Ordforklaring:

Bispens fadebur:          

Det vil egentlig sige køkken, men det betød det regnskab, som hørte under bispens daglige husholdning, som havde hovedsæde på bispegården, nu og da på Bistrup.

Alt bispegods i Sømme herred hørte under Bispens fadebur.

Ærkedegn:

Ærkedegnens embedsområde var mest af juridisk art. Embedet er oprettet ved rige godsgaver.

Juraen gik fra alle de retssager, kapitlet måtte føre for at holde sit gods ved lige, til den rettergang, som lå under kirkens område. Alle sager vedrørende vantro/kætteri blev pådømt af kirkelig ret - og det samme gjaldt alle ægteskabssager, herunder hor og skilsmisse. Så der var nok at lave for en jurist og hans ærkedegnedømme/kancelli.

Har kirke- og præstetienden og havde desuden patronatsret over kirken, d.v.s. han sørger for, at der er en præst, men kan måske selv inddrage overskuddet af præsteafgifterne.

Ærkedegnedømmets/archidiakonatets gods i Sømme herred fordeler sig således:

Præbender:

Oprindelig den del af et domkapitels indtægter, der i form af naturalier blev tildelt de enkelte medlemmer af kapitlet til deres daglige underhold.

Efter 900-t. blev formuen i de kapitler, som bestod af sekulære kannikker, opdelt i særskilte formuer, præbender, der var tillagt de enkelte embeder inden for kapitlet. Afkastet af et præbende udgjorde embedsindehaverens ordinære indkomst.

Kannik:

I den katolske kirke medlem af et dom- eller kollegiatkapitel.

I ældre middelalder levede regelbundne kannikker et kanonisk liv efter en bestemt regel (gr. kanon). Siden ophørte fælleslivet og den fælles ejendomsbesiddelse i de fleste kapitler, og kannikkerne blev sekulære kannikker

Sekulære kannikker:

Kannikker der tager sig af det materielle eller verdslige i modsætning til    det åndelige eller religiøse.

Til sit underhold fik hver kannik indtægten fra en bestemt godsmængde, et præbende.

I teorien bestemte biskop og kapitel selv, hvem der skulle være kannikker, men ofte blandede pave og fyrste sig i besættelsen af de attraktive embeder.

Kannikkerne var fornemme gejstlige, der i senmiddelalderen for en stor dels vedkommende var af adelig herkomst.