Treenigheden er det centrale dog

Brød og vin Brød og vin bruges ved den kristne nadver og er symbolet på, at Jesus gav sig selv for at frelse mennesket og døde, så mennesker kan leve. Nadverens historiske oprindelse er Jesu sidste måltid med disciplene:

”Mens de spiste tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.””(Matt 26,26-29).

I den kristne kirke er brødet og vinen mere end ’blot’ et symbol, idet nadveren er et sakramente: Et synligt tegn på en usynlig nåde, der betegner Guds pagt med mennesker.

Kilde: Kristlig Dagblad

Dagmarkors: Hvoraf stammer navnet ”Dagmarkors” og hvad viser det egentlig?

I 1683 fandt man i forbindelse med gravearbejde ved Sankt Bendts Kirke i Ringsted et kors i Dronning Dagmars grav. Dette kors kan i dag ses på Nationalmuseet.

Hvordan Dronning Dagmar var kommet i besiddelse af dette kors vides ikke med sikkerhed. Hun modtog det muligvis som bryllupsgave, da hun i 1205 blev gift med Valdemar Sejr den 2. Men det er Dronning Dagmar og hendes historie, der gennem tiden har gjort at Dagmarkorset er så populært.
Gennem folkeviser kan man bl.a. læse, at Dronning Dagmar var højt elsket og meget vellidt af folket. Dronning Dagmar ønskede bl.a., at Kong Valdemar Sejr skulle mildne straffene for de indsatte – et ønske han indfriede.

Dagmarkorset sættes dog rent historisk først og fremmest i forbindelse med bryllup. Dette skyldes, at den danske Kong Frederik den VII gav den danske prinsesse Alexandra en kopi af Dagmarkorset, da hun i 1863 blev gift med Kronprins Edward VII af England.

Dagmarkorset regnes for at være et af Danmarks største nationalklenodier. Læs dets historie her

Dagmarkorset er et nationalsmykke. Det masseproduceres af guldsmede, der sætter deres præg på smykket med hver deres firmatraditioner. Det har sin helt egen historie som Dagmars kors.

Fundet
Dagmarkorset kom for dagens lys i 1683 i Sankt Bendts Kirke i Ringsted i forbindelse med anlæggelsen af en ny grav – vistnok for kirkens provst. Gravearbejdet var lige i nærheden af gravene for Valdemar Sejrs første dronning, Dagmar, samt hans søster Richiza.

Gravearbejdet ødelagde Richizas grav og delvist Dagmars. Men påstanden er, at fundet blev gjort i Dagmars grav. Men det kan også have tilhørt Richiza, som var enke efter den svenske konge, Erik X. Imidlertid bliver korset først indleveret til Kunstkammeret, det senere Nationalmuseum, i 1695.

Det kors, som i dag kan ses på Nationalmuseet, er et lille smykkekors på 4,3 x 2,9 cm og 0,3 cm tykt, beregnet til at bære i en kæde om halsen. Det er udført i guld og emalje og er farvet. I korset er der et hulrum, et relikviegemme, hvor der formodentligt har været en splint af Kristi kors.

Selve stilen viser hen til en byzantinsk oprindelse. Forsiden viser Kristus på korset. Bagsiden af smykket består af fem medaljoner, der i brystbiller viser Kristus i midten som verdensherskeren med den ene hånd velsignende og den anden hånd med Bibelen. På hver side af Kristus ses henholdsvis Maria og Johannes Døberen. På den lodrette korsarm ses de to berømte helgener fra den byzantinske kirke, kirkefaderen Basilios den Store - og nederst Johannes Chrysostemos (dvs. ”gyldenmund”), som var berømt for sin veltalenhed.

Korset er dateret til 1000-tallet.

Dagmars kors
Hvordan har Dagmarks kors fundet vej til Danmark – og hvor stammer det fra? Det sidste spørgsmål besvarer kunsthistorikere med, at det var fra Konstantinopel, hovedstaden i det byzantinske rige (østromerske rige). Hvordan korset har fundet vej hertil er straks vanskeligere at klarlægge.

Der er flere muligheder. For det første var Valdemar den Stores dronning, Sofie, som var mor til Valdemar II Sejr og hans søster, Richiza, fra Minsk i det nuværende Hviderusland. Valdemar den Stores mor var fra Novgorod. Navnet Valdemar stammer er da også en omskrivning af det russiske Vladimir.

