Vore gamle stenkirker blev ikke blot solidt bygget, de blev også smykket. Fra Erik Ejegods dage og langt op i den sene middelalder blomstrede kirkekunsten. Kalkmalerier bredte sig over vægge og hvælvinger. Farvernes harmonier nynnede sig ind i menighedens sind, og malerierne fastholdt ordet i en synlig form. Kirkens stene fortalte bibelhistorie og legender.

Ordet legende betyder ordret: Det, der bør læses. Men i middelalderen kunne kun de færreste læse det skrevne ord. Derfor blev kalkmalerierne skabt: De gjorde kirkens væg og hvælving til menigmands Billedbibel. Det talte ord kan ofte være flygtigt; det bortvejres fra sind og tanke ligesom et blomsterfrø, der af blæsten føres ind over stengrunden, hvor det ikke finder groplads. Det sete derimod trænger lettere ind i hjertets dyb og bevares. Derfor lod middelalderens kloge kirkebyggere og kirkesmykkere Skriftens ord levendegøre i maleri. Stenene i kirkens væg og hvælving blomstrede i strålende farver.

Senere mente man at kunne undvære de blomstrende stene, Kirkerummets Billedbibel. De nye tiders mennesker var mere læsekyndige end middelalderens, og de greb med ildhu den tanke, at Ordet burde kunne fattes helt og klart ved blot at blive læst og hørt. Nidkære hænder greb kost og kalk for at overdøve stenenes farverige sprog.

Og de gamle kirkers vægge og hvælvinger tav. I mange af landets kirker lykkeligvis kun for en tid. Den påstrøgne kalk var som regel skrøbelig og let at fjerne. Det kom til gavn og glæde for dem, der endnu forstod at lytte til, hvad billederne på kirkevæggen havde at sige, da kalkmalerierne atter kom til syne.

Vor evangelisk-lutherske kirkeafdeling har gået en middelvej, når det gælder at balancere mellem den romersk-katolske kirkefløjs ofte prangende og billedglade udsmykning og så den reformerte kirketypes næsten »barberede« skrabede interiør. Vi har hos os aldrig kunnet undvære billedernes tale, og jeg forestiller mig, at det har været den kendsgerning, der gjorde, at de gæve mænd i Kirkerup sogn ønskede en sådan altertavle, som de netop fik i 1870. Øjet skulle have noget at hvile i.

Carl Thomsen. Fotografi ca. 1872

Året 1870 har været et mærkeår i Kirkerup Kirkes historie. I så godt som to århundreder havde den gamle landsbykirke stået - ligesom så mange andre - med hvidkalket væg og mur. Dens tale til mennesker lød ikke mere som dengang, da farvernes brus fra væg og hvælving lyste i rummet og flammede op, når solen under en gudstjeneste brød gennem vinduers glar og kærtegnede alterets knæfald. Levede der mon hos nogle af de ældste i sognet en svag erindring om de gamle kalkmalerier inde bag kalkpudset? Vi ved det ikke, men ønsket om at få et alterbillede, et punkt som blikket kunne hvile i, det ønske var stærkt hos de mænd, der i 1870 havde ansvaret for deres kirke.

Allerførst ser vi lidt på kirkens ejerforhold, og her skal vi til sognets største jordbesiddelse, Østrupgaard. Ejeren her, Enevold de Falsen, købte både Aagerup Kirke og annekskirken i Kirkerup i 1759. De Falsen købte kirkerne af sognepræst Thomas Ranks arvinger, idet kirkerne simpelthen siden 1679 havde været i sognepræstens eje.

Aagerup Kirke hørte da under Østrupgaard indtil 1811 og Kirkerup Kirke indtil 9. februar 1866, hvor fru Karen Kornerup, født Brønniche og enke efter proprietær Peder Hans Kornerup, ejer af Østrupgaard og Søgaard (død 1859), overdrog kirken til følgende mænd i Kirkerup sogn: Gårdejer Peter Andersen, gårdejer Rasmus Andersen, gårdejer (senere justitsråd) Niels Hansen, gårdejer Oluf Olsen og ungkarl Frederik Andersen, alle fem boende i Gundsølille, og endvidere til skolelærer Peter Petersen og gårdejer Peter Petersen, begge Taagerup, samt til gårdejer unge Niels Andersen af Kirkerup. Otte mænd var nu »kirkeejere« og havde i den egenskab forpligtelse til at sørge for kirkens vedligeholdelse m.v.

