ØSTRUP

Denne By nævnes c. 1370 og kaldes da Østthorp; da den ligger Østligst i Sognet, er dens Navn vel sammensat af Verdenshjørnet øst og Torp (Udflytterby) ; der er dog ogsaa Mulighed for, at Forleddet kan være Mandsnavnet gammel dansk ø l h e r. 1298 nævnes i Sognet Lokaliteten ø t h æ b o o I.

De mange Oldtidsrnindesmærker omkring Østrup fortæller, at Bebyggelsen tidligt har fæstnet sig her, hvor de store Skove og Søen frembød gunstige Bosættelsesforhold.

Afdøde Proprietær W. B. Dahl, Østrupgaard, har fortalt, at der før Udskiftningen i 1789 laa 86 Huse i Østrup By, men store Ildebrande og Sammenkøb af Jorderne har bevirket, at mange Ejendomme i Tidens Løb blev nedlagte. I Sterms Beskrivelse over Københavns Amt (1838) angives Gaardenes Antal til 8 Selvejergaarde og l Arvefæstegaard under Københavns Magistrat, og der anføres 3 Selvejerhuse og 38 Fæstehuse, af sidstnævnte hørte de 31 under Østrupgaard. Der kan fortælles mangt og meget om de gamle Huse i Østrup, Paa Eksercerpladsen, der havde hørt til den gamle Skole i Østrup, ligger nu et Hus, og der, hvor Alderdomshjemmet nu har Have lige op til Vejen, laa Væverhuset, der blev nedrevet omkring aarhundredeskiftet. Ligesaa laa et Hus (nedrevet 1904) mellem Købmandsforretningen og nuv. Jens Andersens Hus. Kort Tid herefter brændte 3 Huse i Benbrækkerstræde, og kun Fodermesterhuset genopførtes. I Vænget ned mod Søen laa 4 Huse, muligvis Rester af en gammel nedlagt Gaard, og disse Huse brændte i 1850'erne. Ilden opstod i Smedien og forplantede sig til Husene, der ikke genopførtes, idet de ikke var assurerede. Den Dag i Dag ses forkullede Mærker i Smediens Portstolpe, og disse Mærker siges at stamme fra denne Brand. I Østrupgaards nuværende Have laa en Række Huse, og det vides, at daværende Proprietær Kornerup i 1845 bistod sine Husmænd, ialt 8, med at flytte Husene ud paa deres Lodder, hvor enkelte af dem' endnu bestaar. I Færhøjgaards Have laa et Hus og desuden de 3 Huse, der brændte i t 889, og hvoraf det ene igen opførtes paa Østrup Holme. Endelig laa der 4 Huse Syd for Smedien, ogsaa disse er borte. I Byens nordre Del ned mod Vasen ligger nu to Huse, og der har tidligere ligget endnu eet eller to Huse, som muligvis er Rester af en gammel Gaard. Iøvrigt blev alle Fæstehusene frasolgt ved Østrupgaards Udstykning i 1907. Hyldehøjgaard har tidligere ligget inde i Byen og været sammenbygget med nu Laurits Larsens Gaard (Matr. Nr. 2); den udflyttedes i 1890'erne. Bækgaarden opførtes 1909 paa en Haveparcel, som Udstykningskommissionen havde i Behold. Holmagergaard er sammenkøbt af flere Gange og har derfor mange forskellige Matr. Nr.

Vejen fra Østrup til Gundsømagle gik i ældre Tider nede omkring Laurits Larsens Gaard (Matr. Nr. 2), hvor der var Vadested, over aaen, men for mange aar siden blev den lagt hen over Vasen, det lave Areal norden for Østrup By. Vejen mod Gundsølille gik oprindelig op gennem Østrupgaardens Have forbi den gamle Hovedbygning, men det skal have været før den nuværende Hovedbygnings Opførelse, og der skal da have ligget Huse paa begge Sider af Vejen, hvad de gamle Grundsten ogsaa viser; derefter fortsatte Vejen ud gennem Gyden til Langemoserenden, og her staar endnu et lille Stykke Stengærde med to sjældne Birke. Man fortæller, at en Bissekræmmer blev udplyndret og slaaet ihjel paa dette Sted, og i de senere aar er to Mennesker faldet døde om her, saa det ser ud, som om Stedet kræver sine Ofre. Herfra fortsætter Vejen ud gennem Bækken. I ældre Tider var der Stengærder paa begge Sider af Vejen med Hyld paa den østre og store Træer og Bukketorn paa den vestre Side. Herringløsevejen, ogsaa kaldet Herringløsegyden, har Stengærde mod Østrupgaards Marker med Træer og Guldregn; dette især i Sommertiden meget smukke Parti lod Proprietær W. B. Dahl frede. Holmevejen, ogsaa kaldet Ellevejen, gik fra den lave Eng Nord for Stengaarden langs med Gundsømaglevejen. Oprindelig var der her et Vadested, men for 60-70 aar siden blev der bygget en Træbro, som for ca. 25 aar siden afløstes af den nuværende Betonbro. Ved Siden af Broen ses endnu Nedkørselen til Vadestedet. Ellevejen gaar gennem Elleengen, der fortsætter ud over Østrup og Gundsømagle Holme mod Veksø; denne Vej var privat, indtil den i 1921 overtoges af Kommunen. I gamle Dage, da Østrup Holme var omgivet af Vand i den meste Tid af aaret, gik Vejen skraas hen over Matr. Nr. 12 til Hove Mølles Marker.

