|
Om Kirkerup kirke findes et varsel, som Nilaus Pedersen nedfældede på papiret i 1933 efter ældre folk på egnen: "I følge sagnet var det bestemt, at kirken skulle ligge i Gundsølille. De begyndte også at samle sten til den, men om natten var der en nisse eller trold, som førte dem bort igen, og så blev det bestemt, at kirken skulle bygges i Kirkerup" 38). Også følgende sagn er optegnet af Nilaus Pedersen til Dansk Folkemindesamling.
Lidt syd for Tågerup, ligger der en stor høj kaldet Dilhøj. Ifølge sagnet, skal der ligge en mand begravet tillige med sin hest samt rustning" 39).
Nilaus Pedersen fortæller i 1933: Færdes man på marken, forbi Blodhøj og Klingerdyssen, på Gundsølille mark, øst for byen om natten, skulle man kunne møde en hvid hovedløs hest, og så blev man vildfarende" 40).
Om spøgeri ved Tinghøj og dysseme på Gerdrup mark kunne Nilaus Pedersen fortælle følgende:" Hvis man i ældre tid om natten færdedes fra landevejen og ind til Gerdrup, op forbi højen og dysseme, kunne man møde en hvid hest, og så var man sikker på at gå vildfarende" 41). Tilbage til Indholdsfortegnelsen
Gravfreden skulle opretholdes. Ane Sofie Kristiansen i Gundsølille meddelte i 1913 følgende til G. Knudsen, København: "Da de byggede vandværket i Gundsølille, tog de sand fra Blodhøj. Nogen tid efter brændte den gård, på hvis mark højen ligger. Ilden var ganske vist påsat af et par drenge. En gammel kone sagde ved den lejlighed: jeg kunne nok vide, der skulle ske noget" 42). Aftægtsmand Anders Hansen i Gundsølille, 81 år, fortalte følgende i 1913: En mand fortalte engang om, hvilke genvordigheder han måtte døje før en Københavnertur.
Det var, mens han var dreng. Han blev aftenen i forvejen sendt ud i marken efter hestene, og så kom der en kælling og gennede for hestene, så de kunne aldrig komme af stedet, før hun forsvandt igen. Da de næste dag kom af sted og nåede til kirkeleddet på Ågerup mark, kom der 3-4 store grå katte og gennede for hestene, så de ikke kunne røre sig af stedet. Da man var blevet vel fri for det, og nåede til Ågerup kirke, kom der noget ud fra kirkegården med lagen om sig og gennede for hestene. Når den pågældende mand blev spurgt, om det var rigtigt, sagde han: "Det er ederne sandt".
Ved kirkeleddet var der for øvrigt en gående mand, der engang blev gennet af en gris, naturligvis ingen rigtig gris" 43). Tilbage til Indholdsfortegnelsen
Da Anders Nielsen i 1921 var elev på Frederiksborg Højskole berettede han bl.a. følgende sagn fra sin hjemegn: "Uden for min hjemby ligger der en høj, der hedder Hvedshøj.
Hveshøj
Om den fortælles der, at den står på gloende pæle jule- og nytårsnat, samt at det spøger på den hver nat kl. 12.
Således fortælles der, at engang der kom en uldkræmmer om natten, kunne han ikke komme længere op til højen. Her stod han nu og så nogle væsener, der lignede hunde og katte, der for omkring ham og hvæsede og skreg. Da han havde stået der nogen tid, kom ud af højen en skikkelse og befalede ham at klæde sig af og lade tøjet ligge. Det ville han jo nødig, da det var om efteråret, og det var meget koldt, men han gjorde det dog. Da han var færdig med at klæde sig af, kunne han gå igen, og således kom han til byen, hvor han gik ind i en gård, vækkede folkene og fortalte, hvad der var hændt ham. Her fik han nogle klæder på, nogen mad at spise og fik lov at blive resten af natten". Og Anders Nielsen fortsætter: Om samme høj fortælles der, at da de to bønder, der ejer jorden, hvorpå den ligger, engang var blevet enige om at rydde den og begyndte at grave i den, hørte de en underlig lyd inde fra højen, der lød som en buldren. Det tog de dem imidlertid ikke noget af, men gravede lidt videre. De fortsatte nogle dage, men så var det også forbi med at grave i højen, for nu blev det for alvor galt med den buldrende lyd.
Om aftenen, da de kom hjem, begyndte det at spøge hjemme på gårdene. Skulle de f.eks. ned og fodre hestene, stod disse og fnøs og skrabede i stenbroen, og der blev smækket med dørene, så karlene til sidst dårlig turde gå over gården, når det var mørkt. Kom de i seng, kunne de høre nede på loen, at de tærskede med plejl og skar hakkelse.
Nu syntes de alligevel, det blev lidt rigeligt med alt det spøgeri og begyndte at tabe noget af modet, som ellers havde været højt oppe, da de begyndte. De gravede dog videre et par dage endnu for at se, om det ikke kunne holde op igen, men det blev blot værre og værre for hver dag, der gik. En morgen de kom ned i stalden, lå nogle af deres køer og var døde. Det havde de ikke ventet, at det skulle gå så vidt. Fra den dag af gravede de ikke mere i højen, og der er aldrig nogen, der siden har prøvet at grave den væk. Den står der endnu, men er fredet, så ingen må pløje den" 44) Tilbage til Indholdsfortegnelsen
Der findes endnu flere fortællinger om Hvedshøj. Anders Nielsen fortsætter og når dermed frem til en ny tid, da spøgeri blev grinagtigt: "Endnu en historie kan fortælles om denne høj. Der boede en hønsekræmmer i Herringløse, som ligger l km fra Hvedstrup, hvor højen ligger. Han kørte til Roskilde to gange om ugen med høns, som han havde købt og slagtet. Hønsekræmmeren skulle tidligt hjemmefra, for han skulle på torvet med sine høns. Han var ellers en flink mand, men bange for spøgeri var han, hvad vi skal se af det efterfølgende.
På vejen til Roskilde skulle han forbi højen, og den bar han meget respekt for. Hver gang han skulle forbi den, når han kørte til Roskilde om natten eller tidligt om morgenen, så råbte han: "Vig bort fra mig satan". Når han havde råbt det, rejste han sig op i vognen for at komme bort, inden troldtøjet kom. Imidlertid opdagede byens karle jo snart, hvorledes det forholdt sig med hønsekræmmeren. De besluttede derfor at ville forskrække ham, og det gik til på følgende måde: De stod tidligt op en morgen, de vidste, at hønsekræmmeren kom, og tog en hvid skjorte over hovedet, og i den dragt gik de nu ud til højen og lagde dem. Det varede heller ikke længe, inden hønsekræmmeren kom, og da han havde råbt, som han plejede, for karlene ned af højen og ud på vejen.
Med de hvide skjorter over hoveder lignede de nogle spøgelser. Herover blev hønsekræmmeren så forskrækket, at han helt glemte at piske på hesten, men sad på vognen og rystede af skræk, thi han troede, det var spøgelser. Karlene kunne imidlertid ikke lade være at le af ham, men nu opdagede han jo, hvem detvar, og kørte slukøret bort uden at sige et ord" 45) Tilbage til Indholdsfortegnelsen
Følgende beretning er skrevet af Anders Nielsen i 1921: "Lidt fra Hvedstrup er der en mose, som hedder Kildemose. Om den fortælles der, at en hvid hest uden hoved løber rundt hver nat kl. 2 og til tider løber 3 gange omkring en gård, der ligger ved siden af den. Der er flere der påstår, at have set den fare omkring på den tid af natten" 46). Tilbage til Indholdsfortegnelsen
|
