|
Afskrift af artikel i Roskilde Dagblad. 1949 (29/11 er der fødselsdag)
En 90-årig ser tilbage på et halvt århundredes politisk virke.
Man skal lede meget længe for at finde en 90-årig med en så god hukommelse som A. O. Rasmussen, Tågerup. Begivenheder helt tilbage i hans barndomsår står stadig klart i hans erindring. Og han er en glimrende fortæller. Livfuldt og med meget lune kan han berette interessante og muntre minder fra sit lange liv uden at trættes. Det er ganske utroligt, som han kan huske årstal og navne. Det er simpelthen imponerende.
Gennem ikke mindre end et halvt århundrede deltog A. O. Rasmussen i offentligt arbejde. Han har ydet en indsats som få. Gode evner udpræget arbejdslyst og energi satte ham i stand til at bestride de mange betydningsfulde poster, som lige fra de unge år blev ham betroet.
Allerede som 28-årig blev A. O. Rasmussen sognerådsformand. Han var i 16 år medlem af sognerådet, deraf de 13 som formand. To overgange, i alt 5 år, var han medlem af Folketinget, og i 4½ år var han landstingsmedlem. I 12 år sad han i Roskilde Amtsråd, den gang var en valgperiode jo på 6 år. I den ene periode var han formand for vejudvalget, i den anden formand for vandløbsvæsenet. Endvidere var A. O. Rasmussen fra 1897 til 1940 landvæsenskommissær, fra 1902 til 1936 var han distriksvurderingsmand for Creditkassen for Landejendomme – det var for Lejre herred. - og igennem 25 år var han vurderingsmand for umyndiges midler. Han fortæller selv, at det var en stor oplevelse og glæde for ham gennem de 34 år at køre rundt i Lejre herred og vurdere gårde og huse. Han lærte et meget stort tal af mennesker at kende og fik indblik i mange forhold. Han vurderede også mange huse og villaer i byen og fik derved et indblik i hvordan mange jævne folk fik sig et godt hjem.
Endelig kan nævnes, at A. O. Rasmussen gennem 20 år var medlem af Kapiteltaksnævnet for Roskilde amt og i en årrække medlem Epidemikommissionen, lige som han naturligvis har haft et stort tal af lokale tillidserhverv i sin egen kommune.
Nu efter at hans hustru er død, har A. O. Rasmussen atter sit hjem på Føjlegaard i Tågerup, hvor han har boet de fleste år af sit liv. Han og hans hustru nød deres velfortjente otium i Villa Føjlehus i Østrup. A. O. Rasmussens sønner er gdr. Peter Rasmussen, Bækgaard, Østrup, og landbrugskandidat Holger Rasmussen, Ll. Valby.
På tirsdag den 29. november, fylder A. O. Rasmussen 90 år, og det er anledningen til at vi har bedt ham fortælle træk fra sit lange, begivenhedsrige liv. Samtalen finder sted i det hyggelige hjem på Føjlegaard, og det er en oplevelse at høre den raske gamle mand fortælle.
Da soldaterne kom hjem i 1864 Jeg er søn af gårdmand Rasmus Andersen, Gundsølillegaard, der nu ejes af Jacob Nørhave. Dengang hed den nu Storgaarden og var en gammel slægtsgård, og mit navn er et rigtigt ”Slægtsnavn” siger A. O. Rasmussen med et smil. Jeg hedder Anders efter min farfar, Ole efter min mor far og Rasmussen efter min far. A. O. Rasmussen gør rede for sin slægt meget langt tilbage i tiden og fortæller, at hans mør døde, da han kun var 2 år gammel. Det blev derfor for en stor del hans fars forældre, der boede som aftægts folk på gården, der tog sig af hans opdragelse i den første halve snes år.
Jeg husker hvordan min farfar tog mig ved hånden og vi gik rundt og så på dyrene. Den gamle mand foretog denne daglige Vandring med den lille dreng. Jeg husker også godt 1864, da karlene kom hjem fra krigen. Der var en ung mand fra Gundsølille, Anders Nielsen, der kom såret hjem. Han var skudt gennem venstre overarm, men kuglen var kun gået gennem den kødfulde del af armen, så der var blevet et hul. Han var flink til at tage trøjen og skjorte af og vise hullet frem.
En anden mand var også med i krigen, men havde været hvad man kaldte T r a n d u n k – militærarbejder. Ham drillede man. Man sagde, at han bare havde passet pigerne, når de andre var ude at slås. Han dirrede af iver, når der blev diskuteret, for at for tælle at han også havde været i krig. Han var da også i fare, når han gik med besked og udførte ærinder.
Skoledrengen høstede for læreren. Jeg begyndte min skolegang i Tågerup skole hos en dygtig lærer, Peder Pedersen. Der var 6 tønder land til skolen og desuden ejede han 17 tønder land. Han havde karl og pige som tjenestefolk, men når der for eksempel blev høstet hø, var vi skoledrenge med ude i marken og tage et nap med. Når der blev tærsket, lagde læreren selv negene i maskinen, og så var der en større dreng eller pige der blev udnævnt til Bilærer, og det gik jo også udmærket, for vi var jo skikkelige børn den gang.
