Om byen G J E R D R U P og dens

Om byen G J E R D R U P og dens beboere fra tiden før 1750 og til nu. (1952)

Af gdr. H. P. Nielsen, Gerdrup.

Indholdsfortegnelse:

Indledning
Spor fra oldtiden
De gamle veje
Moser m.m.
Gerdrup som garnisonsby
Postlevering
Gårdene og husene i Gerdrup
Den Rige enke
Arven efter "Den rige enke"
De nuværende ejere, januar 1952
Kort fra 1805-1860
Kortudsnit fra 1878-1959
Kortudsnit fra 1959-1995

Gjerdrup by ligger lidt over 8 km nord for Roskilde, l km øst for hovedlandevej nr. 6, og dens jorder går på et langt stykke ud til Roskilde fjord. Landevejen går' mellem Roskilde og Helsingør, og her går den mellem byen og fjorden lige midt over min mark. Maglemose å går ligeledes over min mark i modsat retning landevejen, og over åen fører en bro, der hedder Gerebro. Denne bro blev bygget 1771, da vejen blev indgrøftet og reguleret. Før den tid kørte folk, hvor der var bedst, og en vej havde tit mange spor.

Den gang var der jo hverken biler eller cykler og ikke den trafik, vi kender nu, og ingen kunne tænke, det blev anderledes. Derfor var der ingen broer, men vadesteder over åerne. Salvadgård har sikkert fået navnet efter vadet over den å, der går fra Gundsømagle Sø ud til fjorden. Den bro, der blev bygget 1771 her, var meget smal, så to vogne ikke kunne mødes på den, og den blev derfor, da trafikken blev større , udvidet i 1919 med 3 alen, men landevejen slog her to meget bratte sving, hvor mange biler væltede, og her skete mange ulykker. 1914 var en læge fra Frederikssund ude at lære at køre med bil, han væltede ved broen og slog sig ihjel, men kørelæreren kom intet til. I 1931 blev de to sving rettet ud, og vejen fra Roskilde til Værebro blev gjort bredere og med cykelstier ved begge sider, og siden er der ingen ulykker sket her.

Til indholdsfortegnelsen

G J E R D R U P er en gammel by. Den nævnes allerede på biskop Absalons tid, og efter sagnet skal den første beboer have heddet Gere, og efter ham har byen fået navn. Hans bolig menes at have været på. matr. nr. 2a^s mark, nu Bakkegården. Men her har været bebyggelse meget længere til bage, da Gjerdrup ligger på en boplads fra oldtiden, hvilket vi kan se af de mange gravhøje og dysser, der har ligget her. På et stykke, der ikke er l km² stort, har der ligget 12 kæmpehøje og lige så mange stendysser. Kun lidt over 100 meter langs landevejen har der ligget 8 høje og 4 dysser. På min mark har ligget 3 dysser, og på min nabos - matr. 2a - mark har ligget 3 høje og l dysse. De 3 dysser, der lå på min mark, hed Hyrdedysser, vel nok fordi der her ude ved fjorden var meget mere eng i gamle dage end nu, og om efteråret gik byens kreaturer i samlet flok og blev vogtet af en mand, der kaldtes byhyrden. Han havde tit en dreng og en hund til hjælp. Byhyrden har så haft tilhold på dysserne og deraf navnet. På min nabo - matr. 2a - mark er inden for skellet en temmelig stor lavning, der kaldes det store Hyrdedyssehul, og længere oppe i marken lå en mindre lavning, der hed det lille Hyrdedyssehul, men dette har en mand ved navn Ole Christensen, som tidligere boede i gården, fyldt, hvilket jeg godt husker. Denne mand sløjfede også højene på marken, og han byggede en meget flot stuelænge til gården efter den tids forhold. Tidligere havde folk jo ingen interesse for disse gamle mindesmærker, det er først senere kommet frem, så dog enkelte høje og dysser er fredede. Jeg tænker tit, hvor interessant og idyllisk det ville have været, om vi endnu havde boet mellem alle disse gamle høje og dysser. De 3 dysser, der var på min mark, tog min morfader væk. I den ene dysse fandt de mange gamle oldsager, både dolke, knive og smykker, og moder fortalte, at de også fandt et kranium, der var så stort, at underkæben kunne gå uden om en voksen mands ansigt med hud og hår. Det må jo have været en kæmpe.