Hvordan disse 8 bymænd har fungeret som kirkeejere, kan vi i dag få en lille smule fornemmelse af, skønt vi ikke har adgang til hverken møde- eller synsprotokoller fra den periode. Meget er gået tabt indenfor de sidste 150 år på dette område. Men givet er, at disse nævnte otte har omfattet deres kirke med både ansvarsfølelse og kærlighed. Vi ved, at de holdt en synsforretning 1868, hvor domprovsten i Roskilde, dr. Ludvig Jacob Mendel Gude var til stede og indførte i synsprotokollen, at altertavlen burde fornyes og »helst i spidsbueform«. Ikke et ord om den altertavle, der dog fandtes i kirken helt fra 16l6! Fra en præsteindberetning 1759 er vi dog ret nøjere orienteret om denne altertavle:

Den har været et ret fornemt træskærerarbejde, kronet af en baldakin, der var båret af to slanke, fritstående søjler. Umiddelbart under baldakinen fandtes et maleri af Kristi gang til Golgata og årstallet 1616. Midtfor nederst kunne man iagttage et relief der forestillede nadveren, flankeret af to sidefelter, der bar malede våben fra slægterne Krag og Høg samt initialerne N K og F H, hvilke hent ydede til to prominente personer fra Christian d IV´s dage, nemlig kancellisekretær og senere rigsråd, ærkedegn Niels Krag og hustru fru Jytte Høg. Ærkedegnedømmet i Roskilde var en gammel institution, der havde overlevet reformationen. Embedsindehaveren var biskoppens stedfortræder og medhjælper; vi ved, at Niels Krags efterfølger som ærkedegn i Roskilde var Christoffer Urne, gift 1624 med Sofie Lindenov. Ægteparrets rigsvåben ses i bunden af kirkens gedigne dåbsfad.

De otte kirkeejere havde dog yderligere ønsker end blot en ny altertavle. Der var navnlig tre ting, der optog dem, først nye stolerækker i kirken, det gamle våbenhus på sydsiden skulle omdannes til ligkapel og sidst, men ikke mindst, skulle våbenhus indrettes i tårnet, så indgangen skete fra vestsiden. Allerede i 1869 var den sag bragt i orden til menighedens store tilfredsstillelse. Om det ved samme lejlighed skete, at et evt. pulpitur i kirkens vestende blev revet ned, melder historien intet om. Der er adskillige ting, vi må nøjes med at gætte os til i den henseende. Der var dog noget af det gamle alterparti, som ikke blev kasseret, nemlig alterbordsforsiden (»antemensale«) et reliefforestillende Kristi opstandelse, skåret i træ af Oluf Krognæs 1583. Den blev opsat i det tidligere våbenhus, nu ligkapel. Først 1977 fik den sin plads i selve kirken, på skibets nordside. De otte kirkeejere syntes, at det var rimeligt, at deres initialer blev bevaret for eftertiden. De lod derfor sætte et topstykke øverst på opstandelsesrelieffet med et malet »Gudsøje« og derunder alle otte mænds initialer.

Tilbage til altertavlen! Skolelærer Peter Petersen, Taagerup har sikkert fungeret som sekretær for de øvrige kirkeejere. Vi ved, at han på samtlige kirkeejeres vegne skrev til Kunstakademiet i København i slutningen af året 1868. Det brev findes ikke mere, men et andet brev fra 1871 opbevares på Nationalmuseet, og her refererer lærer Petersen til et tidligere brev til Kunstakademiet, hvori han ligesom i forbifarten nævner den gamle kassable altertavle fra 1626 (fejlagtigt for 1616).

