Velkommen til besøg

i Aagerup Kirke

Tekst: Preben Hansen

præst ved Aagerup Kirke

i perioden 1973-1999.

Tegninger: Ingrid Bundgaard

Næppe noget andet land findes, hvor sognekirkerne falder sådan i øjnene som hos os. Det gælder også egnen her omkring Roskilde. Fra Domkirkens spir tælles talrige kirker. En af dem er Aagerup kirke. Ingenlunde den ældste, Kirkerup og Hvedstrup er ældre- men dog fra Valdemarstiden o. 1160. Fantasien har lov at spille ind, når vi gætter på at både sognet og Gudshuset er opkaldt efter en jorddrot, der har boet i sognet "Åke", deraf Aagerup.

Kirken ligger på ringe kuperet terræn, vestligt i byen og sognets østre del. Kirkegårdsmuren af kampe - og munkesten er sikkert fra middelalderen. Øst for kirken er der en falset dør med tre kamtakker. Udenfor ligger den gamle skole, der dels er privat beboelse og dels kapelbygning med redskabsrum og toiletbygning.

Af den oprindelige romanske kirke er kun skibets langmur bevaret, opført af rå kampesten. Sammenlignet med datidens lave, lerklinede huse og gårde, har stenkirken været ret så anseelig og kunne yde beskyttelse i ufredstider.

Ældst af tilbygningerne er nok det lille våbenhus mod syd ca. 1300, lige overfor denne indgang ses den rundbuede indgang for kvinderne mod nord. Den er nu indvendig blændet og kirkens orgel har her sin placering. Det cirkelrunde vindue over orgelet er fra dette århundrede. På våbenhusets sydside bemærkes to fremspring af nyere dato.

Tårnet er opført i begyndelsen af 1400-tallet, ganske som det er tilfældet med nabokirkerne. Klokketårnet har fået

små, spidse glamhuller i syd, vest og nord, mod øst dog et

fladbuet, der af hensyn til skibets tagryg sidder højere end de andre. Gavlene er glatte med 11 kamtakker, hvoraf to ved midterlinien er ret små.

Formodentlig snart efter tårnets opførelse er skibet blevet overhvælvet med to fag krydshvælv og knap 100 år efter skete noget mere: Det oprindelige kor faldt sammen og det nye kor blev opført som en stor østforlængelse med sakristi bag alteret. Sakristiet fik et halvrundt tøndehvælv, men koret  fik et krydshvælv. Sakristiet fremstår nu med nyt inventar, men har haft forskellige funktioner i tidens løb. For 100 år siden var det materialerum, senere blev det ligkapel.

I 1933 blev kirken undersøgt for kalkmalerier. Man fandt intet på hvælvingerne over skibet, ganske lidt på korvæggene,  i  korbuen og i tårnrummet, men Nationalmuseet fandt intet af værdi. og alt blev overkalket. Megen sort farve blev afsløret, muligvis en dekoration fra Christian d. IV´s død i 1648.

De fleste vil nok give Aagerup kirke den enkle beskrivelse: en ganske almindelig dansk landsbykirke, hvilket den også er, men det betyder langtfra, at den ikke skulle være et besøg værd. Kirkeinventaret fortjener nærmere opmærksomhed. Alterbordet er muret af munkesten op ad østvæggen, men ødelagt under krigen 1658. Det ses ikke på grund af den smukke alterbordsforside (antemensale), der stammer fra Casper Snedkers værksted i Roskilde 1652.

Forsiden har fire, kortsiderne hver to felter, og disse flankeres af nogle simpelt skårne hermer med draperihoveder, på forsiden Johannes med nadverkalk, Simon Peter med nøgle, Kristus med verdenskuglen, Paulus med åndens sværd, Andreas med omvendt latinsk kors. Kortsidernes hermer forestiller apostle  med bøger;

vi kan forestille os, at   Roskilde-borgere har stået model til disse skikkelser med pibekrave og i tidens dragt. Profetskikkelserne er de fire store profeter: Esaias, Jeremias, Ezechiel og Daniel.

