|
Gundsølille
Forsamlingshus
For omkring 100 år siden begyndte man over hele Danmark at bygge de såkaldte forsamlingshuse i landsognene. Det første blev bygget i Jylland ved Ryslinge i 1871, og i årene efter skød det ene forsamlingshus frem efter det andet. I løbet af cirka 30 år blev der bygget over 1300 forsamlingshuse fordelt over hele landet. Dets fulde navn var oprindelig: Skytte- sang- øvelse s- og forsamlingshus. Huset skulle således have fire formål: Et nationalt, et kristeligt, et pædagogisk og et praktisk formål. Landbefolkningen var på dette tidspunkt begyndt at få mere fritid. Mange af den gamle tids besværlige og tidkrævende arbejder forsvandt efterhånden, såsom brødbagning, brygning, kartning, spinden og for mændenes vedkommende især den langvarige plejltærskning. Fritiden blev blandt andet anvendt til sammenkomster af forskellig art, og en lang række foreninger dannedes, men man havde kun private hjems stuer at samles i, og ville man feste lidt og danse, kunne det kun lade sig gøre i gårdenes storstuer. Desuden var man begyndt at interessere sig for gymnastik, men kunne kun udøve den om sommeren i fri luft. Tilslutningen var så stor, at storstuerne slet ikke slog til. Det var derfor naturligt, at der opstod et ønske om et større fælles forsamlingssted. I Agerup - Kirkerup kommune havde man som forløber for et egentligt forsamlingshus 2 små såkaldte "sale", som man klarede sig med i nogle år. Den ene lå i Agerup by, hvor høker og maler Jens Sørensen havde en stor stue, han lejede ud til fester og møder, og i Tågerup by var der et lignende rum hos væver og musikant Jens Andersen, men efterhånden blev de for små og upraktiske, og man begyndte for alvor at drøfte muligheden af at bygge et større fælles forsamlingshus for begge sognes beboere. I foråret 1890 holdt nogle yngre gårdmænd, bosat i eller i nærheden af Gundsølille, møde om sagen. Senere blev der indkaldt til en stiftende generalforsamling i "salen" i Tågerup; man var enedes om at danne et aktieselskab og valgte nu en bestyrelse med en formand i spidsen til at varetage husets interesser. Til at forestå bygningen af forsamlingshuset nedsattes desuden et byggeudvalg, hvis medlemmer skulle besøge alle husstande i kommunen for at tegne aktier. Hver aktie kostede fem kroner, og man kunne tegne sig for så mange, man havde råd til. Da pengene var små dengang, bestemte man at opkræve de fem kroner i to terminer, to en halv krone straks og to en halv krone tre måneder senere. Interessen var stor, alle ville gerne være med til at bidrage til husets opførelse, håndværkere, gårdejere, arbejdere, husmænd, tjenestefolk, mænd som kvinder tegnede sig for en eller flere aktier. I løbet af en måned blev der udstedt over 300 aktiebreve fordelt på ca. 200 aktionærer. Som formand havde bestyrelsen valgt justitsråd og sognefoged gårdejer Niels Hansen, Gundsølille. Det var et klogt valg. Han var en dygtig og fremskridtsvenlig mand, der hele sit liv arbejdede til gavn for sine sognefæller. Han afgav gratis byggegrunden til forsamlingshuset af sin egen gårds jordtilliggende, der lå nordligst i byen, og derfor kom huset til at ligge her ved vejen, der fører til Tågerup. Grunden blev udgravet ved frivillig arbejdsindsats af byens og egnens ungdom, og materialerne til kørt vederlagsfrit af gårdmændene, der rådede over heste og vogne til transporten. Indvendig blev bygningen opdelt i en sal mod øst, 2 stuer, et lille køkken og en gang mod vest. I gangen en trappe op til loftet over stuerne, hvor der var et par rum, der kunne benyttes som garderobe for gæsternes overtøj Herfra var der også adgang til balkonen, der strakte sig langs salens vestre endevæg. Her kunne der sidde et par rækker tilskuere, som regel var det ældre koner og mødre, der herfra havde et fint overblik over salens ungdom, når der var bal. Disse balkongæster blev populært kaldt for kødranden. Vest for huset byggedes en stor hestestald med plads til 10 . 