Kunstakademiets professor var Frederik Vermehren, en højt skattet lærer af de fleste elever på Kunstakademiet, selv en maler, der stod for de gamle, nationale malertraditioner med navne som Kristian Zahrtman og Pietro Krøhn. Lidt senere fik Vermehren en elev, der skulle få stor betydning for Roskildeegnen, maleren L.A. Ring, men her blev discipelforholdet kun en skuffelse, hvilket er en helt anden historie! Da lærer Petersens brev kom Vermehren i hænde, fandtes (siden 1865) en elev på Kunstakademiet, en ung, lovende mand, der i særlig grad havde sin lærers bevågenhed. Den unge mand bar det jævne danske navn Carl Christian Frederik Jacob Thomsen og kom fra Randers, hvor faderen var forstmester.

Da hans far døde i 1860, flyttede enken med to sønner og en datter til København, for at sønnerne kunne fuldføre deres studier. Carl skulle gerne have lov at udvikle sine kunstneriske evner for regne- og malerkunsten; broderen Vilhelm skulle være sprogforsker, hvilket han også blev, tilmed berømt. Vermehren betroede den unge Carl Thomsen at skabe et altermaleri til landsbykirken i Kirkerup. Han havde ovenikøbet endnu ikke afgangsbevis som maler, det fik han først i 1871. Siden 1870 da den nye altertavle blev hængt på plads i Kirkerup Kirkes kor, har menigheden i Kirkerup sogn kunnet iagttage, hvorledes den ganske unge, men talentfulde elev fra Kunstakademiet løste den opgave, hans lærer pålagde ham.

Mig bekendt er der aldrig skrevet en bog om maleren Carl Thomsen; en biografi og ikke mindst en samling af hans tegninger og malerier ville have været et klenodie både for menigmand og kunstkendere. Som maler blev hans motivvalg præget af hans interesse for de gamle dages liv og digtekunst, og tillige en inderlighed, som han forstod at give en ægte form i billeder fra hverdagslivet. Da gamle dages liv og digtekunst var for Carl Thomsen »guldaldertiden« med navne som Oehlenschlæger, senere Steen Steensen Blicher og Christian Richardt. Talrige danske hjem har ejet (og gør det endnu - også her på egnen) et eller andet billede af Carl Thomsen. Mange kender sikkert »En søndag eftermiddag i præstegården«, det billede har stemning over sig, her fristes man med rette til at bruge alle pæne adjektiver: Hyggelig, rolig, fredelig, medmenneskelig, idyllisk. Billedet er et interiør fra Carl Thomsens svigerforældres hjem, præstegården i Stubbekøbing. I 1876 var maleren blevet gift med Petra Diechmann, datter af sognepræsten i Stubbekøbing Hans Anthon Severin Lobedanz Diechmann og hustru Elise Cathrine Bjerring. I 1888 forevigede Carl Thomsen scenen fra den stille eftermiddagstime i præstegårdens stue. Præsten blunder i sin gyngestol, datteren Petra vil forsigtigt trække gardinet for, så solen ikke skal genere faderen. Moderen og en anden datter Meta nyder kaffen eller theen; her er hverken for meget eller for lidt, tidsbilledet virker ægte, et typisk 1800-tals interiør.

1885 havde Carl Thomsen skabt et mindre kendt, men lige så troværdigt interiør: »Landsbypostens studereværelse« og hans måske mest omtalte: »Middag efter en bispevisitats«, et morsomt billede med biskop Monrad som midtpunkt.

Middag efter en bispevisitats

Søndag eftermiddag i præstegården 1888

Der er ingen tvivl om, at Carl Thomsen havde meget stof i sig til at kunne give fra sig på lærredet både til jævne folk og mere krævende kunstelskere. Senere i livet fik han gennem en vidtspændende illustratorvirken brug for alle disse talenter. En udgave af Blichers noveller med Carl Thomsens illustrationer er en bibliografiI sjældenhed, han har virkelig sans for det, han skal skildre. Carl Thomsen er ydmyg over for sit stof. Noget lignende gælder hans illustrationer til Christian Richarts »Fadervor«, Johan Ludvig Heibergs »De nygifte« og ikke mindst de mere kendte illustrationer tilIngemanns morgen- og aftensange. Hans billeder giver udtryk for en harmoni, der sikkert altid havde fulgt ham. Hans venner og andre malere lovpriser den harmoniske tone, der rådede i Carl Thomsens barndomshjem i Randers og senere i hjemmet i hovedstaden. Samme gæstfrie og medmenneskelige tone hvilede også over Petra og Carl Thomsens hjem. Skønt ægteparret Thomsen opholdt sig i flere perioder i Italien, så er hans produktion på få undtagelser nær så afgjort dansk. Alle motiver er »hjemlige« lige fra hans penetegning 1872: »En torvedag i Aalborg« til »Den unge Grundtvig ved knæfaldet i Udby kirke«. Carl Thomsen stod i højeste samklang med sin tidsepoke, senromantikken er den blevet kaldt; han var det på en så nøgtern, usentimental og dog inderlig måde, at han havde alle forudsætninger for at blive forstået og »folkekær«.