Vi ser de gamle, fine alterstager, 34 cm høje. De har nok samme alder som alterbordspanelet. En syvarmet lysestage blev i Roskilde købt o. 1920 af fire unge piger fra sognet. De ville gerne smykke deres kirke, og det skal de have tak for. Den syvarmede lysestage er ikke blot en gammeltestamentligt symbol, men peger også her på Fadervors syv bønner.

Og nu kirkens pryd: Altertavlen fra 1629, en sen-renæssancetavle med bruskbarok ornamentik. Den minder meget om Fløng kirkes altertavle og fortæller megen kirkekundskab, f. eks. de fire evangelistsymboler. Mattæus - engel, Markus - løve, Lukas - okse, Johannes - ørn. Overalt på tavlen små og større hermer med englehoveder, og storsøjlens prydbælter har relieffer af dyder: styrke, retfærdighed, barmhjertighed og klogskab (med to slanger og ansigt i nakken). Vingerne til begge sider ender med storvingede storvingede kvindeskikkelser og omslutter mod nord Moses og mod syd Johannes Døberen. Midterfeltet havde oprindeligt et maleri, måske et nadvermotiv, men fik for over 100 år siden Thorvaldsens Kristus i gips. Denne stod til 1975, da konservator Aage Sørensen malede det nuværende midterfelt, Kristus på korset. I sidefelterne læses to navne, der her har sat sig en erindring, det gælder høvedsmand på Roskildegaard: Gabriel Kruse og  hustru Agneta Thot. Altertavlen med bibelord og symboler skulle være noget for øjet. Allerøverst Christus med sejrsfanen og derunder Christian d. IV´s valgsprog RFP, regnum firmat pietas, Gudsfrygt styrker riget, af folkeviddet blev det udlagt ud fra begyndelsesbogstaverne: Riget fattes penge, hvilket også passer.

Vi bemærker de to kandelabre på hver side af alteret, de er nye fra 1975. Det vævede altertæppe "livstræet" skyldes kunstneren Kirsten Canedula. På egnshistorisk museum i Jyllinge opbevares det tidligere altertæppe fra 1928.

Døbefonten er en ægte granitdøbefont, der oprindelig stod tæt ved udgangsdøren mod øst. Den har et stort, nu cementfyldt afløbshul. Vi bemærker fontelåget af egetræ, ligesom altertavlen fra Casper Lubbekes værksted i Roskilde. Dåbsfadet er et såkaldt Nürnberg-fad med bibelsk motiv (syndefaldet).

Prædikestolen er et fornemt arbejde fra Brix Snedkers værksted i Roskilde 0. 1620. Derfra kom kirkeinventar til de fleste af omegnens kirker. Vi ved, at der før denne prædikestol fandtes en ældre type, men så simpel, at præsten ikke kunne komme op i den, muligvis den første prædikestol fra 0. 1556, reformationen.

Prædikestolens placering følger Peder Palladius (Sjællands første evangeliske biskop) anvisning, når han i sin berømte visitatsbog anbefaler at sætte stolen op ved sydvinduet. Fire fag viser os (typisk for Brix Snedker) relieffer af gravlæggelsen, opstandelsen, himmelfarten og dommedag med latinske underskrifter.

Endvidere symbol på tro, håb og kærlighed, englehoveder, kvindehermer, bladværk, diademhoveder.

Det har moret kunstneren at skabe er righoldigt billedværk for øjet. Lydhimlen med seks sider har dog ingen "helligånds-due". Er den mon for svundet? Et timeglas stod i gammel tid på prædikestolen, men ingen ved noget om dets skæbne.

Kirkestolene er fra 1975 og afløste bastante egetræsstole fra 1870.