15 heste, desuden blev der her ude indrettet et par nødtørftsrum, 2 for mænd og 2 for kvinder. Bestyrelsen sørgede for indkøb af bænke, borde, service og andet inventar. Trods de små udgifter til selve bygningen af huset og trods meget beskedne indkøb, f.eks købte man et brugt komfur til køkkenet og brugte kakkelovne til sal og stuer, indkom der ikke ved aktietegningen så stort et beløb, at udgifterne var dækkede. Men atter trådte Niels Hansen til og lånte bestyrelsen den manglende sum på lempelige vilkår. Til at forestå den daglige ledelse af huset ansatte man en mand, der boede andetsteds i byen. Han blev kaldt for vært. Den første vært i Gundsølille hed Jens Larsen. Han skulle sørge for al rengøring i huset, tænde op, fyre og rengøre kakkelovnene, tænde og slukke petroleumslamperne, forestå salget af drikkevarer og kaffe til gæsterne og sørge for serveringen. Foruden hjælp af sin kone hentede han ved større fester hjælp udefra, idet det var et eftertragtet job for konerne fra egnen at lave kaffe og vaske op ved større fester i huset. Det fik man de første år 2 kroner for, men så skulle man også bagefter være med til at rense kakkelovnene og vaske gulvene, endda i den store sal. Værtens løn var nogle få procent af fortjenesten ved salget til gæsterne, mens lejeindtægten af sal og stuer tilfaldt huset som dækning af driftsomkostningerne. De første år kostede det to kroner at leje en stue og ti kroner at leje salen. Forsamlingshuset blev indviet den 16. november 1890 med et festligt, fælles kaffebord i salen med over 100 deltagere. Der blev holdt mange taler og udtalt gode ønsker for husets fremtid, blandt andet af den daværende sognepræst i Ågerup, Pastor P. N. Petersen.
Huset blev straks taget i brug, blandt andet af sognerådet, hvis møder nu alle blev afholdt her. Det var en stor lettelse for de skiftende sognerådsformænd og deres koner, der hidtil havde måttet yde gratis husly og beværte sognerådsmedlemmerne ved hvert møde. Mange forskellige foreninger har i årenes løb holdt deres møder og fester i Gundsølille forsamlingshus. Flere af dem eksisterer ikke mere, f.eks. fremskridtsforeningen og foredragsforeningen, to foreninger med folkeligt oplysende formål, hvor kendte højskoleledere, præster, lærere optrådte som foredragsholdere. Eller man hentede kendte skuespillere til at læse op. Den forening, der har gjort flittigst brug af forsamlingshuset, er vel nok Gundsølille gymnastikforening, hvis historie blev skrevet i 1944 af afdøde gdr. Hans P. Nielsen, Gerdrup, foreningens mangeårige formand og i hele sit liv en ivrig forkæmper for gymnastikkens udbredelse. Han fortæller bl.a., at foreningen blev startet allerede få måneder efter forsamlingshusets indvielse. Man startede med et deltagerantal på 40 voksne mænd og drenge. Den første leder var J. P. Mikkelsen, lærer ved Østrup skole. Redskaber havde man ingen af, men man lånte til at begynde med en gammel stivbenet hest i Jyllinge. Stivbenet blev den kaldt, fordi den ikke kunne sættes op og blive højere, i stedet lagde man en støvle eller en hat øverst. Senere indkøbte man for 25 kroner, der bevilgedes af skytteforeningen, som man havde en del samarbejde med, et par springstøtter med snor, en madras og et springbræt. Foruden spring over hest havde man nogle gulvøvelser. Der var ingen omklædningsrum, så man benyttede en af stuerne til at klæde om i. Femten deltagere holdt ud den første vinter, og i marts 1891 afholdt man den første gymnastikopvisning i Gundsølille forsamlingshus. Den gik der ry af længe efter. Der var alt, hvad der kunne være af tilskuere, og megen begejstring og stort bifald, især da man nåede til spring over hesten (med støvlen ovenpå). Man havde aldrig set noget så dumdristigt. Flere af damerne skreg, andre holdt sig for øjnene og troede, at deltagerne ville slå sig ihjel. Efter opvisningen var der sågar en mand fra Sengeløse, der var så begejstret over gymnasternes præstationer, at han indbød dem alle til kaffe, men da beløbet dengang for en kop kaffe var 12 øre, var det jo overkommeligt. I 1898 fik kvinderne lov at deltage i gymnastikundervisningen, og der var straks fra starten god tilslutning. I mange år var det fast tradition, at foreningen havde opvisning i huset anden juledag og anden påskedag. Altid overværet af mange interesserede tilskuere og med bal bagefter. I 1943 havde foreningen 335 aktive (udøvende) og 400 passive (bidragydende) medlemmer og var hermed den største gymnastikforening i hele Roskilde amt på det tidspunkt. En anden årlig tilbagevendende