Tilbage til altertavlen. Han var kun 23 år, da han malede tavlen i 1870. Først året efter fik han sit eksamensbevis som allerede nævnt. Og her tier alle kilder om hans arbejde med altertavlen. Det må have været hans første maleri. Men hvorfor tier alle fremstillinger af den tids malerkunst med hensyn til Kirkerup Kirkes altertavle?

En af de vigtigste kilder: Wailbachs kunstnerleksikon, der dog har en meget fyldig opregning af Carl Thomsens produktion, har ganske glemt hans alterbillede: »Den barmhjertige samaritan« og ligeså standardværket: »En dansk kunstnerkreds fra sidste halvdel af 19. århundrede. Bidrag til en tidsskildring i breve, billeder, oplysninger«. Carl Thomsens første officielle maleri er slet ikke nævnt. Hvorfor dog ikke? Har der været grund til at skamme sig over arbejdet, der jo var et bestillingsarbejde? Jeg kan ikke indse, at en 23-årig ung elev på Kunstakademiet kunne andet end glæde sig over opgaven og dens resultat. Ingen grund til at skamme sig. Tværtimod! Her på Sjælland findes flere altertavler af digteren Ingemanns hustru Lucie, blandt andet i Sdr. Asminderup Kirke. Fru Ingemanns altertavler er ofte blevet kritiserede - og med rette, og helt konkret på grund af de hænder, hun gav sine figurer. Hænder er altid noget af det sværeste at male, siges der. De berømte Skagens-malere har fortalt meget herom. Og det er da muligt, at Carl Thomsen ikke har været så heldig med den sårede ulykkelige mands hænder; venstrehånden er lidt for lang, er der blevet sagt. Men man kan ikke forlange alt af en 23-årig, der endnu ikke er fuldtudviklet i sin stil. I Reerslev Kirke fik man i forrige årh. en tilsvarende altertavle af Carl Thomsens ældre kollega J.L.G. Lund, der iøvrigt udførte fortæppet til Det Kongelige Teaters scene. Lunds altertavle i Reerslev Kirke forestiller scenen »Enkens søn i Nain«, men jeg foretrækker langt hellere Carl Thomsens »Den barmhjertige samaritan«. Et troskyldigt, ægte og velmenende billede, der giver anledning til flere overvejelser.

En af Carl Thomsens mest folkekære illustrationer fra 1889

Den pietetsfølelse, der altid var Carl Thomsens særkende, kan fornemmes ud fra hans første maleri. Han har haft sin mening med sine figurer. Der er nemlig tre på lærredet. Først hovedpersonen: »Den barmhjertige samaritan«. Hvordan folk gik klædt på Jesu tid, har Thomsen nok kunnet søge oplysning om og gengive det på et lærred. Men der er dette bemærkelsesværdige i samaritanens skikkelse og ansigtstræk, at det er Jesu billede, maleren har haft for øje og villet lægge ind i samaritanen. Talrige kunstnere har for deres indre blik haft et Jesusbillede. Lige fra oldkirkens dage har Jesu billede spillet en stor rolle for både kunst og digtning. Ikonerne vidner derom, ligeså legenden om »Veronikas svededug«, At samaritanen bliver eet med Kristus, og den lidende mand bliver eet med hele den faldne, plyndrede og forkomne menneskehed, er en tolkning, der måske ikke umiddelbart kan læses ud af Lukasevangeliet Kap. 10, men tolkningen kom tidligt i kirkens historie, hos kirkefædre og ikke mindst hos kirkefader Augustin o. 430. Den anden skikkelse er altså både dig og mig, den komplet hjælpeløse, der bliver fundet og løftet op - til helbredelse, befrielse, omsorg, med et ord i kirkens sprogbrug: Frelse. At Kristus er gået i vort sted og har gjort sig til eet med alle jordens lidende gør, at vi i den sårede mands udtryk kommer til at tænke på den lidende Kristus langfredag. Kirkerup Kirke ejer - bortset fra et beskedent i sakristiet - intet krucifix, og dog er noget af korsfæstelsens, lideIsens motiv at finde i altertavlens anden person.

