Aagerup og Kirkerup Sogne, der er samlede om hver sin Kirke, bestaar af ikke mindre end 9 Landsbyer (Gundsølille, Store og Lille Valby, Kirkerup, Gerdrup, TAagerup, Aagerup, Slæggerup og Østrup r. Anlæggelsen af disse Landsbyer er begyndt med Valby og Gundsølille engang i Vikingetid, c. 900, hvorefter de øvrige er kommet til i de følgende aarhundreder.

Men det vil slet ikke sige, at her ikke har boet Mennesker før den Tid. Efter Fundene i Jorden at dømme, gaar Sognenes Historie . tilhage til omkring 3000 aar før vor Tidsregnings Begyndelse. Om . dette lange Tidsrum, fra da og til Landsbyernes Opstaaen, skal denne korte Indledning handle.

Medens det i Sommer lykkedes vore Arkæologer at fastslaa, at Danmark har været bebygget i c. 10.000 aar, saa ser det ikke ud til - efter de hidtil gjorte Fund - at Menneskene er kommet her til vore Sogne før i Slutningen af ældre Stenalder hen mod c. 3000 f. v. T. Da har Flokke af Jægere og Fiskere, der stod paa det Kulturtrin, som Arkæologerne kalder Ærtebøllekulturen, slaaet sig ned ude ved Kysten. En Gruppe af deres Bopladser ligger paa Bakkerne omkring Hove aas Udløb, deriblandt den meget store Saltvad Bro-Boplads, der er 150 m lang. Længere mod Syd ligger en anden Gruppe omkring Gereaaens Udløb. Bopladserne ligger lidt inde i Land; men oprindelig laa de ved Strandbredden, idet Vandet dengang stod højere og som Fjorde strakte sig ind i de Lavninger, hvor nu aaerne løber.

Bopladserne findes let ved Pløjning, idet Kulstøvet fra Baalene, der blev tændt paa runde Stenbrolægninger, endnu giver den nylig pløjede Jord en mørkere Farve. Gaar Ploven lidt dybere end sædvanlig, kan der komme smuldrende Skaller frem - Levninger fra Beboernes Maaltider. Af Maaltidsrester findes ogsaa Ben af Fugle, Fisk og Pattedyr, især Hjorte og Vildsvin; men ogsaa de højerestaaende Agerbrugeres Tamokser har de mere primitive Jægere af og til forset sig paa. Ellers finder man nogle grove Potteskaar og en Række primitive Flintredskaber foruden en Mængde Flintstykker, der er Affald fra Flinttilhugningen.

c. 3000 f. v. T. skete imidlertid den mest betydningsfulde Begivenhed i Danmarks Historie. Syd fra kom vandrende Grupper af et Folk, der stod paa et helt andet Kulturtrin. Disse Folk, Dyssefolket, kendte til at dyrke Jorden. Paa lave Steder, helst paa let Jord, hvor Skoven mest bestod af Krat, slog de sig ned. Krattet blev hugget om med slebne Stenøkser, der egnede sig fortrinlig til saadant Arbejde, og blev saa brændt af. I den askegødede Jord saaedes Kornet: Hvede og Byg. aar Jorden efter en aarrække var udpint, tog man blot et Stykke ved Siden af, og paa den gamle Mark kunde saa Husdyrene: Okser, Faar og Svin skaffe sig deres Føde.

Selve Bopladserne, der bestod af en Samling lerklinede Hytter, er endnu ikke fundet her i Sognene; men det er sikkert kun et Spørgsmaal om Tid, fØr man gØr det, for Folkets Grave, Dysserne, findes eller rettere fandtes i stort Tal. I ISS9-, da Vilhelm Boye beskrev Sognenes Oldtidsmindesrnærker, fandtes IS Dysser i Kirkerup og 22 i Aagerup Sogn. Kun en ringe Rest· af disse er imidlertid bevaret 1). Dyssekamrene er af skiftende Form. De ældste er sat af 4 Bæresten, der danner et smalt Kammer, hvori der kun er Plads til eet Lig. De yngre er sat af flere Sten og kan rumme flere lig: men som regel er dyssekammeret dækket af en eneste stor Sten. Dyssen staar nu frit oven paa en lav, flad Høj, som dog oprindelig dækkede selve Kammeret. Anbringes flere Kamre ved Siden af hinanden paa samme Høj, opstaar Langdyssen, f. Eks. har Langdyssen paa Gundsølillegaardens Mark 4 Kamre paa en 25 m lang Høj. Rundt om Højen stod Gravens Vogtere, en. Række Randstene, deres tusindaarige Vagt for de døde Storbønder - Storbønder fordi mindre slægtrige Folk ikke blev begravet i Gravhøje, men under aaben Mark kun med en Krans af Sten til Beskyttelse. Gravene blev ikke lagt inde i den frygtede og "farlige" urskov, hvor uhyggelige Væsener som Elverfolk og Trolde færdedes, men ude paa det ryddede Land ofte uanseligt paa lave Steder.

