Peder Hans Kornerup giftede sig med Karen Brønniche i 1819, hvorefter de bosatte sig på Østrupgård, og en tid ejede de også Søgård i Kirkerup, ligesom de var indehaver af Kirkerup sogns kirketiende. (Ejede også Kirkerup Kirker)
I Sterms beskrivelse af Kirkerup sogn fremhæves, "at man på Østrupgård og Søgård er begyndt at så Raps, men ellers ikke i sognet kender noget til handelsplanters dyrkning". Kornerup var også den eneste af sognets jordbrugere, som holdt staldfodring, antagelig med de ca. 4000 tdr. kartofler, der årligt avledes på gården.
Der er ingen tvivl om at gården i Kornerups tid var meget veldreven, og samtidig var den samlingssted for en skare højt begavede og kunstelskende ungdom, af hvilken mange senere i livet nåede frem til store stillinger. Således kom Kunstakademiets direktør, kammerherre Meldahl og professor Jacob Kornerup her i deres unge dage; dette skildrers smukt af historiemaleren, professor F. C. lunds Enke Axelline Lund i bogen: " Spredte Erindringer"; fru Lund tilbragte flere sommer- og juleferier her.
En jul først i 1850érne var ungdommen til bal på Heinstrup, og strækningen tilbagelagdes i slæde. Ud på aftenen blev det snestorm, og alle veje føg til, så det var umuligt at befare dem. Sønnen fra Østrupgården ville så køre hjem over Gundsømaglesøens is, og i den frygtelige snestorm fik den ene af hestene et ben i et af de mange ålehuller, der var hugget i isen, men det lykkedes at få hest og slæde på ret køl igen og nå velbeholdne hjem til Østrupgård. |