Den tredie skikkelse er måske den allerbedste, nemlig æslet. Hvordan præst og altergæst end stiller sig, så ser æslets øjne på vedkommende. Dyrets blik følger en. Ved en præsteindsættelse i Kirkerup Kirke i 1945 talte provst S.A. Nissen om dette dyrs tålmodighed og overførte det til den egenskab en præst bør skatte højt: Tålmodigheden, udholdenheden og trofastheden. - Æslet står der tålmodigt, lyttende, ventende med en blanding af underfundighed og sørgmodighed i de udtryksfulde øjne. Et æsel er et ret billede af en præst og sjælesørger. Han er at ligne ved et æsel, der har store lyttende øren, forståelsesfulde øjne, en mund, der kan holdes lukket, en stærk ryg til at bære byrder, og fødder, der har mulighed for at bane sig vej der, hvor en hest ikke har mulighed for at komme.

Altertavlen i Kirkerup kirke, malet af Carl Thomsen i 1870

At æslet er kendt for sin stædighed kan også blive noget positivt, når stædighed har klang af udholdenhed, standhaftighed. Ikke for ingenting var det netop et æsel, der bar Jesus under indtoget i Jerusalem palmesøndag. Og det var sikkert et æsel, der hjalp Josef og Maria med barnet på flugten til Ægypten. Hele Jesu liv er indrammet af en staffage, hvori »broder æsel« (for at' tale med Frans af Assisi) spiller en væsentlig rolle. Ja, det er også rimeligt at nævne en tegning på væggen i en af Roms ældgamle kaserner - billedet af en korsfæstet, en kristen, der bærer et æsel hoved.

Hvor meget har kunstneren selv lagt ind i sit værk? Flere vil måske synes, at jeg har lagt for meget ind i billedet. Jeg tror dog ikke, at det hos Carl Thomsen i den anledning vil vække nogen som helst form for mishag.

Et spørgsmål har meldt sig: Blev der udfoldet nogen form for festivitas, da altertavlen blev sat op? Vi ved, det skete i en nygotisk opsætning, tegnet af arkitekt Gjellerup, netop i en spidsbuet form, der passede ind i det tilspidsede kor. At det skulle være således, var udtrykkelig efter kirkeejernes ønske. Men om Carl Thomsen var til stede ved en eller anden indvielseshøjtid, hvor mange gange han kom, eller om han overhoved kom herud, inden han døde i 1912 65 år gammel? - herom har vi intet vidnesbyrd.

»Alle var glade for altertavlen«, fortalte en nu afdød, Jens Peter Rasmussen, tidl. Bækgaarden mig. Han havde hørt det i sin ungdom af sine forældre, der havde haft oplevelsen i år 1870 inde på livet, og det vidnesbyrd er troværdigt. Der var igen et billede at rette blikket mod i kirken, noget for øjet. Man så straks, hvad det forestillede - En af evangeliernes mest kendte fortællinger. Der skulle endnu gå en del år, førend der kom flere billeder til at kappes med altertavlens billede. Men det skete altså, da kalkmaleriernes tale atter tonede igennem. Det behøver ikke at være mislyde, at 13 og 1400-tal lyder sammen med en røst fra det senromantiske 1800-tal. En så gammel kirke som Kirkerups tåler dette, og finder det helt i sin orden og i Kristi ånd, at den tidsepoke, der var præget folkeligt og religiøst af blandt andre B.S. Ingemanns digtning, at den også har hjemstedsret ved at give plads for Carl Thomsens alterbillede.

Læs mere om Carl Thomsen her