Til indholdsfortegnelsen

Fra Gjerdrup gik der i gamle dage to veje ud til landevejen. Den ene gik mod sydvest til landevejen ved Gerebro, den anden mod nordvest til landevejen lige ved Salvads bro, men disse veje er for længe siden nedlagte, og den lige vej fra landevejen til byen anlagt. I stedet for de to veje blev der udlagt to stier, men nu er disse stier også nedlagt. Indtil den nyeste tid slog vejen mellem Gjerdrup og Tågerup tre bratte sving, og fra vejen gik en sidevej op til Bakkegården forbi Stenledsgård og Pilebrydegård, så de kun havde en ganske lille strimmel have mellem gårdene og vejen. I 1947 blev de tre sving rettet ud, så vejen kom længere fra byen. Sidevejen op til Bakkegården blev flyttet, og de to andre gårde fik deres haver forlængede , hvilket har pyntet på hele byen.

Til indholdsfortegnelsen

I tidligere tid var der jo langt flere moser og kær omkring i markerne end nu om dage, og således var det også her i Gjerdrup. I min barndom var der i skellet mellem matr. 1b og 2a et stort kær på hen ved 1 td. land, og det hed Lystens kær, måske fordi de unge fra byen kom derud for at glide og løbe på is om vinteren. Nu er dette kær drænet ud, og der er godt pløjeland. På 1b er endnu en mose, der hedder Hellegraven, der har vel tidligere været skåret tørv. Syd for byen har været en temmelig stor mose, og det var sikkert derfor vejen til Tågerup slog de tre store sving, så man kunne komme uden om mosen. Også på Vejlegårds marker har der været mange flere moser end nu. I den indhegnede eng syd for Vejlegård har der været 3 dybe vandhuller, der hed Dybningehullerne, men de er nu drænet ud. I min barndom var der lige syd for gården en stor mose, hvori der groede rør, men den er også tørlagt og er nu pløjeland. Der findes dog endnu flere moser på Vejmegårds mark, således nogle nord for gården, hvor jeg godt husker, der blev skåret tørv. En af disse moser hedder Langmosen, og en mose vest for gården hedder' Guldspurvemosen. På mark nr. 2^e, som nu er min ejendom, er der også en mose på omkring ½ td. land stor, hvori min morfader skar tørv alle de år, han boede her. Der er altid vand i den, halvdelen er 6-8 alen dyb, den anden halvdel er fladgrave, hvori der vokser rør, og vi høster i reglen 7-8 traver årlig. Når der blev skåret tørv, blev vandet først malet ud og løb først i skelgrøften mellem min mark og 1b-mark, men så var der gravet en grøft over bakken, så vandet løb ned i strandengen og derfra ud i f jorden. Denne grøft var meget bred og på det dybeste 4 alen dyb. Da der nu ikke var flere tørv i mosen, lod min fader lægge drænrør i grøften og fyldte den, hvilket Jeg godt husker. Min morfader har fortalt, at mens gårdene var samlet, var her ingen mose, men et hul med hængedynd over. En nat var en af deres heste gået løs. Den havde stået tøjret på marken, og da de ledte efter den, fandt de den til sidst i hængedyndet, hvor den var sunket i, så kun hovedet var at se, og de havde et store arbejde med at få den op. I disse moser var der i tidligere tid megen fisk. Vi fangede en gang i vor mose en gedde på 8 pund, en ål på 3 pund og en aborre på 2 pund. På Salvadgård er det gået modsat med moserne, for der er for nogle år siden solgt 2 td. land til Tolstrup, Roskilde, og han lod udgrave et vandbassin og beplantede stykket. Det var meningen, der skulle være et godt jagtterræn. Dette stykke er nu senere solgt til Ove Bjørn på Vigensdal. Der er også i året 1949 lavet et sluseværk ved Salvadsbro, så der kan lukkes for vandet, som ellers ved højvande i fjorden kan gå op og oversvømme markerne oven for broen.