Almindeligvis haster man forbi våbenhusets to store gravsten. Den ældste en Ølands kalksten fra o. 1626 med indskrift: Hans Faxe, søn af Jørgen, præst i Faxe og Katharina, fra barn decipel i Roskilde skole, siden i tre år lærer, omsider præst ved denne og Kirkerup kirke i 41 år, død 23. januar 1626 i sit 72 år og sit ægteskabs 38. år. Opsat af hustruen Sigrid og de overlevende af 11 børn.

Den anden gravsten fra o. 1655: Hr. Carsten Lauritzøn, sognepræst i 10 år til Aagewrup og Kirkerup sogne, død 8. juni 1655 i sin alders 38. år, 13 uger og 4 dage. Ligeledes en Ølands kalksten. Det er værd at bemærke både evangelistsymbolerne i hjørnerne og randverset: Det sigis Ormen ey skade kan.. i Søfne nogen kvinde eller mand, o menneske gør du mig ey heller Meen, som sofve her under oc hviler mine been. Disse gravminder lå engang for over 100 år siden i korets gulv og under alteret i en snæver krypt står kisterne; en enkelt rist o korets sydvæg mod vest viser dette. En mindetavle over en anden Aagerup-præst og hustru ses i selve kirken over udgangsdøren. Den er fra 1848 og er sat over Lorentz Andreas Hjort.

En rundgang omkring kirken fører os til en marmortavle på skibets nordvæg. Der er en mindetavle over præsten Frederik Monrad, præst her fra 1731 til 1758. Hans gravsten er opsat til venstre fir tavlen, og denne rummer en lovprisning af mennesket Monrad i datidens svulstige stil. Monrad var oldefader til den bekendte politiker og biskop D. G. Monrad.

Tæt ved opgangen til klokketårnet bemærkes en gammel grottesten. Den er fra o. 1850, sat over Jeppe Christensen Quistgaard, consisstorialraad, præst her 1838-1850. Han var lærer for bl.a.. H. C. Andersen i Slagelse og omtales rosende af denne i "Mit livs eventyr".

Vort besøg i dette gudshus er ved at slutte. Vi går til sidst op i tårnet (bedst i tankerne, for tårnet er normalt ikke tilgængeligt) og nyder udsigten mod vest og syd ind mod Roskilde domkirke og Roskilde fjord. Det var ifølge sagnet en heks fra Bognæs, der slyngede en stor sten mod Aagerup kirke. Stenen nåede dog kun til Lille Valby. To klokker findes i tårnet. Den mindre klokke har ingen indskrift, men den menes efter sin type at være fra det 14. århundrede. Yngre er den store klokke fra Aagerup. Den er fra 1488 og gjort af klokkestøberne Oluf Kegge og Johannes Pauli. Vi ser begge disse støberes mærker. Den bærer en indskrift på latin, der på dansk læses: I det Herrens år 1488 blev denne klokke støbt til ære for den salige jomfru Maria.

Vi slutter vort besøg med bønnen:

Vi beder dig,

vor Gud, vær med,

 og lad din ånd regere!

da bliver her

et helligt sted,

jo længer, jo mere;

hver Herrens dag,

hvert kirkeår,

velsignet kommer,

priset går

med livets ord på læbe.

(Salmebogen nr. 292 v. 4)

"Ågerup, du skønne, grønne sjællandske landsby! Du ligger i dag som for 70 år siden. Lykkelig har du undgået civilisationens "velsignelser". Ingen jernbane har forstyrret din uberørthed og bragt med sig stationsbyernes rædselsfulde bebyggelse. Nej herligt ligger husene og gårdene, som de er venner til".

Sådan skrev en gammel præstesøn fra Aagerup, Johs. Fog-Petersen i 1955 i sin "Brogede erindringer". Nu skriver vi 1994, meget er forandret siden da, men Kirkehuset i landsbyen er stadig den samme.

Vi kikker nærmere på dette gamle Gudshus.