Proprietær W. B. Dahl har fortalt flg. lille Solstraalehistorie om Herredsfoged de Coninck: Medens Østrup endnu var en samlet By, var det ofte et uroligt Folkefærd, som boede her. I et af Østrupgaards Fæstehuse boede en gammel Pige kaldet Stine Kokkepige, og hos hende holdt Vagabonder og andre løse Eksistenser til, men da det efterhaanden blev Befolkningen for meget, maatte man melde det til Sognefogeden, daværende Gaardejer senere Justitsraad Niels Hansen, Gundsølille. En Aften kom saa Sognefogeden ridende paa sin skimlede Hest og tog ind hos daværende Gdr. Peder Nielsen, som boede i en gammel Gaard, der laa, hvor nu Distriktsjordemoderboligen ligger. Efter at de havde snakket lidt om Sagen, gik de over til Stine, og det fortælles, at i det samme, de traadte ind i Stuen, blev Lyset slukket, og de to Mænd kom hurtigere ud af Stuen, end de var kommet ind. Nogle Dage senere blev Stine hentet og kørt for Retten i Roskilde; men aldrig saa snart var hun ført ind i Retslokalet, før hun udbrød: "Er det dig de Coninck, jeg havde aldrig ventet at skulle træffe dig saadan et Sted". Og i Stedet for at snakke om det, der var sket i Østrup, begyndte Herredsfogeden at snakke gamle Forhold paa Østrupgaard ; Resultatet blev, at Herredsfogeden bad Stine med ind til sin Kone, hvor hun' blev godt beværtet og fik en blank Rigsdaler i Haanden, da hun tog Afsked. Siden den Dag var der ingen, som meldte Stine mere, for det kunde jo ikke hjælpe noget, naar hun stod paa saa god Fod med Herredsfogeden. Bekendtskabet stammede fra de Conincks unge Dage, da han som Fuldmægtig havde deltaget i Jagtgilder paa Østrupgaard, og da var Stine en køn ung Stuepige. Huset, Stine havde, laa der, hvor Smeden nu har sin Urtehave langs med Vejen, der fører til Gundsølille. Det var det ene af de 3 Huse, der brændte i 1889.

Før Udskiftningen 1789 laa Østrup Holme som Udmark, der benyttedes i Fællesskab; men derefter blev Jorden udparceIIeret til Gaardene som Eng- og Moselodder, og disse er da efterhaanden blevet bebygget. En af de første, der blev det, er Matr. Nr. l0-a; det skete 1791, og Bygningerne staar endnu. Derefter fulgte i 1796 Matr. Nr. 9-a og Matr. Nr. 13··a. Alle 3 blev bygget af Didrik Hugger, som blev en meget gammel Mand, og om hvem det fortælles, at han var en Kærnekarl. Tid efter anden blev de andre Parceller bebygget, og ialt har dette været Tilfældet med 22, men en Del Huse er efterhaanden revet ned, da Levevilkaarene var for ringe, og Jorderne er saa henlagt under andre Brug. Foruden Bredmosen kan nævnes Tidselmosen, der ligger midt paa Østrup Holme og Dybemose, der tidligere tilhørte Hyldehøjgaard. Ørevad, den Østlige Del af Østrup Holme, begrænses mod Syd, øst og Nord af Bredmoserenden. der danner Skel mellem Københavns og Roskilde Amtsraadskredse.

Det fik stor Betydning for Ø s t r u p H o l m e, da Værebro aa i 1870'erne blev reguleret, saa den kunde tage de Vandmængder, der ellers i Vintertiden fik dette Landskab til at tage sig ud som et lille Ørige, hvor det kunde være farligt at færdes. Der berettes bl. a. om en Urmager fra Søsum, som skulde over paa Holmene at reparere Ure, at han havde taget Skøjterne paa, men løb i en Vaage og druknede undervejs. Naar Frosten var haard, kunde man køre i Kane over Holmene, men undertiden gik det galt, naar man skulde over Isen paa Værebro aa.

Efter aaens Regulering blev der fast Vejforbindelse mellem Holmene indbyrdes og med Omgivelserne. Indtil omkring aarhundredskiftet var Veje dog slette, men saa anlagdes Vejen fra Østrup til Veksø-Hove-Vejen, saa man slap for at køre den lange Omvej over Hove eller Værebro for at komme til Veksø og nu kan nøjes med de 2-3 km, der er fra Holmene til Veksø. Ved store Anstrengelser fra enkelte initiativrige Personer er det i de senere aar lykkedes at faa Vejene optaget paa Kommunens Vejregulativ som offentlige Veje. Holmene har nu gode Vejforbindelser til alle Sider, men det tog 150 aar at naa saa vidt.