Til indholdsfortegnelsen

Gjerdrup har også en gang været garnisonsby. Det var under den første verdenskrig fra 1914-1918, da sikringsstyrken, ca. 80.000 mand, var indkaldt. Da havde vi indkvartering i hele 3 år. Her blev jo nemlig gravet skyttegrave med pigtrådshegn for lige fra fjorden ved Veddelev til Køge bugt, Tunestillingen, som den kaldtes. Det var de ældste af soldaterne, der arbejdede her, og de yngre havde øvelser, så de kom ikke hjem til samme tid. Derfor måtte maden næsten stå på bordet fra morgen til aften. Til sidst kneb det med at skaffe mad. Der blev så flere steder oprettet primitive kaserner, hvor en del af soldaterne blev samlet. Her i byen blev en sådan kaserne oprettet i Orla Hansens hus. Der var plads til 20 mand, og så blev vi fri for indkvarteringen. Også et primitivt postkontor har der for 70-80 år siden været her i byen.

Til indholdsfortegnelsen

I gamle dage gik der ingen post ud som nu. Der var jo ikke ret mange, der holdt aviser, og de, der holdt dem, måtte selv hente dem, hvor de blev trykt, eller få andre til at hente dem. Her var en kone, som boede i Jyllinge, hun gik to gange om ugen til Roskilde og hentede hvedebrød, som hun så solgte på vejen hjem, og hun tog samtidig aviserne hjem til sine kunder, men vi fik jo så kun aviser to gange om ugen. Kom der breve til en mand, der boede på landet, blev det lagt ind hos den købmand i Roskilde, hvor vedkommende mand handlede. Der lå det så, til manden kom op og fik det, hvis da ikke købmanden fik det sendt ud med en anden mand. Men det hændte jo tit, at brevet kom for sent ud, så det, som det handlede om, var forældet. Der stor jo tit uden på konvolutten "Haster" eller "Haster meget", men det hjalp ikke videre alligevel. Så fik vi den ordning her, at en postvogn, som hver dag gik fra Roskilde til Frederikssund, tog aviser og breve med ud til Lille Valby smedje. Herfra gik så en mand ud med postsagerne , men ikke som nu ind i hvert sted. Han lagde aviser og breve til hele byen på samme sted, og så måtte vi selv hente det der. Her i byen blev alle breve og aviser lagt i matr. nr. 2^b, nu Fabers ejendom.

Også på alle andre områder er der sket forandring i den tid, jeg har levet, og vi kan vist godt sige, at aldrig er der sket så store fremskridt og opfundet så meget nyt i verden som i de sidste 70-80 år. Vi taler så tit om den gode gamle tid, men selv om vi kunne, ville vi dog ikke gå tilba6e til denne tid igen.

Til indholdsfortegnelsen

Nu kommer vi så til, hvad jeg ved om byens beboere fra omkr. 1750 til nu. Vi går altså lidt over 200 år tilbage i tiden og ser, hvordan det da så ud. I byen var der den gang kun 3 gårde og 3 huse, der alle lå samlet i byen. Markerne var den gang ikke som nu på et sted, men' mændene havde ager om ager som det hed, det vil sige, at byens jord blev delt i lige så mange stykker, som der var gårde. Var der nu i en by 10 gårde, blev jorden først delt i 1o stykker, og hvert af disse stykker blev atter delt i 10, så hver mand fik sit stykke. Han fik på den måde sin mark mange forskellige steder. Så slemt har det vel ikke været her i byen, da der kun var 3 gårde, men det var dog alle steder sådan, at ingen kunne komme til at høste eller så, uden at de alle var enige derom. Derfor var der en mand, oldermanden, som "tudede på gade" i byhornet, og så samledes alle bymændene for at høre, hvad det drejede sig om. En eneste gang har jeg selv hørt denne "tuden på gade". Det var en dag, jeg var i skole i Tågerup. Oldermanden blæste i sit horn på gaden uden for smedjen, og folk kom ud fra gårdene for at høre, hvad det drejede sig om. Det var en tilsigelse til at møde til en sprøjteøvelse i en af byerne.