begivenhed, der foregår endnu, var menighedsrådets juletræsfest, der altid har været afholdt femte juledag. Her kom - 'i hvert fald de første år - så godt som alle de to sognes børn med deres forældre. Mange ældre mennesker får stadig lys i øjnene ved tanken om denne herlige aften i deres barndom. Først synet af det store, festligt oplyste juletræ, dernæst klangen af de mange barnestemmer, der sang julens salmer, uddelingen af godteposerne med alskens lækkerier, den varme chokolade, - ikke kakao, men rigtig chokolade - kagerne, dansen, samværet med en masse andre børn og sidst men ikke mindst alle de skarnsstreger, man i fællesskab kunne finde på sådan en aften. En ældre gårdejer har med fryd i stemmen fortalt, at det allermorsomste var, når juletræet var lagt udenfor for at give plads for de dansende, da hvis de kunne se deres snit til det at slæbe det ind igen en tur rundt i hele salen. Som regel var det fuldt af mudder eller sne, som vejret nu var, så gulv og tøj på dem selv og de omkringstående blev smurt ind og svinet til. Skældt ud bagefter blev de naturligvis, men moret sig havde de i hvert fald. Endnu en aktivitet i Gundsølille forsamlingshus fortjener særskilt omtale: afholdelsen af dilettant komedien. Det var en begivenhed, der kunne få folk af huse, den skulle man overvære, hvis man da ikke var forhindret på grund af sygdom. Som regel spillede man dilettant i februar måned. Det nøjagtige tidspunkt afhang af månen, da man altid sørgede for, at det var fuldmåne på spilleaftnerne. Da de fleste af tilskuerne kom kørende i hestevogn med dårligt lysende vognlygter, gjaldt det om, at det var så lyst i vejret som muligt. At det tillige var på en årstid, hvor det tit var bidende koldt og snestorm, betød mindre. Så byltede man sig ind i pelse og sjaler og fodposer, fik kanerne frem og for afsted. Var vejene ufrernkommelige, kørte man ned over markerne og lod hestene om at finde vej. De mange heste og køretøjer blev af gårdskarIen og hans hjælpere anbragt rundt omkring på alle gårdene i Gundsølille, så der var liv i byen disse aftner. Som regel spillede man dilettant 2 aftner med nogle dages mellemrum. Den første aften kom småfolk, håndværkere samt tjenestefolk fra gårdene, den sidste aften blev kaldt den fine aften, da kom gårdmændene med deres koner, sønner og døtre. Til begge forestillinger var der altid stuvende fuldt hus, mange måtte stå op. Flere koner gik hjemmefra allerede om eftermiddagen og tog mad med for at være sikre på at få en god siddeplads. Disse var nemlig ikke nummererede, det gjaldt kun om at komme først, så kunne man sætte sig, hvor man ville. Ville man være sikker på at høre og se godt, valgte man den første række, ville man være sikker på at sidde varmt, valgte man den bagerste række foran den store kakkelovn, der stod midt for salens endevæg. Mange gode lokale kræfter har optrådt på de skrå brædder i Gundsølille forsamlingshus. Da man ikke dengang var så forvænt med biograf- eller teaterbesøg, var det altid et taknemmeligt publikum, man spillede for. Men det var nu heller ikke rene amatører, alle de medvirkende. Mange var med flere år og opnåede stor rutine. Især skal fremhæves "Olsens piger". Det var fire døtre af daværende gårdejer Niels Olsen i Gundsølille. De havde nogle dejlige sangstemmer, et kønt ydre og forstod at spille komedie. De optrådte i mere end 15 år i alle dilettant stykker, der blev spillet i Gundsølille fra omkring 1900. I disse år kom folk langvejs fra til dilettanten, der også blev spillet i Roskilde enten på jernbanehotellet eller hotel Prindsen, altid for fulde huse.
Forsamlingshuset
har
været
udvidet
flere
gange.
Den
helt
store
udvidelse
foregik
i 1930.
Da
forlængede
man
huset
mod
vest
og
byggede
den
såkaldte
sognerådsstue
til. Da
der
skulle
optages
lån
til udvidelsen
-
ca.
16.000
kr. - påtog
sognerådet
sig
at
være
medgarant,
mod
til
gengæld
at
få lov
at holde
sine
møder
i
dette
lokale
i
20
år
og
mod
at
der
i lokalets
østre
endevæg
blev
indrettet
et
mindre,
brandsikkert
rum til opbevaring
af
kommunens
papirer.
Når
lokalet
ikke
benyttedes
af sognerådet,
kunne
huset
frit
disponere
over
det
til møder
eller
som
restaurantlokale.
Endnu i
dag
bruges
denne
stue
ved
alle
folketings-
og
kommunevalg.