De livlige handelsforbindelser mellem det russiske område og Konstantinopel kan vel at mærke have ført korset til den danske kongefamilie, og være givet til Dagmar ved brylluppet med Valdemar Sejr i 1205. På den anden side kan det heller ikke udelukkes, at Dagmar selv har hjembragt det fra Bøhmen, måske som gave fra hendes far, den bøhmiske konge, Ottokar.

Men der var også mere direrkte forbindelse mellem Konstantinopel og Danmark i middelalderen. Flere danskere drog på korstog i slutningen af 1100-tallet, og tog på vejen fra Det hellige Land ophold i Konstantinopel og kan derfor have hjembragt kostbarheder derfra. Hertil kommer, at ved det såkaldte fjerde korstog i 1202-4 indtog og ødelagde korsfarerne Konstantinopel, hvilket så har medført en udbredt handel af krigsbytte.

1800-tallets nationale vækkelse og Dagmarkorset
Det er dronning Dagmar og hendes historie, der gør korset berømt. Om nogen beskrives hun i folkeviser som den lyse, blide og fromme prinsesse, der kom til Danmark fra et fjernt land.

Hun er den unge kongebrud, der kom over havet, sådan som statuen ved Riberhus borgbanke, udført af Anne Marie Carl Nielsen i 1913, viser det. Og hendes alt for tidlige død skildres i den berømte folkevise ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg..”, hvor hun når at bønfalde Valdemar Sejr om fangers og fredløses frigivelse.

Men fortællingerne om Dagmars fromme og blide sind blev ikke mindst brugt til at sætte hende i kontrast til Valdemar Sejrs anden dronning, Berengaria (Bengerd) fra Portugal, der beskrives som ond og mørk.
I 1800-tallet blev folkeviserne genstand for stor opmærksomhed. De blev anset som pålidelige historiske kilder og var sammen med Ingemanns historiske romaner om middelalderens konger, blandt andet ”Valdemar Sejr” fra 1826, med til at give baggrund for den nationale identitet, som landet havde så hårdt brug for efter statsbankerot og tabet af Norge i 1814.

Dagmarkorset som bryllupsgave
Billedhuggeren H. W. Bissen fikr i 1838 bestilling på at udføre en række statuer til det nye Christiansborg, som skulle forestille berømte danske kvinder – heriblandt dronning Dagmar.

På samme tid er det så, at Dagmarkorset blev placeret i Nationalmuseet. Men det er først og fremmest som bryllupsgave, at Dagmarkorset blev kendt. I 1863 blev prinsesse Aleksandra, datter af den senere kong Christian IX gift med prinsen af Wales, den engelske kronprins og senere konge Edvard VII.

Den danske konge, Frederik VII fik så den idé at overrække Aleksandra en kopi af Dagmarkorset som bryllupsgave. Korset blev indsat i et større smykke af perler og brillanter, alt sammen udført af hofjuvelerer Diderichsen. Selve korset indeholdt også, som originalen, et relikviegemme. Heri blev der lagt et stykke silke fra Knud den Helliges grav i Odense Domkirke. Silkestumpen skulle endda være afklippet af Frederik VII selv. Denne gaveoverrækkelse med alt dens nationale symbolværdi blev nøje skildret og kommenteret i dagspressen.

Mindet om dronning Dagmar lever videre
I Sankt Bendts Kirke i Ringsted er dronning Dagmars grav stadig klart markeret i gulvet. I 1916 udførte maleren Joakim Skovgaard et freskomaleri på væggen udfor graven, hvor man ser den knælende Dagmar, der beder ”vor Frelser om at hele hvad i Danmarks Land er søndret”, som der står på kalkmaleriet tekst med henvisning til tabet af Slesvig. I 1928 opsattes på initiativ af Tjekkoslovakiet en mindetavle med indskriften:

”Fra tjekkisk Land kom Dronning Dagmar, bragte Fred til alle Fredløse, Frihed til dem i Lænker, og med sejrende Kærlighed vandt hun danske Hjærter. Fred, frihed og Kærlighed skal hendes Minde altid forkynde til begge Nationer.”

I en montre opsat i kirken finder man en kopi af Dagmarkorset. Det kan udlånes til at bæres af brude ved bryllupper i Sankt Bendts Kirke

Kilde: Kristlig Dagblad

Davidsstjernen (på hebraisk Magen David) er en sekskantet stjernefigur, et heksagram, som er formet af to trekanter. Symbolet har været kendt siden bronzealderen og har været brugt i mange kulturer. For jøderne har den fået en position tilsvarende de kristnes kors. I den arabiske tradition kaldes davidsstjerne Davids skjold.

