En beretning om Niels Larsen!

Skrevet af Preben Hansen,
præst ved Kirkerup Kirke,
i perioden 1973-1999.

Ikke alene præsten har været tjener ved sognets kirkehus, her har også været en degn, der var ligefrem en degnegård i Kirkerup, matrikel nr. 1a findes stadig som kirkens nærmeste nabo. Den første "sædedegn" vi kender var Rasmus Christensen Veddeløf omk. 1685. Men en mindst lige så betydningsfuld person bør nævnes, nemlig "klokkeren", det er betegnelsen på ringer og graverstillingen ved landsbykirkerne her på egnen.

Blandt de ældste her i Kirkerup sogn lever endnu mindet om klokker Niels Larsen, der døde 1924. Mindet er nu blegnet, men for at det ikke helt skal overgå i glemselens rige, bør disse linier lægges til en historik om Kirkerup Kirke. Fuldt ud lige så vel som præst og degn var Niels Larsen en "kirkens tro tjener". Han blev født 1844 i Marbjerg, Fløng sogn. Moderen var tjenestepige Inger Marie Pedersdatter og faderen tjenestekarl Peder Larsen. Såvidt vides blev forældrene aldrig gift, men Niels fik dog faderens efternavn. Hans barndom og ungdom formede sig helt på sædvanlig vis efter datidens forhold som tjenestekarl snart på den ene snart på den anden af egnens gårde. Hen imod  begyndelsen af 1870érne kom Niels Larsen til Kirkerup sogn og blev gift med klokker Hans Larsens enke Birthe Kristoffersdatter, ja han overtog foruden enken, der var 13 år ældre, også det lille jordløse hus i Kirkerup by og - klokkertjenesten, som han bestred i langt over en menneskealder. Omstående billeder (venligst udlånt af Roskilde bibliotek) viser Birthe og Niels Larsen i deres hjem, der hovedsagelig bestod af denne ene stue med alkove, vi ser ligeledes hele "Klokkerhuset" og Niels Larsen i halvdøren.

Birthe døde 1905, og 1910 giftede Niels Larsen sig på ny, nu med Ane Kathrine, enke efter en jordbruger i Vallensbæk. Hun var hjemmehørende i Østrup og 24 år yngre end Niels Larsen.

Klokkerbestillingen gav Niels Larsen megen selvagtelse, han gik op i sin gerning i og omkring kirken. Selv om han måtte arbejde med alt forefaldende på gårdene i sognet, så var han først og fremmest "klokker", hvilket var en hæderstitel for ham. Talrige er anekdoterne om Niels Larsen. Her skal blot nævnes nogle: Omkring århundredeskiftet modtog Niels Larsen et hæderstegn som "Dannebrogsmand", hvilket vist nok skyldtes indstilling fra en af sognets indflydelsesrige mænd, landstingsmand og justitsråd Niels Hansen, Gundsølille.

Niels Larsen skulle i audiens hos kongen og takke. "Hvad sagde kongen til dig", spurgte man interesseret, da klokkeren kom tilbage. Niels Larsen rettede sig: "Så snart jeg var kommet til sæde, råbte Christian (Christian IX): "Louise, skynd dig ned i kælderen og hent to bajere til Niels Larsen og mig". Folk smilede, og det gør de stadig, men Niels Larsen troede selv på historien. Han havde i fantasien forestillet sig, at det skulle gå således, og så måtte det gøre det. Nok var han en original, men både afholdt og respekteret.

Børnene havde megen morskab af "Klokkeren", når han ville lære dem den kunst at cykle. De skulle først blive "dus" med cyklen ved at trække den til Gundsølille og hjem igen. En modernitet som telefon blev han dog aldrig selv "dus" med, og herover var der megen munterhed blandt sognets folk.

Niels Larsen fulgte nøje med i solens opgang og nedgang, og så ringede han med klokkerne, om sommeren ofte o. kl. 3-4, og det var ikke alle i byen, der yndede den tidlige vækning. "Jeg gør, hvad jeg skal" sagde klokkeren. Omhyggelig var han i arbejdet på kirkegården, men engang måtte præst og ligfølge vente ude på kirkegården, fordi han havde gravet for lille et hul, eller også var kisten større end sædvanligt. Niels Larsen puklede for at få hullet større, og det lykkedes. Ved bryllupper og barnedåb rev han stien til våbenhuset både før og efter, at gæsterne var kommet. Pænt skulle der være, når folk forlod kirken.

På en måde gik det Niels Larsen som "Jens Vejmand". Da han døde 1924 var der ikke råd til nogen mindesten på graven, han, der passede gravene med omhu, fik ingen sten! Hans hjem blev kort efter revet ned og enken henlevede sine sidste år til 1928 i Gerdrup, skønt ægteparret havde erhvervet et andet hus i Kirkerup.

"Henfarne slægter - forglem dem ej". Det gælder om alle tjenester ved kirken, hvad en gammel præst skrev i embedsbogen om sine forgængere: "Enhver tjente, som Herren gav ham evne dertil". På klokker Niels Larsen fra Kirkerup passer det til fulde, og lad denne lille minderune slutte med endnu en anekdote om denne særprægede mand. Bibelordet: "Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himmeriget" (Matt. 8:11). Det bibelord gengav Niels Larsen på sin facon - med et lunt glimt i øje: " Mange skal komme fra Østrup og Hvedstrup og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget".

Tilbage til Kirkens historie