en søn, Verner, Gerda passede den første telefoncentral, den var der på gården, men da hun blev gift med Albert, - farbror til Kristian Skov Larsen, - blev centralen flyttet ud til snedker Larsen, matr. nr. 14 c, og Gudrun var centraldame i mange år. Men Gerda døde efter et par år, ganske ung, og det var en meget stor sorg både for hendes mand, hendes far og søstre. Hun var sådan en glad ung pige, og jeg kunne så godt lide at besøge dem, da jeg var en lille pige. Så spillede de og sang, bl.a. den lille Ole med paraplyen. De var meget musikalske. Karen spillede og sang også og var med i sangforeningen "Violen", og der kom også Johanne og Lars Peter Larsen. Ole og Hansigne boede i Tågerup, men gik hver dag til Olsens og var "røgtere", som det kaldtes, men hjalp vist også til i marken m.m. De havde en søn, der hed Børge, som havde meget svært ved at følge med i skolen, og forældrene kunne sikkert ikke hjælpe ham, når de var hos Olsens hele dagen og arbejde. Børge hjalp også til på gården.- Da Olsen døde, solgte Karen gården og måtte tage ud som husbestyrerinde. Det havde ellers været et dejligt hjem med glade og venlige mennesker. Til sidst kom Karen til "Bakkehus", da Faster Hanne var blevet ene og ikke selv kunne klare sig, men til sidst blev det alligevel for strengt for hende. Hun var blevet lige ved de 70 år, faster Hanne kom på plejehjemmet, og Karen flyttede til Johanne, der var blevet enke, og de boede på "Hjemmet" i Herringløse, hvor jeg også besøgte dem. Senere flyttede de til Roskilde. Albert Andersen købte gården, men den brændte pludselig en nat, og det var med nød og næppe den nye ejer, hans kone og lille søn blev reddet. Det må have været i 1932-33, for Ane fortalte mig, at den unge kone og det lille barn kom ind hos dem på gården. De blev reddet ud af vinduet i soveværelset. Der var noget fest i forsamlingshuset, og det var nogle unge mennesker, der opdagede branden og slog alarm. Gården, matr. nr. 5, blev efter branden flyttet udenfor byen på den tilhørende jord ved et kønt lille vandhul, der kaldtes "Haukjær", og det navn tog familien så.
Da Ane Andersen døde i 1935, blev hendes hus solgt, og der har været forskellige ejere, indtil Magda og Kaj Hartvig Bendtsen overtog det i 1966 efter Magdas forældre, Jens Peter Jensen, og Magda bor der nu alene efter sin mands død. Dette ægtepar fik i årenes løb stærk tilknytning til familien på gården, tjenstvillige og hjælpsomme, som de begge var, og Magda var en uvurderlig hjælp for Verner, ikke mindst under hans sygdom, og er det også for Holger, ja, for familien i det hele taget, er faktisk som et familiemedlem, altid med et smil, parat med en hjælpende hånd.
Matr. nr. 7 Gammelt kort 1860-77
Overfor Villa Ly er så Holger Larsens gård. Olga og Holger Larsen var begge dygtige og venlige mennesker, og de fik to børn, Kirsten og Mogens. Kirsten bor nu på gården.
Men så lige efter vejens sving ligger " Grønvang" lige ved forsamlingshuset. I mors barndom var der en skole i det hus, og en lærerinde underviste. Det har nok været en slags privatskole for gårdmandsdøtre, for i Tågerup skole var der jo en "degn", og fastrene havde gået hos ham. Men mor og Dorthea gik hos denne "frøken". Dorthea fortalte lidt om, at denne lærerinde var meget streng, så de var lidt bange for hende. Gdr. Jens Andersens kone, Augusta, i Ågerup, og hendes søstre Thilde, Karen og Agathe gik der vist også. (Deres far Karl Petersen, Nordgården, blev gift med en datter fra Ledagergård, og hun blev kaldt Madam Petersen. Ja, der var faktisk tre "Madammer " i Gundsølille. Gdr. Olsens kone, Madam Olsen, og så var der bager Kristensen kone på møllen, Madam Kristensen. De var lidt "finere" end de andre koner med deres " Madam.")