I skolestuen stod der en stor bilæggerovn. Den var sjældent meget varm. Jeg kan huske, vi børn morede os med at stå oppe på den på strømpesokker. Det var så morsomt at stå der og så hoppe ned på skolebordet.
Skolelæreren var en meget afholdt og agtet mand, og han blev den første sognerådsformand, efter at forstanderskabet var ophævet. Han var formand i 16 år. Jeg var engang inde i hans stue, hvor han viste mig det skab, som hørte kommunen til.
3 år i Borgerskole i Roskilde Da jeg var 10½ år, giftede far sig for 2. gang. Han forpagtede gården i Gundsølille ud og købte gården Rughaven i Roskilde. Den havde et tilliggende på 14 tønder land, og blev drevet som almindelig landbrug. Nu er der jo for længst bygget på arealet, men Hovedbygningen ligger der endnu. Den ejes af grosserer Svend Christensen. Vi børn kom til at gå i Borgerskolen i Læderstræde. På Borgerskolen var der både en skoleinspektør og 3- 4 lærere, og vi fik en fod undervisning. Skoleinspektøren husker jeg bedst. Han mærkede en gang min kind med en lussing, fordi jeg ikke kunne min lektie. Den kunde jeg nu ellers i almindelighed. Tampen og spanskrøret var for resten flittigt i brug den gang. Vi gjorde gymnastik i Friskolen ved Domkirken, og om sommeren drog vi til havnen og lærte at svømme. Så afsløredes det rigtigt, hvem der havde fået af Tampen og Spanskrøret. Der var drenge der havde striber på kroppen i alle regnbuens farver…
Rangklasser ved konfirmationen Men det gik godt. Vi var tre, der kappedes om at være duks. De to andre var fra Roskilde Mark, den enes far var vejmand, den andens far var bestyrer. Vi skiftedes til at besætte førstepladsen. Da jeg var konfirmeret, kom jeg ud i landbruget, mens de andre tog Præliminæreksamen. Jeg blev konfirmeret i Domkirken af Domprovst Gude, en dejlig mand, som jeg holdt meget af. Til konfirmationsforberedelsen sad eleverne fra Latinskolen på de første rækker, så kom eleverne fra Borgerskolen og dernæst Friskolens elever. To drenge fra landet sad allerbagerst – men de var ellers de dygtigste af os alle sammen.
Til Føjlegaard De tre år i Roskilde-skole gavnede mig meget, siger A. O. Rasmussen. Men jeg kom så på landet. Først var jeg på min mormors gård i Herringløse, og kom så senere her til Føjlegaard i Tågerup til min farbror og tante. De havde ingen børn – og her blev jeg. I 1886 overtog jeg gården og blev gift. I 1888 faldt der forfærdelig megen sne. Det begyndte i februar og varede i seks uger. Jeg var snefoged, og det var en streng tid. Jeg skulde sørge for, at Frederiksborgvejen var ryddet morgen og aften, så at postvognen kunde komme igennem. Desuden skulde sognevejen jo ryddes.
Men 1888 blev også et mærkeår på anden måde. Om efteråret var der sognerådsvalg. Det fandt sted i en sal i Tågerup. Vi havde jo intet forsamlingshus den gang. Jeg gik derover, for jeg havde jo fået stemmeret, fordi jeg havde fået foden under eget bord. Kun mænd med eget hjem – og ikke tjenestefolk og kvinder – kunne stemme. Der skulde vælges fire medlemmer, det skete hvert 3. år, mens der hvert 3. år blev valgt fem medlemmer af de 40 skatteydere, der betalte mest i skat, hartkornsejerne. Valgperioden var 6 år.
Valgt uden at blive spurgt Da jeg kom over til valget havde jeg ingen anelse om hvem der skulle vælges. Der var ikke noget prøvevalg eller lignende den gang. I lokalet hørte jeg først en, så en anden nævne mit navn. De stemte på mig uden først at have spurgt mig. Da valget var færdigt, havde jeg fået 96 stemmer, det største stemmetal. Jeg hørte, at flere kun havde stemt på mig, selv om de kunde skrive fire navne. Jeg kunne ikke forstå, at de stemte på mig unge mand. Men måske havde jeg gjort mig bemærket som snefoged, hvad ved jeg? Der var også oprettet en brugsforening, hvor jeg var revisor, og der havde jeg fundet en gal 2-øre et eller andet sted i regnskabet. Det kan muligvis også havde betydet noget, siger A. O. Rasmussen.
Ligning uden selvangivelse På det første sognerådsmøde blev jeg valgt til formand, og skabet, jeg havde set hos læreren, blev nu flyttet til mig. Hele arbejdet påhvilede sognerådsformanden den gang. Der var ingen kasserer, sekretær eller kontor, og alle sognerådsmøderne blev holdt her i hjemmet. I reglen var der møde hver måned. Medlemmerne blev bespist hver gang. De betalte herfor 10 kroner af deres egen lomme om året til min kone. Sognerådet kostede ikke kommunen noget, kun et lille beløb til lokale, lys og varme. Kommunens budget lå på 9000 – 10.000 kroner, nu er det på omkring 200.000 kr. her i Ågerup-Kirkerup.