Til indholdsfortegnelsen

Som før nævnt var der omkr. 1750 kun 3 gårde i byen, og de ejedes alle af en enke, der hed Kirsten Jensdatter. Hun var gift 2 gange, først med en mand, der hed Peter Larsen. Han døde tidligt - kun 42 år gammel. Så blev hun gift med en mand, der hed Kristen Madsen. Med den første mand havde hun 3 sønner, der hed Lars, Jens og Peter Petersen. Disse 3 sønner fik hver en af gårdene. Lars Petersen fik matr. nr. 1, Jens Petersen fik nr. 2 og Peter Petersen nr. 3. Sagnet fortæller, at hun havde endnu en søn, men han kom galt af sted med en pige, som tjente der, så hun skulle have et barn. Hun hed Inger Jensdatter og var fra Østrup. Da hun engang var på marken sammen med ham, slog han hende således, at hun blev syg deraf og døde. Han blev så indemuret i et kammer på loftet og sad der i lang tid, men så blev det afgjort med en bøde på 40 rigsdaler. I en gammel kirkebog, der opbevares i Rigsarkivet, står der: I dag begravedes på Kirkerup Kirkegaard Pigen Inger Jensdatter Østrup. En Søn af Kirsten Jensdatter, Gerdrup, er anklaget for at have forvoldt hendes død. Affæren er dog afgjort med en Bøde på 40 Rigsdaler. - Det fortælles, at da sønnen kom ud fra loftsværelset, gav enken ham et stykke jord at bygge på ude ved stranden, hvor nu Salvadgård ligger. Det kunne godt tænkes at være rigtigt, for dette skulle jo være foregået længe før den almindelige udskiftning af gårdene, og da jeg som dreng kom der ned, var gården meget forfalden. Da de engang havde tækkemand på stuelængen, faldt både skorsten og meget af længen ned, så de måtte have både murer og tømrer, før de atter kunne begynde at tække. Kirsten Jensdatter gik under navnet "den rige enke", og hun var meget rig efter den tids forhold. Jeg har på Landsarkivet i København set hendes testamente, og fra dette arkiv har jeg også de øvrige oplysninger om hende. Hun ejede således Kirkerup kirke, og hun ejede to huse i Roskilde. Flere folk skyldte hende penge, en 500 rigsdaler, en 300, en 200,og flere andre småbeløb havde hun til gode. Hun byggede et hus i Kirkerup, hvori hun lod indrette to lejligheder til fribolig for 2 fattige familier. Det var det såkaldte Hospital, der nu er revet ned og flyttet ud mellem Gundsølille og Kirkerup og hedder Fattighuset. Den 17. juni 1776 oprettede hun et legat på 100 rigsdaler, hvoraf renterne skulle bruges til vedligeholdelse af Hospitalet. Disse renter hæver Ågerup-Kirkerup sogneråd den dag i dag. Vi synes vel nok nu, at de 4 rigsdaler i rente ikke var meget til vedligeholdelse af huset, men vi må jo huske, at alt den gang var billigt, og pengene var den gang meget mere værd end nu. Og den gang var det sådan, at alle enlige ældre mænd og kvinder, som ikke kunne ernære sig selv, gik på omgang i gårdene. De var på gårdene en dag for hver tønde hartkorn, gården havde. De fik kost og logi og skulle så bestille, hvad de kunne. Ville man give dem penge, var det frivilligt, men sådanne blev jo også brugt til at reparere Hospitalet, det kostede jo intet.

Den gang var der megen overtro. Folk troede, at den rige enke fik sine penge af nisserne om natten. De påstod, at en mand havde set en nisse, der en nat var kommet og havde talt penge op til hende. Der fortælles også om en pige, som tjente der, at hun blev sløj og så dårlig ud. Enken sagde da til hende: Du har vel ikke taget noget, der ikke var dit? Hun tilstod så, at hun en dag havde taget en daler, der lå oppe på loftet på et bræt, men det tænkte hun ikke kunne gøre noget. Så sagde enken: Jo, min pige, men læg du kun daleren op, hvor du tog den, så kommer du dig nok. - Det gjorde hun, og hun kom sig også.