I 1800-tallet begyndte flere og flere at anvende davidsstjernen som symbol for jøderne. I 1900-tallet blev den et nationalt symbol både på jøderne og på staten Israel.

Nazisterne krævede, at jøderne skulle sy en gul davidsstjerne på deres tøj.

Davidsstjernen er delt op i to trekanter, en som peger op og en modsat. Trekanten som peger op, er symbolet på det mandlige tegn og den modsatte det kvindelige

Kilde: WIKIPEDIA

Duen er et universelt symbol på fred og et kristent symbol for Helligånden.

I Det Gamle Testamente var det duen, der blev sendt ud fra arken for at finde tegn på liv efter syndfloden og vendte tilbage med en olivengren – og fredstegn (1 Mos 8,8-12), og i Det nye Testamente, hvor Jesus døbes i Jordanfloden af Johannes Døber, kommer Helligånden til Jesus i skikkelse af en due:

”Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes og Helligånden dalede nedover ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”” (Luk 3,21-22).

Kilde: Kristlig Dagblad

Englenes natur i den kristne mytologi

I de jødiske skrifter er ilden englenes element, og Clemens af Alexandria kalder dem "tænkende ild". Augustin spørger sig dog om, hvordan de faldne engle så kan pines i helvedes ild, hvis de selv består af ild? Hans forslag er, at Gud ved faldet fratog dem deres legeme af ild, og gav dem et af luft, som ilden kunne flamme op i. Irenæus mente, at engle var ånder, for da Kristus iførte sig kød, blev han til et menneske og ikke en engel. Ifølge Gregor den Store er englene ånder i forhold til os, men i forhold til Gud, der er ubegrænset ånd, er de legemer. Kun Treenigheden er kropsløs. Englene og deres legemer befinder sig ét sted; kun Gud kan være overalt. Det indebærer, at de ikke kan have været skabt før skabelsen, da de behøver en himmel at være i. Teologer særlig fra Østkirken mente ellers ofte, at så ophøjede skabninger ikke kunne være en del af det øvrige skaberværk, mens Augustin anførte, at når der står, at Gud "i begyndelsen" skabte himmel og jord, kan han ikke have skabt noget andet før himmel og jord. På koncilet i Braga i 591 kom man endelig frem til, at engle er skabt af en substans forskellig fra Gud, men oplyst af Gud. Nestorianeren Kosmas Indikopleustes forestillede sig, at de skabtes på førstedagen, i en tilstand af mørke og forvirring ligesom det øvrige urstof. Thomas Aquinas mente derimod, at engle er ren ånd, for materie indebærer forfald, og det kender englene ikke, da de er udødelige. For Thomas indebærer materie også individualisering. Dermed kan de stofløse engle ikke være individer. Tvunget af sin egen logik må han hævde, at mens menneskene er en art bestående af individer, udgør hver engel en art for sig, skabt én gang for alle, uden legeme, materie, udviklingsmuligheder og død. Thomas' engle er kun i stand til at elske Gud. Gør de noget for mennesker, er det af kærlighed til Gud og på hans ordre.

Kilde: WIKIPEDIA

Fisken: Fisken er et oldkirkeligt akronym for Kristus.

Begyndelsesbogstaverne af ordene Jesus Kristus Guds Søn Frelseren (på græsk: Iesous CHristos Theou HYios Sotær) danner det græske ord "ichtys" som betyder fisk.

I de første par århundreder var det mange steder forbundet med livsfare at bekende sig til den kristne tro. Derfor var det i høj grad fornuftigt at have et neutralt kendetegn - en slags kode - for at beskytte menighedens medlemmer. Denne kode gav også fremmede kristne et praj om, hvor de kunne finde andre trosfæller. Fisken var disse første kristnes indbyrdes kode og tegn.

Ordspillet blev først brugt af de kristne i Roms katakombere og på bymure for at vise vej til hemmelige gudstjenester m.m. (kristne risikerede dødsstraf).

Kilde: Kristligt Dagblad

Guds lam fra latin Agnus Dei

Kristus symboliseret ved et lam med korsglorie og sejrsfane, stående på bogen med de syv ubrudte segl (Åb 6).

I Det Gamle Testamente bruges lam i kultisk betydning som offer- og påskelam og er et symbol på Herrens lidende tjener og messisastiden. I dele af Det Nye Testamente er ’Guds Lam’ en kristologisk betegnelse. Lammet karakteriserer Jesus Kristus som den, der soner menneskets synder, som ofres for menneskets skyld.