Da jeg var barn, boede Sidse Jensen her, hun var søster til Margrethe, Ane og Jens, så hun gik ofte hjem til dem på fødegården i Gerdrup. Hun havde en lille Foxterrie, hvid med brune pletter der hed "Daysy" eller "Dasse", og den snakkede hun med hele tiden og kaldte på den "Dasse, Dasse, kom så min lille Dasse". Så hende mødte vi ofte på skolevejen, hun var jo en original, der råbte meget op, havde ofte en mærkelig påklædning, men var ellers venlig nok, og Asta og jeg blev da også engang bedt indenfor for at se hendes hus. Udvendig var det helt dækket af efeu, og der var jo også en lille have til. Man skulle over en træbro for at komme ind ad jernlågen, for der var en dyb grøft mellem vejen og hegnet. Her blev ofte kastet forskelligt ned bl.a. en gammel sko under broen, og så sang de unge mennesker: "Under Sidses bro ligger en gammel sko ! "sidse blev i det hele taget ofte generet af store drenge og unge mennesker, når de gik fra forsamlingshuset, skønt hun jo ikke generede nogen, så det var synd at behandle hende sådan.
Matr. nr. 5 b Morbror havde haft nogle bestyrere på "Ydslegård", og der var engang en, som havde en lille sød pige, Jenny, som kom i Tågerup skole. Da vi engang sang " I en kælder sort som kul" og sang det sidste vers, da kunne vi alle høre, da Jenny sang "atten", for hun holdt tonen så klokkeren og klar, så det var skønt at høre, og det var jo også noget, Mertz var glad for. Senere solgte morbror " Ydslegård " til et par flittige og rare mennesker, Lars Larsens. De havde nogle drenge, og jeg gik i skole sammen med Svend, som vi gerne kaldte "Svend Ydsle", og det var en glad og flink dreng. Det blev Svend Larsen, der overtog gården efter forældrene, og han solgte den til Holger Andersen 1966, da han flyttede til Roskilde.
Matr. nr. 14 a Ved den gamle vej forbi snedkerens ligger også en ejendom, og her boede Maren og Mads Rasmussen. De havde tre sønner. Peter, Anders og Martin, og jeg gik i skole sammen med Martin, han havde "hareskår", og det var desværre ikke syet pænt sammen, så han havde et grimt ar, og det var synd, for han var ellers en pæn og flink dreng. Maren og Mads var flittige og venlige mennesker.
Matr. nr. 14 b Marens forældre var Inger og Jon, der boede i et lille gammelt sted lige ved Bøgegårdens have, og Jon arbejdede hver dag på gården. Hvis vi gik ud til Nilaus, matr. nr. 13 skød vi gerne genvej ved snedkerens, og så kom vi lige forbi Jans'. Inger var så dygtig til at sy hedebosyning. De var altid så venlige, når vi gik forbi og sludrede lidt med os. Husmandstedet er nedrevet og jorden lagt sammen med Bøgegården.
Matr. nr. 11 b Tågerup I Tågerup var der en lille købmandsforretning bagved smedjen, matr. nr. 14 der lå foran gadekæret, købmanden hed Peter Nielsen, Kaldet Penilen, og var ugift. Han havde en husbestyrerinde, Kirstine Kristensen, som var fra Jylland. Hun havde først været i Ågerup Præstegård hos pastor V.N. Petersen, der mistede sin første kone, født Fog, og passede fem små drenge, var som en mor for dem, og det glemte de hende aldrig for. Disse børn hed Fog Petersen og blev alle meget dygtige og kendte mennesker. Da præsten senere giftede sig med herredsfoged Dahlerups' datter, Nanna fra Roskilde, kom Kristine til Tågerup. Vi kom hos dem, og det var en rar ældre købmand. I 1916 lukkede de forretningen, for Peter Nielsen var ikke rask. Det var ellers så spændende at se alle de ting, der var i den lille forretning, og der var også en pæn have, og her stod en vandpost, for der var ikke vandværk i Tågerup. Efter Peter Nielsens død arvede Kristine det hele, og hun boede der, lige til hun døde, Hun havde også været en god hjælp i dette hjem, og Kristine var i det hele taget et dejligt menneske.
Matr. nr. 14 Tågerup Tågerup Smedje er oprettet 1859 af et interessentskab bestående af 5 gårdmænd. Nuværende ejer Aage Wilhelmsen.