Til indholdsfortegnelsen

Den rige enke blev ikke gammel. Hun blev begravet på Kirkerup kirkegård den 17. januar 1772, nogle dage over 66 år. Gården, matr. nr. 1, som Lars Petersen arvede, ejes nu af Viggo Jensen, matr. nr. 2, der arvedes af Jens Petersen, ejes nu af A. C. Olsen, og matr. nr. 3, som Peter Petersen fik, er den nuværende Vejlegård. Denne gård lå da inde i byen, hvor nu Orla Hansens hus ligger. Ved udskiftningen 1805 blev den flyttet ud på marken og fik navnet Vejlegård, vel nok fordi den ligger i en lavning, en såkaldt Vejle. Gård. nr. 1, der var en fæstegård under Bidstrup gods, blev efter Lars Petersen overtaget af en mand, der hed Rasmus Andersen . Han var gift med en datter af Lars Petersen, Maren Larsdatter. 1830 blev gården delt mellem Peter Rasmussen og Chr. Andersen. Peter Rasmussen var en søn af Rasmus Andersen, og Chr. Andersen var en svigersøn. Peter Rasmussens gård fik matr. nr. la og Chr. Andersens nr. 1b. Efter Peter Rasmussen overgik gården til hans søn Rasmus Petersen, og han solgte gården til en mand, der hed Ole Christensen. Han var fra Frederiksborg amt, døde tidligt, kun 38 år gammel, og enken, der hed Karen, giftede sig igen med en mand, der hed. Anders Hansen fra Oppesundby. Han havde været hos enken som bestyrer. Efter Anders Hansen overtog den nuværende ejer Viggo Jensen gården, idet han blev gift med Ole Christensens datter Hedvig. Viggo Jensen er født på Vigensdal, har i sin ungdom været i Amerika. Gården nr. l b, som Chr. Andersen fik, gik fra ham over til sønnen Jens Christensen, efter at de den i nogle år var drevet af hans moder. Jens Christensen døde tidligt, og enken, der hed Inger, giftede sig igen med en mand fra Gundsømagle, Hans Jensen. Jens Christensen havde dog en datter, der hed Sidse Jensen. Hun blev sypige og håndgerningslærerinde og boede ved sin død i et hus, der lå lige ved forsamlingshuset i Gundsølille. Efter Hans Jensen gik gården over til en mand, der hed Hans Petersen. Han var en søn af gmd. Peter Nilausen, Gundsølille, og var gift med en datter af Hans Jensen. Da Hans Pedersen ingen børn havde, solgte han gården til en mand fra Skibby. Han hed Peter Hansen. Hans Petersen købte så en villa i Gundsølille og boede her til sin død. 1947 solgte Peter Hansen gården, og den er nu delt mellem to mænd, Ludvig Larsen, som fik gården, der ligger i byen og 28 tdr. land af marken, og Ernst Karlsson, som fik den øvrige del af marken, hvorpå der nu drives gartneri, og der skal også bygges på jorden, så bliver byen jo en bygning rigere. Jens Petersen fik gården matr. nr. 2. Den var også en fæstegård under Bidstrup gods. Han havde to sønner, Jeppe Jensen og Hans Jensen. 1810 blev gården delt mellem disse to sønner. Hans Jensens gård fik matr. nr. 2a og Jeppe Jensens matr. nr. 2b. Hans Jensen døde 13. september 1831. Hans enke beholdt gården til 1836, da den atter deltes mellem Peter Hansen, der var søn af Hans Jensen, og Niels Nielsen, der var gift med en datter af Hans Jensen. Niels Nielsen blev boende i byen, men Peter Hansen, der var min morfader fik et stykke jord af marken lige ude ved Roskilde fjord. Her byggede han, og den 4. januar 1836 fik han fæstebrev på ejendommen. Han var gift med en smededatter fra Gundsømagle, hun hed Ane Jensdatter, og hun var altså min mormoder. 1866 overtog min fader ejendommen efter at være gift med min moder, der var en datter af Peter Hansen. Min fader var søn af gmd. Lars Hansen Kamstrup, og han hed Liens Larsen. Min fader døde, da jeg kun var 11 år, og jeg var den ældste af 4 søskende. Min moder, der hed Kirsten Petersdatter, beholdt dog ejendommen, og en ugift broder, der hed Hans Petersen, var her til vi børn var store nok, så vi kunne ordne det selv. Den l. maj 1908 overtog jeg selv ejendommen efter at være gift med en pige, der i 3 år havde været på Vejlegård. Min fader døde 9. april 1879, og min moder døde 23. juni 1907. Gården nr. 2a, som Niels Nielsen fik 1836, overgik 1859 til en mand, der hed Ole Christensen. Efter hans død overtog hans datter Bodil gårdens drift nogle år. Hun kom imidlertid ulykkelig af dage ved et bilsammenstød i København, og så blev gården solgt til en mand, der hed Claus Olsen. Hån døde pludselig, og enken solgte gården til den nuværende ejer A. C. Olsen. Da gården nr. 2 deltes i 1810, fik Jeppe Jensens gård nr. 2b og overgik efter ham til sønnen Peter Jeppesen, men efter hans død blev gården solgt til en mand, der' hed Karl Christensen. Han solgte den til Jakob Petersen , der solgte den til 3 mænd i Roskilde. De havde i nogle år bestyrere på gården. Så blev den købt af en mand, der hed Larsen, senere af Strange, og derefter af mejeriejer Kierkegaard, Gundsølille. Han solgte den til den nuværende ejer, Faber.