I det
brandsikre
rum
er
indrettet
to
Ud mod vejen opførtes 2 udbygninger i to etager. I den ene indrettedes i underetagen omklædningsrum med brusebad, ovenpå blev der lavet lokale til opbevaring af kommunens bibliotek med adgang og ret til ugentlig udlån af bøgerne til alle kommunens beboere. Dette bibliotek fungerede indtil 1955, hvor det blev overflyttet til den nyopførte Lindebjergskole i nærheden. . . I den anden udbygning indrettede man moderne toiletter med træk og slip. Køkkenet blev lavet til stor garderobe, og over stuerne blev der indrettet lejlighed til værten og hans familie samt lavet et stort køkken, så at man nu kunne lave al maden til fællesspisningerne selv. Før nøjedes man med at lave saucen og koge kartoflerne, medens stegen blev stegt på Ågerup mølle og derfra bragt til forsamlingshuset. Da man skulle forlænge huset, måtte man rive hestestalden ned. I stedet købte man på den modsatte side af Tågerupvejen et stykke jord, hvor man byggede en ny hestestald. Da cyklerne vandt indpas som transportmiddel, blev den til cyklestald, senere igen, da de blev afløst af bilerne, fik værten lov at benytte den til privat hønsehus.
Det første værtspar, der flyttede ind i lejligheden i Gundsølille forsamlingshus, var nylig afdøde gdr. Karl Rasmussen, Agerup, og hans kone Anna. De gav 800 kr. om året i husleje og fik som indtægt fortjenesten af alt salg til husets gæster. Med undtagelse af nogle år med spiritusforbud har værten altid haft ret til udskænkning af stærke drikke, dog ikke til vejfarende i modsætning til en krovært. Dog skulle der i flere år forud for hver fest ansøges om denne tilladelse hos politimesteren i Roskilde. I 1951 blev der bygget en fast scene til salens østre ende. Under den fuld kælder med rum til opbevaring af rekvisitter m.m. I disse år begyndte konkurrencen fra radio og især fjernsynet at gøre sig gældende. Selvom bestyrelsen stadig ved nye moderniseringer, bl.a. indlæggelse af centralvarme, og ved selv at reparere og male huset ind- og udvendig søgte dels at skaffe flere indtægter, dels at formindske udgifterne, blev økonomien ringere år for år. Flere og flere aktiviteter henlagdes til Lindebjergskolen, f.eks. af sportsudøvelse, aftenskoleundervisning og kursusvirksomhed, ligesom flere foreninger her får gratis lokale til deres møder. Samtidig med at lejeindtægterne svandt ind, forøgedes driftsudgifterne tilsvarende, især fordi man for at skaffe penge til moderniseringerne måtte optage store lån. Trods kommunal støtte gav huset stadig underskud. Bestyrelsen besluttede derfor at opgive at lappe mere på den gamle bygning. Da befolkningstallet især i Ågerupområdet er steget voldsomt, mente man, at der måtte være grundlag for at bygge en idrætshal med tilstødende selskabslokaler, cafeteria osv., der er i stand til at opfylde alle de krav, man efterhånden stiller til fritidsfaciliteter i dag. Gundsølillehallen opføres på Lindebjerggårdens jorder sydøst for Gundsølille. Det første spadestik blev foretaget af forsamlingshusets nuværende formand gdr. Alfred Jensen, Vestergård Agerup. Første etape ventes færdig i efteråret 1977. De resterende aktiviteter i det gamle forsamlingshus bliver så overflyttet hertil, og den gamle bygning solgt til andet formål eller revet ned. I mere end halvtreds år var Gundsølille forsamlingshus det samlende midtpunkt for befolkningens aktiviteter udenfor hjem, skole og kirke. Mindst 90 af egnens beboere har på et eller andet tidspunkt i deres liv haft ærinde i forsamlingshuset. Her er taget mange vigtige beslutninger ved foreningsmøder og generalforsamlinger, modtaget megen undervisning ved faglige kurser, tilbragt mange fornøjelige timer ved selskabelige sammenkomster, udvekslet mange lokale nyheder, fremsat mange politiske synspunkter ved vælgermøder, der ikke alle forløb lige stilfærdige. Der er blevet lyttet meget, sunget meget, danset meget. Et utal af forlovelser og ægteskaber er kommet i stand her, hvor så mange unge mennesker samledes og lærte hinanden at kende.
Gymnastik i Gundsølille 1896 At den nye hal vil kunne opfylde alle nutidige krav med hensyn til moderne indretning, er der ingen tvivl om, men om den kan frembringe den hyggelige atmosfære, der var i det gamle forsamlingshus, vil fremtiden vise. Kilde: Årsskrift 1976 EGNSHISTORISK FORENING I GUNDSØ side 17 |