I den romersk katolske messe er Agnus Dei den sidste fællesbøn inden kommunionen og lyder: ”Guds lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os, giv os fred.” Bønnen bedes tre gange.

Kilde: Kristligt Dagblad

Guds øje

Symbolet viste sig i sin nuværende form i vestlandet i perioden det sene 1600-tal til det tidlige 1700-tal , men tidligere gestaltninger af det allseende øje kan spores tilbage til Egyptisk religion og Horus øje. I 1600-tallet afbildedes der det allseende øje oftest omgivet af skyer , mens versioner senere oftest indeslutter øjet i en trekant, som er blevet tolket som en reference til Treenighedslæren og den kristne gud .

Et øje i en trekant blev efter reformationen ofte brugt som et kristent billede på den treenige Guds alvidenhed og allestedsnærværelse.

Tilbage til Kirkensejerforhold

"HAN/HUN HVILE I FRED"

Fork.f. lat. requiescat in pace. Bøn i den romersk-katolske kirkes liturgi for afdøde, dannet efter Salmernes Bog 4,9 hvor der står.

"I fred går jeg til hvile og slumrer straks, thi herre, du lader mig bo alene i tryghed".

Forkortelsen R.I.P. bruges ofte i nekrologer, dødsannoncer og på gravsten. R.I.P. betragtes i dag hyppigt som en forkortelse af det engelske rest in peace, der jo betyder det samme.

Kilde: Gyldendal Den Store Danske

Hjertet Hjertet er et universelt symbol på livets centrum og for kærlighed. Som kristent symbol symboliserer det menneskets gudsforhold og Jesus Kristus, der for den kristne opfattes som indbegrebet af kærlighed.

I kristendommen er hjertets metaforik især udfoldet i fx pietismen, der vægter den indre, subjektive religiøse oplevelse.

Kilde: Kristligt Dagblad

Jacobsstjernen

Det ligger fast i ikonografien, at Davidsstjernen har seks takker og kaldes hexagram. Den er opbygget som to midtstillede trekanter. Den er symbol på jødedommen.

Med Jakobsstjernen er ikonografien ikke så fasttømret. I 4. Mosebog 24,17 står der: ”En stjerne træder frem fra Jakob.”

Denne stjerne fra Jakob (Israel) har man fra gammel tid tydet som stjernen, der ledte de hellige tre konger til det nyfødte Jesusbarn. Den har ikke samme fastlåste udformning som davidsstjernen.

Den kan blandt andet ses i billeder af De hellige tre Kongers rejse. Et fint eksempel findes på kalkmalerierne i Keldby kirke fra ca. 1325. Her har Jakobsstjernen seks takker.

Stjernen på juletræet kan altså siges at være symbol på Jakobsstjernen – også når den har seks takker.
Kilde: Axel Bolvig Professor i kunsthistorie

Korset, det tomme: Korset er et symbol på den kristne tro.

Korset er betegnelse for en opretstående pæl med en tværbjælke, der blev anvendt som henrettelsesredskab af bl.a. perserne og romerne. Korsfæstelse var en særdeles smertefuld og meget vanærende straf, der blev tildelt oprørere, slaver og ikke-romerske statsborgere.

Hos Paulus optræder korset som et billede på Kristi gerning, lidelse og offer, og i overført forstand betegner ’et kors’ den byrde og smerte, som den kristne må tage på sig som Jesu discipel og efterfølger.

Korset er med sine vandrette og lodrette linjer, der skærer hinanden, også symbol på mødet mellem det himmelske og det jordiske – det sted, hvor Jesus hang og døde. Den lodrette bjælke symboliserer det himmelske, det guddommelige og det evige; mens den vandrette bjælke symboliserer det jordiske, det menneskelige og det endelige
Det tomme kors er bart, i modsætning til krucifikset. Det symboliserer dødens overvindelse, sejr og opstandelsens under og foretrækkes i den protestantiske kirke.

Kilde: Kristlig Dagblad

Krucifiks: Krucifiks stammer fra latin, hvor kors hedder ’crux’ og fæstet hedder ’fixus’.

Krucifikset er et kors med en Kristusskikkelse. Det illustrerer Jesu lidelse og korsdød og symboliserer lidelseshistoriens frelsende betydning og foretrækkes i den katolske kirke.

Det romanske krucifiks fremstiller Kristus som den sejrende, opretstående og med kongekrone. Det gotiske skildrer den korsfæstede Kristus som den lidende, naglet til korset og med tornekrone.