Nr. 3, Vejlegaard, lå som før nævnt der, hvor Orla Hansens hus ligger, og blev flyttet ud på marken 1805. Den rige enkes tredje søn fik denne gård, og den blev ikke delt som de to andre gårde, men havde lige til for nogle få år siden 122 tdr. land. Da blev en eng på 7 tdr. land langs Hove å solgt til Salvadgård, da den grænsede lige op til Sa1vadgårds marker. De andre to gårde i byen havde også over 100 tdr. land, før de blev delt. Efter Peter Petersen gik Vejlegård, der var en fæstegård under Roskilde adelige Jomfrukloster, over til en mand, der hed Ole Jensen. Han var gift med en datter af Peter Petersen. Ole Jensens søn fik gården efter ham, han hed Peter Olsen. Han solgte gården til til en lidt finere mand, der hed Jensen, og Peter Olsen købte så Gundsølille mølle. Jensen solgte gården til Jens Olsen, der kom fra Lou i. Sydsjælland. Jensen rejste til Sverige og købte en gård der. Efter nogle års forløb døde Jens Olsen, og gården blev så overtaget af hans kones broder, der' hed Chr. Andersen. Han solgte gården til Gammeltoft, der kom fra Lemvigegnen. Han boede her omkr. 12 år, og når han solgte gården, var grunden sikkert den, at en af hans døtre og en pige, som tjente der, druknede i fjorden, da de tilligemed 2 andre piger en sommerdag var ude at bade Det var den 14. juli 1912. Den mand, som købte, hed Hunter, og Gammeltoft købte så en gård i Karlslunde. Hunter havde gården nogle få år, så solgte han den og rejste til Canada. Den nye køber hed Jensen, og han var det, man kalder en selvmademand. Han var født i et hus på Roskilde mark, og de var 8 søskende. Han måtte tidligt ud at tjene og var som voksen i mange år ølkusk for et bryggeri i Roskilde. Han har selv fortalt mig, at han tit tænkte, når han kom kørende forbi Vejlegård: Kunne du bare komme til at bo der, men så tænkte jeg også, hvad er det for' tanker, du sidder med, det kan du aldrig nå, men nu har jeg dog nået det. Og når han nåede det, var det, fordi han i mange år var forpagter af Reerslev præstegård, og her tjente han mange penge under den første verdenskrig, da han kun gaven lille forpagtningsafgift. For et par år siden (1949) solgte han gården til baron Vedel Vedelsborg og rejste til København, hvor han købte en villa.

Se, Vejlegård er min nærmeste nabo, og jeg kender alle dem, der har boet der fra den første Jensen til den sidste Jensen, og jeg er kommet godt ud af det med næsten dem alle. Med særlig glæde mindes jeg Gammeltoft og den sidste Jensen, det var to herlige mænd og gode naboer. Det var 0gså hos Gammeltoft, jeg fandt min kone.

