Tilbage

Illustreret Tidende

Grundtvigs 50aarige Embeds-Jubilæum.

Den 29. Maj 1811 blev N. F. S. Grundtvig indviet til Præst i den danske Statskirke, og saaledes fejrede han i Onsdags sit 50aarige Embeds-Jubilæum. Han har i dette halve Aarhundrede udfoldet en stor Virksomhed baade med Mund og Pen, og det ikke blot i og for den christne Menighed, men ogsaa i og for det danske Folk, som Videnskabsmand og Digter. Det er saare vanskeligt at betragte den ene eller den anden Side af hans Virke for sig, fordi han altid med det ham eiendommelige store historiske Blik har skuet ud over Menneskelivet i dets Herlighed , og har behandlet det i alle dets Yttringer under eet. Skulde vi imidlertid ved den her nævnte Anledning med et Par Ord omtale hvad han som Lærer har udrettet i der danske Menighed, da ville vi fremhæve, at det er eiendommeligt som han, altid at vise Menigheden hen til dens Herre selv, hvor han personlig og levende er at finde i sit levende Ord ved sine egne Indstiftelser i Kirken, Daaben og Nadveren; der skulle de Kristne søge hen, naar de lede efter Kilden til det kristelige Liv og til en ægte christelig Oplysning. Om denne Anskuelse drejer alle Grundtvigs andre christelige Betragtninger sig, og der kjendes i hans Liv en stor Forskel paa hans præstelige Idræt, før denne Opfattelsesmaade blev ham klar (1825), og efter den Tid. Grundtvig var nemlig allerede fra første Færd traadt op mod Datidens hule Nationalisme; han stod paa hin Tid som en af de faa Mænd, der vovede at bekjende sin Tro, der ikke frygtede for ligefrem at udtale sin Mening, at det, som Tiden udgav for Christendom, ingelunde var sand Christendom; denne Kamp mod hele Vantroens Hær, mod Aandløsheden, mod Nationalismen og Speculationen, har Grundtvig troligt fortsat gjennem hele sit liv. Hvor uenig man end kan være om Grundtvigs Fortjenester, maae dog vistnok alle Christne indrømme, at han herved har vakt mange slumrende Sjele og Havt en stor Gjerning derved til det christlige Livs Fornyelse her i Danmark. Men i den senere Deel af den Periode, hvori han har røgtet sit kald som Præst, kommer tillige hans kamp for Frihed paa alle Aandens og Hjertets Enemærker, og da først og sidst Frihed for Troen, Menighedn og Ordets Forkyndelse, fremdeles Kampen for en mere historisk og menneskelig Betragningsmaade, som den, der alene formaaer at bære et sundt christeligt Liv, og endelig hans Iver for Modersmaalets Gjendfødelse og for dets levende Brug i Kirken og i Skolen. Ogsaa om denne Side af hans Færd maae vi vel sige, at alle Christne her i Landet, der nu nyder godt af al den kirkelige Frihed, vi have (Religionsfrihed, Sognebaandtsløsning, Daabstvangens Ophævelse) maa være den Mand taknemlig der først og stærkest har ført Kampen for den og taget det værste Stød af. Det er ogsaa fra den senere Deel Grundtvigs Liv, at den store Mængde af Salmer og aandelige Sange skriver sig; hvor megen Gavn, de have gjort, og hvor stor Glæde, de have stiftet, behøves her ikke nøiere at paavises. Stærkest fremhæve vi dog hans Virksomhed som Ordets levende Prædikant med det bevægede Hjerte og Aadens dybe og varme Røst, som den aandelige Magt, der baade har grebet stærkest og vil vare længst, og som i Aarenes Løb vel har stødt Mange bort, men ogsaa flokket flere og flere om ham, der takke Gud  for det Lys, Han ved ham har tændt over Menigheden i Norden.

Det var derfor intet Under, at man paa hans Jubelfest fra forskellige Sider havde søgt at vise ham taknemmelig Erkjendelighed, og rundt om i Danmark og Norge havde samlet Pengebidrag til Gaver til ham.

Festdagen begyndte med, at Børnene fra Enkedronningens Asylskole tilligemed nogle andre Børn tidligt vandrede up til Grundtvigs Bopæl, hvor de hilste ham med Sangen: "Den signede Dag med Fryd vi see"; efterat Pastor B. O. Boisen havde takket Grundtvig fra Børnene for de mange dejlige Sange, han havde lagt paa deres Læber, istemmende de et Hurra, imedens den Danebrogsfane, som de havde syet blev heiset

Om Formiddagen kl, 10 prædikede Pastor Grundtvig i den festligt smykkede Vartou Kirke, hvor der havde forsamlet sig saa mange Tilhørere, som kirken kunde rumme, blandt dem Hs. Ærcellence Kultusminister Monrad og omtrent 50 Præster, for største Delen fra Landet. Grundtvig prædikede over Rom. 10, 6-17 og takkede Herren for det gjenfødte christelige Liv her i Norden.