Under fredelig Udvikling fortsatte Bonden sit Liv. Gravformen blev med Tiden den store Fællesgrav, jættestuen, hvor talrige Lig kunde faa Plads. I Kirkerup fandtes 3, i Aagerup kun 1 Jættestue i 1889. At der var saa faa skyldes, at man vedblivende benyttede de talrige ældre Dysser til Begravelse, idet man blot ryddede de gamle Skeleter ud for at skaffe Plads til de nye. Man var dengang næsten lige saa respektløs som nu til dags, da de Døde paa vore Kirkegaarde ofte kun har Fred i 20 aar. Kun en af Stuerne, Gundsølillestuen, er bevaret; men den er til Gengæld ogsaa særdeles fin. Nilaus Petersen har fortalt om den i aarbog for Københavns Amt for 1927. Den er en af Landets 57 dobbelte jættestuer, hvor der er 2 Kamre og 2 Gange. jættestuernes Kamre er sat af mange, høje Sten, og de er forsynet med en Gang midt paa den ene Langside. Loftet er i Modsætning til Dysserne dannet af flere store Overliggere, der er helt dækket af en stor hvælvet jordhøj.

Samtidig med at de yngste jættestuer blev bygget her paa Egnen, c. 2100 f. v. T., skete der store Begivenheder i Jylland. Et nyt Folk med fremmede Redskaber og Gravskikke drog med Vaaben i Haand ind i Jylland, medens kun enkelte Flokke naaede til øerne. Disse Omskiftelser fik ogsaa Betydning for vor Egn, idet dette nye Folk i den følgende Tid smeltede sammen med det gamle, og en ny Periode - Dolktiden - begyndte.

Dolktiden danner Overgangen til den næste Tidsalder Bronzealderen. I Redskaberne spores Paavirkninger fra den Bronzealder, der da herskede ude i Europa. Medens det vigtigste Redskab i Dyssernes Tid var en tynd, sleben Økse, der i Jættestuernes Tid bliver sværere med en tyk Nakke, er Hovedvaabnet nu Dolken, der i Flint egentlig er en unaturlig Form. Det er tydeligt, at den er en Efterligning af Udlandets Bronzedolke. At det i det hele taget lod sig gøre at efterligne disse, skyldes, at Danskerne var Verdens dygtigste Flinthuggere.

Vidnesbyrd om en saadan Flinthuggers Arbejde haves i et Fund ude fra Udløbet af Hove aa. Her er fundet en Del Sager fra Dolktid bl. a. 9 Forarbejder. I 3 Dyssekamre er der fundet Begravelser fra denne Tid. I det ene af en Langdysses Kamre blev saaledes fundet: 1 Dolk, 1 tyknakket Økse, 1 Flække, Lerkarskaar (stammende fra de Lerkar, hvori Gravgaver var hensat til den Døde), samt Menneskeknogler. Men ogsaa Tidens egen Gravform. Hellekisten, er fundet. Ved L. Valby fandtes i en stor, nu sløjfet Høj omgivet af 3 Sten kredse en 10 Fod lang, 22 Tommer bred og 23 Tommer dyb Stenkiste, bygget af 7 Sidesten, 2 Endesten i Vest og 1 i øst. I Kisten fandtes flere Lig, men af Gravgods kun 1 Pilespids af Flint.

Som nævnt gaar Stenalderen med Dolktiden jævnt over i Bronzealderen, der deles i ældre Bronzealder (c. 1500-800 f. v. T.) og yngre Bronzealder (c. 800-400 f. v. T.). Metaltilførsler fra Udlandet satte i hvert Fald de mere velhavende i Stand til at erstatte Flintokserne med Bronzeøkser (Celte og Paalstave) og Stenspydet og -dolken med Spyd og Sværd af Bronze. Desuden findes snart en Mængde forskellige Smykker af Guld og Bronze, i ældre Bronzealder ofte smykket med elegante Spiralornamenter.

Fra Bronzealderen fandtes der i 1889 et stort Antal Høje, i Kirkerup 13 og i Aagerup 19, hvoraf nogle faa er bevaret s). Gravhøjene fra ældre Bronzealder er høje og kuplede og især karakteristiske ved deres monumentale Beliggenhed langs de højeste Bakkedrag. Jorden var nu opdyrket i. saa vid en Udstrækning, at man kunde lægge Højene efter Landskabets Linier. Fundene fra ældre Bronzealder er rige. Her skal nævnes de bedste.