Gården, matr. nr. 4 hørte til Roskilde domkirkes gods, og her er det, sagnet fortæller, at en fjerde søn af den rige enke kom ud at bo efter hans historie med pigen fra Østrup. Den første ejer, jeg kender navnet på, hed "Anders Larsen. De følgende var: Mads Nielsen, døde tidligt, og enken giftede sig igen med en meget lille mand, del hed Anders Jensen fra Tune. - .Derefter Mads Nielsens søn Peter Madsen, så Justitsråd Niels Hansen, Gundsølille, - så Henrik Petersen , Jens Sørensen, Peter Petersen, H. P. Christensen, murermester Andersen fra Glostrup (der byggede det store tårn), Sund Nielsen og endelig den nuværende ende ejer Svend Porse .

Når gårdene i en by som nu her i Gjerdrup hørte til forskellige godser, kom det af, at godserne handlede med gården, ja det sagdes, at de spillede om dem. Bistrup gods, hvortil de 5 gårde her i byen hørte, bestod oprinde1ig af 296 fæstegårde. Det hedder om Bistrup gods, der tidligere hørte til klonen, at Fr. III den 24. juni 1661 gav og forærede Bistrup Gud til Københavns kommune som tak for deres tapperhed, da de afslog svenskernes storm på København 1659, og jeg betaler endnu renter af købesummen på min ejendom på rådhuset i København.

Der hører i øjeblikket 3 huse til Gjerdrup, to i byen og et på marken, udskilt 1932 fra mat. nr. 1b. Det ligger lige ved landevejen og ejes af vejmand Ejner Olsen. Han har solgt et stykke af sin havejord, og her skal der bygges engang. Inde i byen lå tidligere 3 huse, men for en del år siden brændte det ene og det blev ikke opbygget igen. Den første, jeg husker, der boede der, hed Ole Skåning. Han kaldtes således, fordi han var fra Skåne. De følgende ejere var: tækkemand Anders Hansen, hans søn, tækkemand Peter Hansen, Anders Jensen, dennes datter Stine, og da huset brændte, boede der en mand, der var ostehandler og hed Peter Larsen. Grunden hører nu til Viggo Jensens ejendom. Dette hus lå vestlig i byen. I det midterste hus husker jeg først væver Rasmus Jørgensen, så hans svigersøn, væver Søren Hansen, som også havde en høkerforretning og to tdr. land jord, der lå ude ved landevejen. Han var en særpræget mand, om hvem jeg også har skrevet meget, han blev omtrent 1006 år gammel, Da han var 99 var vi gamle Gerdruppere budet op til hans fødselsdag, han boede den gang i Roskilde. Da sagde han, ja, nu har jeg levet 99 år, 'så må jeg vel sagtens kunne leve et år til, så er jeg 100, så skal I her op igen, og så skal vi have champagne, det hal' jeg nemlig aldrig smagt. Han nåede det alligevel ikke, han manglede tre måneder, og vi blev jo så snydt fra champagnen. En tømrer fra Sæby overtog Søren Hansens hus, og han fik et hus, som tømreren havde i Roskilde. Derefter fulgte gartner Asger Nielsen, gartner, Chr. Nielsen, gmd. Peter Hansen, og den nuværende ejer Zvergius. Gartner Ernst Karlsson ejer jorden. Det tredje hus i byen, del som før nævnt ligger på Vejlegårds gårdsplads, da den lå i byen, har været ejet af Chr. Nielsen, dennes svigersøn, tømrer Ferdinand Smidt, en søn Peter Smidt, skomager, flere andre, så Viggo Jensen, der solgte det til Orla Hansen.

Da gårdene i de forskellige byer omkr. 1800 blev udskiftet, fik husene tildelt 2-3 tdr. land, eller også fik de tildelt græsningsret på gårdene til en ko eller et par får. Således var det også her i byen. Det hus, som brændte, havde ret til at få græsset en ko på Vejlegård. Søren Hansens hus fik 2 tdr. land jord og ingen græsningsret, men Orla Hensens hus har ret til at få græsset to får på matr. nr. 2a,b,e. Jeg kan lige huske, at den mand, der hed Chr. Nielsen, havde to får, der stod herude. Jeg husker tydeligt endnu, at konen kom og malkede dem. Lammene har vel så lige været taget fra og solgt.