Højfreden i Ågerup

Blot seks meter fra stuehusvinduerne til den gamle Havehøjgård i Ågerup ligger


 

Havehøjgård i Ågerup med gravhøjen til højre, få meter fra stuehuset.

 

en gravhøj, hvorom der fortælles adskillige sagn 22). Et af dem er meddelt af Kristen Olsen, Store Valby i 1945:

"Som regel troede man på, at man ikke måtte rydde gravhøje. I Ågerup ligger en gravhøj inde i haven lige op til stuehuset. En mand, som ejede gården, begyndte at rydde den, men så døde alle 3 børn, som de havde, i løbet af 14 dage eller 3 uger. Han holdt straks op med at fjerne jorden. Senere fik de 2 børn, som også døde i skolealderen, og konen blev sindssyg og var det i ca. 20 år. Folk troede, at det var fordi han forstyrrede gravfreden".

Tilbage til Indholdsfortegnelsen

 

Stor ulykke

Johanne Hansen, Kranieenggård i Slæggerup berettede i 1925 om overtro og sagn fra sin hjemegn og skrev da følgende: "Byen, jeg boede i hedder Slæggerup. I denne, som kun er lille, er der ikke nogle høje, men uden om den er der flere små høje, som jeg dog aldrig har hørt noget om. Jeg har kun hørt om en høj, som ligger i udkanten af Ågerup midt for stuelængen af en gård og tager udsigten, da den er meget stor. Gårdens forrige ejer begyndte at grave i den, for at fil den væk, men de holdt snart op, da det ene uheld skete efter det andet. Deres bedste dyr døde, og alle deres børn døde, medens de var ganske små. Den sidste, en pige, blev 13-14 år, og forældrene var glade og tænkte, at hende fik de nok lov at beholde, men hun døde også. Til sidst blev konen sindssyg.

 

Nu ejes gården og højen af frk. Rasmussen. Hun graver aldrig i højen og mærker ikke noget mystisk. Først i sommer har jeg været oppe på den omtalte høj. Derfra kan man se en del af Ågerup. Ikke langt fra højen løber vejen ud til Slæggerup" 23).

 

Nilaus Pedersens version stammer fra parcellist Ole Klausen, Ågerup. Han var 72 år i 1933. Han fortæller: "I Ågerup by ligger der en stor høj i en have. For ca. 70 år siden påbegyndte den tidligere ejer af højen at bortpløje noget af højen. Da de kom lidt ind i højen, fandtes der et par benrader. Da der tillige samtidig var begyndt at vise sig uheld i besætningen, holdt de op med bortkørsel af jorden fra højen. Uheldet blev taget som et varsel, om at højen ikke måtte røres. Manden lod siden højen i fred" 24).

 

Sagnene er usædvanlig standhaftige. Spørger man til sagnet i Ågerup, kan det stadig bekræftes. Dyrlæge Andreas Bak, Gundsølille, spurgte således i februar 1993 Kurt Larsen, der blev født på Havehøjgård i 1927, om han kendte sagnet. Han fortalte, at hans far havde købt gården i 1924, og at en af forgængerne på gården engang ville lave en kartoffelkule i højen. "Men hver gang de gravede, kørte karlene hjem fra marken og sagde, at de så gården brænde. Nogle dyr i stalden døde. To døtre blev sindssyge - så fik det også skylden. Man besluttede så, at man skulle sætte noget for hullet og opgive kartoffelkulen. Højen ligger der stadig" 25).

 

Kristen Olsen, Store Valby, bekræftede i 1945 folketroen vedrørende gravhøjne

i Gundsø. Carl Slengerik, der nævnes i optegnelsen. var folketingsmand og døde i 1923: "Da Gundsølille vandværk blev oprettet, blev der bygget en vandbeholder på en mands jord. Uden om vandbeholderen blev lagt jord for at holde vandet køligt; denne jord blev taget fra en gravhøj på en anden mands mark. En gammel kone, som boede i byen, sagde da til sin mand: "Du må ikke være med at køre jord, Anders, det går aldrig godt, når de tager jorden fra gravhøjen". Nogle få år efter brændte begge gårdene. Folk ville sætte det i forbindelse med gravfreden.

 

Fra samme by indtraf et andet tilfælde. Jeg var på besøg hos min svoger, som boede i Gundsølille. Det var en varm sommerdag, vi gik op på vandværksbeholderen og lagde os. Som vi lå der, fortalte han om tilfældet med vandværksbeholderen, og han fortalte videre: "Ser du", sagde han, "det var dengang Folketings-Slengerik var død, da blev der taget en stor sten på en anden mands mark fra en stendysse. Denne skulle være mindesmærke for Slengerik. Kort efter at stenen var kørt væk, blev en voksen datter på gården sindssyg og kom sig aldrig". Og han føjede til:

"Man skulle næsten tro, der var noget om, at man ikke må forstyrre gravfreden" 26).

Tilbage til Indholdsfortegnelsen