Holmenes Jorder, der gennemgaaende er af ringe Bonitet, kræver haardt Slid, og først da Kunstgødningen kom i Brug, blev Afgrøderne nogenlunde. Tidligere skulde man helst have lidt andet ved Siden af Landbruget, og mange skar Tørv, der blev solgt om Vinteren for 3-4 Kr. pr. Læs, mens andre syede Handsker og Huer. Under de store Verdenskrige var der Liv paa Holmene, hvor de store Moser leverede Mængder af Brændsel til København og Omegn.

I visse Moser var der særligt værdifulde Tørvelag under Skæretørven, de kaldtes Levertørv eller Kultørv og havde en stor Brændværdi. Denne T'ørvemasse, der var meget fed, kunde ikke skæres op som Skæretørven, men maatte graves ud i Graven og trilles ud paa Engen, hvor den blev haandstrøget i smaa Forme. Dette Arbejde blev næsten altid udført af Moseejeren, hans Kone og Børn; Tørven skulde behandles med stor Omhu, og saa snart den blev tør, skulde den dækkes til, da den slet ikke taalte Regn, ja, knapt nok Dug, men naar den blev tør, var den haard som Kul. Om Vinteren blev den kørt til København og solgt som Skillingstørv (1 Skilling pr. Tørv); et saadant Læs kunde indbringe 5-6 Daler, og det var mange Penge i de Tider.

I vanskelige Tørveaar med vaade Somre havde Moseejerne ondt ved at komme af med den vaade Skæretørv. og saa maatte man køre den over paa Hakkemose Teglværk, der dengang var en stor Industri. Her vankede ikke meget for Tørvene, og Penge saa man ikke meget til, derimod lidt Mursten, alt efter Tørvenes Kvalitet og Læssets Størrelse. Noget var dog bedre end Ingenting, og det var rart, naar en Lervæg faldt ned, at kunne erstatte den med en Murstensvæg. Adskillige Ejendomme paa Egnen er opført billigt paa denne Maade.

Der var ogsaa enkelte Moser, hvor der fandtes for lidt Skæretørv ; her brugte man at stille BræddefjæIIe op i en Firkant og fylde dem med Tørvejord. Naar Kassen var fyldt tilstrækkeligt, red en Dreng med et Par Heste rundt i den, indtil Tørvemassen var gjort ud, og samtidig stod to Mand med hver sin Skuffe og øste Vand paa. Dette Arbejde var meget strengt for Hestene; selvom de var tykke og fede ved Sæsonens Begyndelse, blev de radmagre inden Afslutningen. Naar Tørvemassen paa denne Maade var gjort ud, stillede de to Mand med hver sin Trillebør og Haandform og lagde Tørv ud paa Engen.

I ældre Tid kendte man kun Tørvespaden og Tørvejunteren samt Trillebøren til at køre Tørvene væk fra Graven med; saa godt som alt Tørvearbejdet var Haandarbejde, og det var haardt Arbejde at skære Tørv. I Tørvemoserne var det de fleste Steder Skæretørven. der dominerede. Efter at Grønsværen var afrømmet, blev Tørven stukket ud i Graven ved Hjælp af Tørvespaden paa langs og tværs i den Størrelse, man Ønskede, som Regel 5~6 Tommer paa hver Led. Ved Hjælp af Junteren blev den lagt op paa Kanten af Graven og derfra kørt ud med Trillebøren. Een rask Mand i Graven kunde skaffe to Mand nok at gøre med at trille ud paa Engen. Tørvene blev gerne lagt ud i Favnestykker paa 50 -100 Favne, og der var 5-10 Læs Tørv i et saadant Stykke. I ældre Tid blev der næsten altid skaaret Hælvtentørv. det vil sige, at Moseejeren fik den ene, og den, som gjorde Arbejdet, den anden Halvdel. Tørvestykket blev aldrig delt, før Tørven var tør, og Moseejeren tog altid først.

Det fortælles, at fra mosefattige Egne, som Thorslunde, Ishøj, Greve og andre Steder kørte man over paa Østrup Holme og skar Hælvtentørv ; naar man skar Tørv til Hælvten, skulde der ingen Penge til, og det betød meget dengang. En Gaardmand havde gerne Husmanden og Karlene med og en Husmandskone til at lave Mad, og man blev der som Regel til man havde skaaret de Tørv, man havde Brug for. Til en Gaard skulde gerne bruges 100 Favne eller mere, til et Hus 50 Favne; det vil sige, at der skulde skæres 300 Favne. Senere, da der blev flere Penge mellem Folk, gik man over til Akkordløn, og Folk købte saa direkte af Moseejeren.

Tilbage til register