Matr. nr. 11 a Ved siden af Kirstine boede Hansine og Hans Nielsen, der havde to sønner, Laurits og Ejner, og to døtre Ellen og Sigrid, og pigerne gik jeg i skole sammen med og legede med, når vi besøgte Kristine, sønnerne var dygtige unge mænd, og Laurits tjente bl.a. hos Lars Andersen. Nuværende ejer Norma Mathiasen.
Matr. nr. 10 a Et husmandsted med jord.
Matr. nr. 10 b + c Bagved Kristines hus lå et ganske lille hus, og her boede en træskomand, som lavede de spidsnæsede træsko. En glad mand, der boede ene, men der var næsten ikke til at se ud af vinduerne for spindelvæv, og der var altid snavset, men det rørte ham vist ikke. Brændte 5/12 1965. Er nu genopført.
Pastor Petersen fik syv børn med sin anden kone, og de hed så Dahlerup Petersen, - strøg senere Petersen - , men der blev et enestående godt forhold mellem de to hold børn, og fru Nanna Petersen tog altid godt imod det første hold, og hendes egne blev også alle dygtige mennesker. Pastor Petersen blev præst ved Trinitatis Kirke i Kbh., men da han døde, blev han begravet på Ågerup kirkegård. Da faster Maren var død i 1917, købte fru Nanna Petersen hendes hus. De to yngste børn var otte og ti år, Erik og Ellen, og det blev mine gode legekammerater. De gik på privatskolen på Grünebjerggård. Senere flyttede de til Roskilde for at få en bedre skolegang, men fru Petersen døde, og så kom Ellen til Frode Fog Petersen, der var præst, senere provst, i Århus, og læste, og Erik kom til Svend Fog Petersen, der var politimester i Nibe. Ellen og jeg bevarede vort venskab livet igennem. Pastor Thygesen var den næste præst i Ågerup, og han kom og besøgte mor, da hun var syg, senere kom han til Frederiksberg kirke i Kbh., og vi havde forbindelse med ham lige til hans død. Han var et elskeligt menneske.
- Derefter kom pastor Hansen - Lavind, som konfirmerede os. Det var en meget rar præst, som vi var så glade for, og hans kone var en meget sød præstefrue. I Ågerup kirke kom altid så mange ældre koner med huer på, og det så meget flot ud, syntes jeg. Da jeg engang kom hjem fra kirke, fortalte jeg, at der var så mange "huekoner" i kirke. Den ældre generation var trofaste kirkegængere, en god tradition -Både pastor Thygesen og pastor Hansen - Lavind gik altid under salme¸ sangen i kirken op og ned ad kirkegulvet og sang. Det var egentlig så hyggeligt, syntes jeg. Senere var der pastor Munk, og når jeg i læsetiden kom hjem til jul, kom han altid og bad mig hjælpe ham med at lege med børnene i forsamlingshuset ved det store juletræ, som menighedsrådet arrangerede hver jul, og det var meget morsomt og blev en tradition, til jeg fik juletræsfester at arbejde med ved skolerne, hvor jeg var ansat, og også i forsamlingshuse.
Matr. nr. 21 b Nyvang - På Gammelgård boede der i Lars Andersens tid et ægtepar, Ingeborg og Lars Larsen og deres to børn, Erling og Esther. De hjalp med arbejdet på gården, jeg mener, at de senere blev bestyrere på Ydslegård i morbrors tid, inden de købte Nyvang ude ved møllen, det var meget flittige og rare mennesker, og børnene var søde. Ingeborgs forældre boede vist på et sted ved den vej, der går mellem Kirkerup og Bækken. Hendes far var i mange år fyrbøder ved dampmaskinerne, der kørte rundt, når der skulle tærskes ved landbrugene. Ingeborg kom som barn med sin mor op og så til fastrenes mor, der var syg og lå i sengen, så hun havde altid kendt fastrene. Da de nu endelig havde fået deres eget hjem og var så glade for det, skete der desværre det, at Lars Larsen var ved at køre roer hjem, at hestene pludselig løb løbsk, så Lars Larsen blev kørt ihjel, inden Ingeborg fik standset hestene ved hjemmet. De ventede netop et barn, som de havde glædet sig til, så det var strengt for Ingeborg og de to børn. Hun fik en lille søn, som blev kaldt Lars efter sin far. Ingeborg kunne jo ikke klare stedet alene, men solgte det, og de kom til at bo i St. Valby. Jeg traf hende engang, da hun besøgte fastrene, som hun var trofast imod. Hun havde den lille Lars med, og det blev vist en god hjælp for hende i den store sorg, at hun fik den lille dreng. Jeg syntes, hun tog sin skæbne så smukt, havde stadig sit glade smil, blot lidt vemodigt, følte vel nok, at hun trods alt havde noget at leve for, nemlig tre dejlige børn.