I -ældre Bronzealder fortsattes med at bygge Stenkister; men nu kom tillige de bekendte Egekister i Brug. Den fØrste Gravtype er repræsenteret i et Fund fra Gerdrup. I en stor, nu sløjfet Høj laa en 8 Fod lang Sten kiste indeholdende flere Skeletter. Af Gravgaver fandtes l Benpren, 2· Ravperler, 2 Perler af Dyretænder

og af Bronze: l Halskrave, l Bælteplade, l Pincet og l Dobbeltknap. Ogsaa Rester af Egekistegrave .er fundet. I 1878 fandtes i Aagerup Sogn i en Høj det Stenleje, hvorpaa en Kiste havde staaet; herpaa laa l Sværd, 1 Dolk, 2 Bæltedopper og l Spydspids af Flint. I Kirkerup .Sogn er fremdraget flere. Af disse er i 1934· en ved Gerdrup udgravet af Fagfolk, men her fandtes kun Stenlejet (Højen er bevaret). I en anden Høj fandtes derimod 2 Stenlejer, hvorpaa der endnu laa et tyndt, sammenpresset Lag af' Trækisten omgivet af et Lag Tang. Paa det ene Leje fandtes Rester af  l Bronzesværd, l -Dolk og 1 Naal, paa det andet de stærkt opløste Rester af en Dolk. I 1935 gravedes der i Langdyssen Tinghøj. Her gjordes .det eneste Fund fra vore Sogne, der er virkelig bekendt; thi her fandtes foruden et Sværd og andre Bronzeting Danmarks ældste plastiske Fremstilling af et Menneskehoved. Hovedet danner Haandtaget paa en Ragekniv af Bronze. Det er et skarptskaaret, karakterfuldt Ansigt. I de afbrækkede Øren har der været baaret store Ringe, saa det strenge Ansigtsudtryk har vel tilhørt en Kvinde, da Mændene i Bronzealderen ikke plejede at bære Ringe paa den Maade. Stykkets Alder maa sættes til meIIem 1300 og 1000 f. v. T.

C. 1000 dukker en Nyhed) Gravskikkene op: Ligbrændingen. Vi kender ikke aarsagerne til denne nye Skiks Indførelse: maaske har man blot efterlignet det fremmede. I Begyndelsen lagdes det brændte Lig i den sædvanlige Kiste. En saadan Grav er fundet ved Gerebro. Her fandtes under flad Mark en 8-10 Fod lang Stenkiste, hvori der laa et brændt Lig, med l Spydspids af Flint og 2 Bæltedopper af Bronze som Gravgods. Efterhaanden gjordes Gravene mindre, og Gravgaverne blev færre. I yngre Bronzealder lagdes de brændte Ben i en simpel Lerurne eller Trææske, der enten sattes i en lille, lav Høj (alle HØjene fra denne Tid er overpløjede her i Sognene), eIIer ogsaa sattes de ind i Sydsiden af gamle HØje. Der er fundet flere af disse Urner fyldt med brændte Ben, undertiden med en Bronzeknap vedlagt.

Bopladser fra Bronzealderen er meget sjældne, og der findes heller ingen her i Sognene. Derimod blev der i 1873 gjort et fint Depotfund. Ved Kanten af en line Mose Nordøst for St. Valby laa 22 Segle, 2 Spydspidser, 2 Celte (Arbejdsøkser}, 2 Haarringe, l Haandledsring og 2 Bronzebarrer ved Siden af en stor Sten. Her har en Købmand lagt et Depot af Varer, der skulde gemmes til senere; men han er aldrig vendt tilbage - Skovene var ikke rare at færdes i dengang.

Ogsaa om Bronzealderens Religion har vi Vidnesbyrd. I en nu sløjfet Høj paa Matr. 10 i Aagerup fandtes c. 1870 en Sten, der nu staar i Nationalmuseet; i denne Sten er der ristet et Hjul med 4 Eger, en Afbildning af Solen 3), som var Hovedguden for Tidens Landmænd og SØfarere; men desuden fandtes i hvert Fald en kvindelig Guddom, til hvem talrige kostbare Ofre er nedlagt.

Bronzealderen var en lykkelig Tid med et tørt, varmt Klima, og Danmark var det rige Centrum for en stor Kulturkreds. Men hen mod 400 f. v. T. gik man svære Tider i Møde. Baade de klimatiske og "udenrigspolitiske" Forhold blev fortvivlede. En Klimaforandring gjorde Klimaet fugtige re og koldere, hvilket medførte, at Kvæget ikke som fØr kunde gaa ude hele Vinteren. Samtidig bredte Kelterne sig over hele Mellemeuropa og spærrede Handelsvejene mod Syd, hvorfra vi fik vor Bronze.

