12. nov. 1991.
I tilslutning til Marie Troelsens meget udførlige beretning om det gamle Gundsølille vil jer gerne tillade mig at fortælle lidt om mine forældre, der begge er født i kommunen og altid har boet der. Min far, Jacob Peter Kristiansen, f. 1883 i st. Valby som søn af ugift Kirsten Jacobsdatter, boende i et gl. hus, der lå bag ved købmandsforretningen i St. Valby Han blev opfødt hos sine bedsteforældre, idet hans moder rejste til København kort efter min far var født. Som otteårig blev han fæstet som hjordedreng om sommeren på Skedebjerggården i Himmelev, hvor han boede sammen med de voksne karle i et kammer ved hestestalden. Efter konfirmationen tjente han på forskellige gårde i kommunen og i 1905 kom han til at tjene hos P. C. Sivertsen i Kirkerup. Her traf han min mor, der også tjente der og den 17. maj 1906 blev de viet i Kirkerup Kirke og bosatte sig i Ågerup. Et hus der lå med gavlen ud mod vejen næsten over for Købmanden. Min far fik arbejde som ølkusk på Bryggergården, hvorfra han med hestekøretøj kørte rundt i byerne og solgte hvidtøl i træankere. Der blev sagt, at øllet fra Ågerup var lidt tynder end vand. Efter nogle år ved dette arbejde kørte han om sommeren med tærskeværk, hvor han passede dampmaskinen og om vinteren slog han sten rundt omkring ved stengædrene i kommunen. Medens de boede i Ågerup blev min søster, Valborg født. I 1911 flyttede de til Gundsølille og kom til at bo i et gammelt hus der lå med gavlen ud mod vejen neden for Mariebjerggården. Her kom min mormor til at bo hos dem, idet min morfar var død. I sommeren 1915 købte de det sidste hus på højre sid på kirkerupvejen af en Maler, der ikke havde midler til at bo der. Min mormor flyttede med derud, men døde kort tid efter. I denne periode hjalp min mor med forskelligt arbejde på gårdene at malke, storvask, opvask, fåreklipning og passe barselspatienter. Jeg blev født i december 1917 og året efter blev min far fastansat som tromlefører ved Roskilde Amts Vejvæsen, hvor han var indtil han i 1948 blev pensioneret. I denne periode var han beskæftiget overalt i Amtet, således at han tit havde 30 km. på arbejde. De senere år havde han en motorcykel, der transporterede ham rundt i amtet. Min far døde i 1967 efter et fald på en isglat trappesten hvorefter min mor blev boende i huset nogle år, hvorefter hun fik ophold på de gamles hjem i Lynge, hvor hun døde i 1976 – næsten 97 pr gammel. Min mors forældre var Ole Nielsen – Ole Nilen – og Karen f. Mortensdatter. De var begge født i Gundsømagle. De boede i et lille husmandssted, der var beliggende forenden af den vej, der går fra Kirkerupvejen ved (P. V.) Peder Rasmussens gård og hvor Lars ”Pæsens” hus ligger. Min mors barndomshjem er for længst nedrevet. Min morfar var handelsmand. Han var en slags fragtmand. Med et lille hestekøretøj kørte han rundt til folk og samlede forskellige ting sammen, som skulle til København, enten sælges eller afleveres i firmaer eller private. Han kørte ind til København om tirsdagen, det tog en dag, og om onsdagen besørgede han så de forskellige ærinder. Han havde stadeplads i Vestergade i en gl. købmandsgård, hvor han også kunne bor. Torsdag morgen satte han så kursen mod Kirkerup mark, hvortil han kom om aftenen og så næste dag blev alle varer afleveret til Købmænd og private og på denne måde kørte han i mange år. Min morfar var veteran fra krigen 1864. Han havde deltaget i træfningerne ved Dybbøl, hvorfra han af Krigsministeriet havde modtaget en mindemedalje, som ved hans død skulle afleveres. Min mormor havde i ægteskabet født 11 børn, hvoraf 2- 3- var døde som spæde. I disse perioder blev hun antaget som amme hos storkøbmand Moritz Melchior, der boede på ”Rolighed” i den nordlige ende af København. Min mormor var amme hos familien i to perioder og blev aldrig glemt af familien så længe hun levede.
Hun sad i sin alderdom og syede hedebosyning, som hun sendte ind til familien Melchior og som altid blev honoreret med en pengegave, uagtet sytøjet de sidste år ikke altid var lige korrekt udført. I de perioder hvor mormor var i huset var H. C. Andersen en meget hyppig gæst, der i lange perioder havde fast bopæl der. Det var en lille beretning om min familie i Gundsølille.
Frode Kristiansen Pens. Politiassistent Bernstorffsvej 51, 8260 Viby Jyll.
Som en lille ekstra bemærkning kan jeg erindre, at der i den østlige ende af det hus hvor ”Skadelavs” boede og som vendte gavlen ud mod det stræde, der gik fra det lille gadekær og op til Vandhøjen og videre ud til Knud Knudsens gård, boede Sofie og Hans Kristensen. De havde før min tid haft en høkerforretning i huset og jeg erindrer, at man kom lige ind i den lille forretning, som stadig stod, som da de drev forretning. Gulvet var murstensgulv med strøsand. Langs den ene væg stod en skuffereol med store skuffer forneden til mel og gryn og længere opefter var der utallige små skuffer til krydderier m.m. På et lille bord var anbragt en gammel vægt med lodder og lige inden for døren stod en spyttebak på gulvet. Jeg kom ugentlig hos Sofie, da hun var blevet alene, idet jeg opkrævede penge til ”Julens Glæde”. Hun var en sød venlig gammel kone. Jeg kan endvidere oplyse, at min fars biologiske far var bror til Karen Jens Mikals og som sådan var Minister Karl Petersen min fars fætter.
F. Kristiansen
|