- Smedens kone i St. Valby hed Anna Larsen. Hun var en dygtig sygeplejerske og passede faster Maren, før hun døde i 1917. Anna var også et trofast og varmt menneske, der blev ved med at komme gennem alle årene i mit hjem.
Matr. nr. 9 b af Ågerup. Nedenfor bryggerbakken lige ved åen ligger et lille hus på venstre hånd, når vi går over broen, kaldet Gammelbro. Her boede Kirstine og Martin Jacobsen med alle deres børn. Der var Laura, Karla, Agnes, Ejner, Emilie, Harry og Åge. Martin var kusk på bryggerigården. Laura, Agnes og Emilie kom efterhånden, som de blev store piger, op hos faster Maren og hjalp hende, men hun sørgede for dem, og det var jo en stor aflastning for hjemmet, Laura og Agnes fik højskoleophold, vist også husholdningsskole, og Laura blev uddannet til lærerinde. Karla kom på en vatfabrik i Kbh. Hun fik en lille pige, Helga, som blev passet hos Martins, men Karla kom ofte hjem og sørgede for tøj og andet til sin lille pige, som hun holdt meget af. Emilie fik en søn, Otto, som Kirstine Martins også tog sig af, men det var dygtige og søde piger. Laura blev gift med en lærer, og de adopterede en lille pige, men emigrerede til Amerika, Agnes blev gift med en gårdmand på Orø og fik et par sønner, og Emilie blev også gift, fik vist et par børn til, boede på egnen nogle år, bl.a. i hjemmet efter forældrenes død. Ejner var en dygtig ung mand, havde bl.a. plads hos Lars Andersen, altid glad og venlig, og var i mange år i foderstofforeningens gård i Roskilde. Harry og Åge gik jeg ned og legede med. Det var Åge, der blev gift med Helga, der var kontrolassistent. Harry gik det vist også godt, de var jo alle "slidere". Det var nok et lille og fattigt hjem, men det var et lykkeligt hjem, selv om det var et hårdt slid for Kirstine med alle de børn, Martin drak vel nok lidt som ølkusk, men jeg husker ham som en glad og tilfreds mand, gerne med et smil og blink i øjet, den samme glæde var der hos børnene, når de kom hjem på besøg. Det var et hjem, man ikke gik forbi, men gik ind og hilste på Kirstine, og det var hun altid glad for.
Matr. nr. 10 af Kirkerup. Hendes far var den " den gamle klokker" i Kirkerup, hendes mor var død, og hun havde giftet sig med Kathrine. De boede i et meget gammelt hus ved den vej, der gik fra Sivertsens langs gadekæret og til den sydlige låge i kirkegårdsmuren. Huset lå på venstre hånd, er revet ned. Er erstattet af nyt hus. Den vej cyklede vi altid til kirke, eller når vi skulle ned med blomster til familiegravstederne. Klokkeren havde ellers bygget et nyt hus lige på hjørnet af Kirkerupvejen, hvor den drejer i en skarp vinkel, det omtaltes altid som "klokkerens nye hus", matr. nr. 13, men han flyttede vist aldrig ud i det. Han var noget af en original, gik altid i en lang skødfrakke, og han gik ofte med en pakke bundet ind i et rødternet tørklæde i den ene hånd og en knortekap i den anden. Niels Larsen, som klokkeren hed, havde været i audiens hos kongen, Chr.d.IX, muligvis for sin klokkergerning, og det holdt han af at prale om og fortalte, hvordan han havde siddet og talt med kongen, der så havde sagt til dronningen: "Åh Louise", spring lige ned i kælderen og hent en øl til Niels Larsen. Så det morede folk sig jo lidt over. Han havde fødselsdag den 29.februar, så da han fyldte firs år, var der nogle vittige hoveder, der mente, at han kun var tyve år.