Men Danskerne var et energisk og handlekraftigt Folk, der ikke lod sig slaa ud. Mod Kulden beskyttede man sig med Bukser, som ikke havde været kendt fØr. For Kvæget byggede man en Ende til Huset, hvorved Stalden opstod, samtidig med at man samlede Vinterfoder sammen. Kendskabet til jern var netop naaet herop, og snart lærte Danskerne, at det kunde udvindes af den hjemlige Myremalm. Stolt klarede Folket sig.

Gravformen var i ældre Jernalder stadig Brandgraven ; undertiden lagdes Asken ikke engang i en Krukke, men Baalpladsen omgaves blot af en Sten ring og dækkedes til med jord. Omkring vor Tidsregnings Begyndelse dukkede Skikken med at begrave den døde ubrændt atter op, og de to Gravformer brugtes begge Side om Side, indtil Jordfæstelsen sejrede med. Kristendommens lndtørelse c. 900 e. v. T. Ved L. Valby fandtes i 1847 en Grav, hvorom det hedder i Nationalmuseets Sognebeskrivelse, at der under en Høj laa et med Stene omgivet Skelet med 1 Naal, 2 ovale Spænder og 1 bredt Spænde som Gravgods. Sagerne er ikke bevaret; men efter det nævnte maa man antage, at det er en Grav fra Vikingetid, c. 800-1000 e. v. T. Endvidere er der i en Sandbanke ved Fjordgaarden fundet 5-6 Skeletter; det er sandsynligvis Fattigmandsgrave fra Jernalderen, mere kan ikke siges. Desuden er der løst fundet et lille Smykke af meget sjælden Art, et saakaldt "barbarisk Gemme", vistnok fra c. 600, samt 1 Skaalspænde og 1 Guldring fra Vikingetid.

 Paa dette spinkle Fundmateriale kan der ikke bygges noget. Blot ser det ud til, at Egnen atter er blevet tættere bebygget op i Vikingetid, ]ernalderens sidste Afsnit, da Landsbyerne Valby og Gundsølille blev grundlagt.

1.  I 1889 fandtes der i .disse 2 Sogne 76 Gravhøje. I Dag er der bevaret i mere eller mindre raseret Tilstand 26! Enhver kan se, at hvis ikke disse Mindesmærker skal forsvinde helt fra vort Landskab, maa der gøres noget. Derfor har Rigsdagen ved Loven om Naturfredning af 7. Maj 1937 bestemt, at det under Straf er forbudt at beskadige e n h v e r G r a v h ø j ligegyldig om den er mærket med Fredningssten eller ej). De Landmænd, der har disse aartusindgamle Minder i deres Varetægt, bør være sig deres Ansvar bevidst og værne om det betroede og ikke for ½ Meter jords Skyld skænde Gravhøjene ved at pløje for tæt ind til deres Fod. Af de bevarede Dysser maa nævnes: 2 Langdysser paa Gundsølillegaardens Mark, hvoraf den ene (Matr. 10 a af Gundsølille) har 3 Kamre med bevarede Dæksten og nogle Randsten. Den anden (Matr. 13 a af Gundsølille) har 4 Kamre, hvoraf det ene har bevaret Dæksten ; paa en af Bærestenene i der sydlige Kammer findes 50 skaalformede Fordybninger, hellige Symboler af ukendt Betydning. Andre er: Nissedysse, Hødysse, Lammedysse og en Runddysse med bevarede Randsten paa Matr. 4 a af TAagerup.
2. Af de bevarede Høje maa nævnes: En Høj (Højde 5 m) paa Matr. 4 f af TAagerup, en paa Matr. 2 b af Gerdrup, Dilhøj, den ene Thorsbjærghøj (den anden er ryddet) samt den Høj, der ligger inde i Aagerup By (Matr. 5 a), bevaret, fordi der viste sig Uheld i Besætningen, da Ejeren engang 'i 1860'erne begyndte at bortkøre Højen (Nilaus Pedersen i aarbog f. Kbh. Amt 1932-33, S. 336).
3. I 1939 optoges en Trappesten til Udhuset ved Aagerup Præstegaard, den fik Plads i Haven, da der paa den fandtes et Soltegn, et Hjul uden Eger. Stenen er nu i Roskilde Museum; men desværre er Soltegnet i Mellemtiden blevet "opfrisket".