Urkirken veg tilbage for krucifikset som alt for realistisk; (korsfæstelse forekom stadig som straf). I både Øst- og Vestkirken blev krucifikset siden en almindelig billedtype, ofte knyttet til alteret eller (i den middelalderlige vestkirke) til overgangen mellem kor og skib, korbuen, hvor det var kendt som triumfkrucifiks eller (i Danmark) korbuekrucifiks. I de lutherske kirker beholdt man krucifikset, men ikke i de reformerte.

Kilde: Kristlig Dagblad og

Påskeliljen Påskeliljen er et særligt dansk symbol på genopstandelsen og livets sejr over døden. Påskeliljen er valgt, fordi navnet peger på påsken, der er kristendommens vigtigste højtid: Dagene, hvor Jesus korsfæstes og dør, Langfredag, og genopstår fra de døde, Påskedag.

Symbolikken hjælpes på vej vha. frøet (det ’døde’ blomsterløg), der lægges i jorden, spirer og vokser frem som en levende smuk blomst

Kilde: Kristlig Dagblad

Rosen Rosen er symbol for jomfru Maria. Både som den hvide rose, der symboliserer renhed, og som den rosenbusk, Jesus vokser frem på.
Rosen er også symbol på kærlighed og for Jesus Kristus, fordi rosen nævnes i Højsangen, der er et kærlighedsdigt.

Kilde: Kristlig Dagblad

Skibet Skibet er et symbol på den kristne kirke – både forstået som bygning og menighed.

Hovedbygningen i den kristne kirke kaldes ’skibet’ og sejler altid mod øst. Det betyder, at koret på alle gamle kirker vender mod øst, mens tårnet vender mod vest og våbenhuset mod syd.

I Danmark er der tradition for at hænge modelskibe i kirkerummet.
Kilde: Kristlig Dagblad

Treenigheden er det centrale dogme i næsten alle kristne trossamfund, da mange betragter det som nødvendigt at acceptere dette dogme (symbolsk og/eller konkret bogstaveligt eller på anden vis) for at tro på Jesus som Kristus.

Ordet Treenighed forekommer ikke i Bibelen. Den klassiske formulering, som ikke fremgår af Bibelen, blev først formuleret af Tertullian fra Karthago omkring 200, er: Gud er én substans og tre personer. På dansk dog ofte formuleret som: Gud er ét væsen og tre personer. De tre personer i treenigheden er Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden.

Ordet Treenighed blev først brugt af Theophilus af Antiokia i 180'erne og blev et afgørende tema under dannelsen af den katolske kirke, fx i forhold til konflikten mellem de alexandrinske og antiokenske teologiske skoler, og diverse "kættere" som arianerne, modalisterne og det makedonske kætteri.

Dogmet er en videreudvikling af forskellige nyplatoniske teorier, specielt den øverste Guddoms hypostatiske natur og Platons oprindelige mellemledsbegreb: Katolikkernes version opfattede dog ikke stoffet som ondt (hvilket dengang førte til en stærk kritik fra hedenske filosofiske kredse) og kunne inkorporere andre filosofiske skoler (hvilket så på anderledes måde hjalp dens popularitet).

Den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikænske trosbekendelse fra 325. Man kan videre læse om emnet i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley.

Dogmet om treenigheden afvises som ubibelsk og falsk lære af nogle trossamfund: Jehovas Vidner og unitarer. Jesus, som ifølge dogmet om treenigheden er en del af treenigheden, var jøde; men jødedommen anerkender ikke treenigheden.

Treheder af guder er fra tidernes morgen almindelig kendt fra førkristne religioner i Babylon, Assyrien, Ægypten og findes i dag hinduismen.

Kilde: WIKIPEDIA

Vand og dåb Dåben er en rituel og religiøs symbol- og renselseshandling. I den kristne kirke er den desuden et sakramente, og en overgangsrite, der er knyttet til navngivningen af børn. Den praktiseres som vanddåb, fordi vandet symboliserer renselse, død og genfødsel: Vandet er på samme tid tilintetgørelsens og nyskabelsens element. Derforuden viser vanddåben hen til Johannes Døberens bodsdåb til syndernes forladelse, som Jesus selv modtog.

Den kristne dåb sker i Jesu navn: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28,19), og i dåben modtager den døbte Helligånden og får skæbnefællesskab med Kristus: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” (ApG 2,38).

Kilde: Kristlig Dagblad