Et Par Timer senere blev en Guld-Lysestage, ved hvis udførelse Beskrivelsen i 2den Mosebogs 25de Cap. fornemmelig var fulgt, overrakt Jubeloldingen i sin Bopæl af Hds. Maj. Enkedronning Caroline Amalie. Dernæst fik han Besøg af Kultusministeren, der meddeelte ham, at Hs. Maj. Kongen havde tillagt ham Rang med Sjællands Biskop; Hs. Majestæt havde ønsket, at ligesom vore tidligere store Psalmedigtere Kingo og Brorson havde været Biskopper, saaledes skulde nu ogsaa han, som vor tredie store Psalmedigter, bære Titel af Biskop. - Noget senere indfandt sig adskillige Præster paa hvis Vegne Dr. theol. Kalkar fra Gladsaxe overbragte Jubilaren en Lykønskning.

Om eftermiddagen kl. 7 samlede sig en Mængde af Grundtvigs Venner i hans Have. Der var opreist et stort Telt, festligt pyntet med Grønt og Flag, med Indskrifter og med store Kultegninger, udført af Professorerne Constantin Hansen og Skovgaard, Landskabsmaler Kyhn, Genremalerne Ley, Laub og Rosenstand. For enden af den ved Teltet dannede Sal saaes Axel Hvides colossale Brystbillede, omgivet med Danebrogsfaner og med Underskriften

                     "Naar Hvides Stamme Skyder høiest Skud

                      Da kan det sees i alle Nordens Lande."

Gennem Slægten Bang stammer nemlig Grundtvig paa mødrene Side fra Skjalm Hvide; hans store Frænde dannede derfor det Midtpunkt, hvortil den øvrige Udsmykkelse sluttede sig. Til begge Sider saaes saaledes Billeder af de Mænd, Grundtvig har vedkjendt sig som aandelige Frænder; nemlig tilhøire Hans Tausen, Thomas Kingo, Brorson, Balle og Lindberg, og tilvenstre Ansgar Angelsaxerskjalden Kædmon, Luther, Nordahl Brun, Steffens. Imellem Billederne hang Skjolde, hvis Indskrifter betegnde de mærkeligste Begivenheder i hans Liv: Dimisprædikenen, Kaldelsen til Udby, Præstø og Frelsers Kirke; Afskedigelsen og Ansættelsen ved Frederikskirken Vartou; ligesaa hans Hovedskrifter: Nyaarsmorgen 1824, kirkens Gjenmæle, Søndagsbogen, Sangværket og endelig sluttede den mærkelige Række med "Sognebaandets Løsning" 1855. - En Skare unge Mennesker hilste Grundtvig med en Sang af E. R. Dernæst bad, efter en sang af Pastor C. J. Brandt, Pastor P. U. Fenger Grundtvig om at udgive sine samlede Psalmer og aandelige Sange og om til Hjælp ved Udgivelsen, at modtage en Sum af 3000 Rd., der efter Indbydelse af Biskop Kierkegaard, Conferentsraad Ingemann, Professorerne Fr. M. Hammerich og Hoxen m. Fl. var indsamlet i dette Øiemed. Dernæst overrakte Pastor G. Busck Grundtvig den Skuemønt i Guld, som her er aftegnet, og som er bleven tilveiebragt efter Indbydelse fornemmelig af Haandværkere i hans Menighed.

   Skuemøntens forside         Skuemøntens bagside

Denne takkede og erklærede sig særdeles villig til at opfylde den til ham stillede Begjering, og en Sang af Pastor ?. Hostrup belv derpaa afsungen. Efter at dernæst omstående Sang af Fr. Hammerich med Musik af hans Søn Asger var udført af et kor, udviklede Forfatteren Grundtvigs Betydning som Præst. Den jydske Bonde Peter Larsen Skræppenborg bragte Grundtvig en Hilsen fra de jydske Bønder, Cand theol Schrøder en fra Ungdommen, den norske Student O Arvesen en fra Norge, Fr. Barfod en fra Pastor Uhnfeldt i Sverig, og Etatsraad Flor takkede ham for hans Interesse for de frie Bondehøiskoler i Danmark. Jubilaren talte efter hver af sisse til ham stillede Taler og imellem dem blev der afsunget Sange af Cand, theol. L. Vagner og Student Arvesen.

Man samledes nu i Teltet; Sange blev afsungne af Pastor Birkedal og Cand theol Thurass og Taler bleve holdt af Pastorerne Birkedal, F. Boisen og Melby.

Mellem kl. 10 og 11 tændtes Beg-Krandse rundt om huset, hvor man samlede sig. En kort Farvel-Sang blev afsungen, og man skiltes ad.

                                                                                        T.

Se også den originale artikel.

Tilbage