Matr. nr. 14 Kirkerupvej nr. 14 Der var jo en anden klokker og klokkerkone, der passede kirken og kirkegården, da jeg var barn. De boede i et hus, der lå lidt højt lige ved vejen efter Niels Larsens nye hus, - og efter Birthe Olsens hus, som jo er bygget senere, Det var meget rare og flinke mennesker, jeg tror, konen hed Karen, og deres yngste søn, Ejner Jensen, en flink dreng, gik jeg i skole sammen med. Han fik altid salmenumrene med af Mertz, så forældrene kunne sætte dem op i kirken til søndagens gudstjeneste. Der var en voksen søn, som overtog arbejdet efter forældrene.
Matr. nr. 11 Mellem Nørhaves og Harmsens gård gik der en vej, nærmest markvej, ud til en gammel gård, vejen fortsatte til Hvedstrup. Det var Kristen Knudsens gård. Manden var død, men hans kone Marie og sønnen Knud foruden Ane Knudsen, der var faster til Knud, boede der, det varAnes fødehjem. Her kom vi også på besøg, for det var veninder til fastrene fra barndom og ungdomstid. Faster Ane og Ane Knudsen havde været på højskole sammen. Der var meget hyggeligt at komme, og Marie og Ane var et par venlige damer. Knud overtog bedriften og giftede sig med en dygtig pige, Karen, så blev der bygget et stort rødt stuehus, og de fik to sønner, Hemming og Christen, så det livede sikkert op derude. men årene går, og det er Hemming, der nu har gården, jeg har kun kendt den gamle gård.
Matr. nr. 8 b af Ågerup Faster Maren kaldte sit hus "Havebo", men fru pastor Petersen gav det navnet "Charis", der betyder "tak". Hun ville dermed sige tak, fordi hun atter fik et hjem i Ågerup, hvor hun havde så mange gode minder. Maler Jens Jensen, kaldet Maler-Jens, købte huset af fru Petersen, da hun rejste, hans far havde også været maler, en høj, rank og venlig mand, der cyklede, kan jeg huske, Maler Jensens bror hed Carl Jensen, var landmand, og byggede en pæn landejendom ved vejen mellem Ågerup og St. Valby, da han giftede sig. Begge brødrene var glade, tilfredse og dygtige mennesker. Ejer: Alfred og Karen Jensen "Vestergaard".
Matr. nr. 9 e af Ågerup. Ved siden af "Charis" ligger et hus, hvor slagter Anders Petersen boede, han slagtede selv, og hans kone hjalp ham, og så kørte han ud med sin slagtervogn, et hestekøretøj, og det var altid gode varer. De blev gerne omtalt som slagteren og slagterkonen. Hun hed vist Kirsten, men blev kaldt "Kerten". De havde to døtre, Ingeborg og Karen. Ingeborg arbejdede vist på Sct. Hans, blev senere gift. Karen lærte at sy og boede derhjemme og syede for folk. Hun var dygtig og en meget glad og sød pige, senere blev hun gift med en flink og stabil mand, som var rutebilchauffør. Ja, det var en hyggelig familie med dygtige mennesker.
Matr. nr. 8 c af Ågerup. Hvor vejen i Ågerup drejer skarpt til højre og går ned i byen, ligger et hus på venstre hånd, og her var en købmandsforretning, og det var Kamma, der passede den, men hun kunne også sy, og hendes mand var tømrer og havde tømrerværkstedet lige neden for bækken på højre hånd. Kamma var en høj statelig dame, og de var meget flinke mennesker begge to.
Nede i byen var der både en smed og en karetmager.
Matr. nr. 19 b af Ågerup. Efter Kamma lå der et gammelt hus. Der var en port med en klinke i ud til vejen. Her boede et ægtepar, manden drak. De havde en datter, som hed Klara, og det blev den sidste pige, faster Maren tog sig af for at hjælpe familien, men så blev hun syg og døde, kun 55 ½ år. Så måtte Klara jo hjem igen, og jeg var til hendes konfirmation. Hun havde en rar mor. Der kom en del telegrammer med penge i, men dem fik Klara desværre ingen glæde af, for hendes far drak dem op. Hun var ellers så lykkelig, hver gang hun åbnede et telegram og så, der var penge i. Klara klarede sig dog godt og blev senere gift og fik en lille pige. Faster Ane og jeg besøgte hende i Himmelev, og de havde et pænt lille hjem. |
||
|
Læg mærke til vejføringen mod Ågerup. Vejen går øst om Matr. nr. 2 Mariebjerg. Ligeledes det store gadekær ligger hvor St. Valbyvejen går
|