Vi holdt ligningsmøder uden selvangivelser, fortæller A. O. Rasmussen. Skatterne blev ansat efter skøn. Ingen betalte over 200 kr, de fleste under 100 kr. Tjenestefolk betalte slet ikke skat. Ældre mennesker betalte 10 øre kvartalet, så de for 40 øre om året kunne bevare deres stemmeret. Sognerådsmedlemmerne opkrævede skatterne. Det var et stort og besværligt arbejde. Dee nuværende sognerådsmedlemmer siger der ikke var noget at bestille den gang. Jo det var der netop! Alene det at samle skatterne ind var et stort arbejde.
Den unge bondemand vandt over borgmesteren I Januar 1890 var der folketingsvalg i Roskilde. Jeg var medlem af valgbestyrelsen. Der var femten medlemmer, en fra hver kommune: otte venstremænd og syv højremænd, deriblandt borgmesteren i Roskilde. Han og jeg blev foreslået til formand. Først blev der stemt på borgmesteren. Han fik syv stemmer, idet han stemte på sig selv. Så mente jeg også, jeg kunne stemme på mig selv, og så blev jeg valgt med otte stemmer.
Det vakte stor opsigt, at en ung bondemand skulle lede valget i Roskilde. Det var ganske uhørt – men der blev nu ingen grund til klage. Resultatet blev i øvrigt, at den gamle Grev Scheel blev valgt med 60 stemmers overvægt. I 1892 blev han valgt med 2 stemmers flertal, og dem sad han på i 3 år. I 1895 valgtes mejeriejer Rosleff, Ll. Karleby. Han sad i Tinget indtil 1904, da han blev syg og døde.
Tog 30 pund på under valgkampen Jeg blev så opfordret til at stille mig. Det kom ganske bag på mig, men jeg stillede mig til suppleringsvalget i juli måned. Højres kandidat var Asger Karstensen, socialdemokratiets tobakshandler Henrik Nielsen. Vi kæmpede valgkampen hele kredsen igennem. Jeg var undermand mod de to andre herrer. Det var kolossalt, som Henrik Nielsen kunde tale! Asger Karstensen var den fine mand, der regnede med at kunde sno sig, så han kunde trække både by – og landboerne. Til et møde kom han kørende i enspænder, havde en stor kappe på og en pibe i munden. Han lignede en rigtig bonde, det var vist! Men alle trick gælder ved en sådan lejlighed.
Efter vælgermøderne kom jeg først hjem om morgenen, når hanen gol. Men jeg sov godt om dagen – mærkeligt nok efter så megen snak og tale. Jeg sov til jeg skulde ud igen. Besynderligt nok tog jeg 30 pund på under valgkampen. Og jeg blev valgt, selv om jeg var den mindst talende. Det var forunderligt.
Da de Radikale gik – Da jeg kom ind på rigsdagen, kunde jeg nok mærke der var uro, siger A. O. Rasmussen, og jeg oplevede, at de Radikale trådte ud af Venstrereformpartiet. Det var spændende dage. Også jeg blev opfordret til at træde ud. Men det ville jeg ikke. Jeg var jo valgt af det samlede Venstre. Det var også kun en lille flok, 9 – 9 der gik. Man kunde mærke, at de var lidt i vildrede ved afstemningerne. Det var et venstreministerium med I. C. Christensen som Konseilspræsident, og det var jo lidt svært at sige nej til lovforslag, som de i virkeligheden sympatiserede med.
I 1906 var der valg igen over hele landet. Vi samme tre mødtes atter. Da fik Henrik Nielsen 70 stemmer mere end jeg, selv om jeg også havde stemmefremgang. Asger Karstensen blev nr. sidst.
Der boede den gang en vognmand Knudsen i Sct. Pederstræde i Roskilde. Han var ivrig højremand. Han sagde til mig en dag; Nå, De stødte dem forleden, da de faldt! Det ved jeg nu ikke hvad jeg skal sige til, svarede jeg. Jeg havde da Asger Karstensen til at tage stødet af for mig… Så sagde Knudsen ikke mere.
Kandidat i Lejrekredsen I 1909 fik jeg en opfordring fra Lejrekredsens Venstre om at blive kandidat. Venstre var da splittet på militærspørgsmålet. I. C. Christensen havde et standpunkt. Neergaard et andet. Jeg var til møde med Venstres kredsbestyrelse på Lejre hotel. Her var der også to standpunkter. Vi spiste til middag og spillede l´hombre, og vi havde det hyggeligt, men jeg kunne jo ikke forfægte to meninger, så det blev ikke til noget. Jeg gik ind for I. C. Der blev så opstillet to Venstrekandidater, og venstre gik i stykker.
Der kom efter valget flere opfordringer til mig fra Lejrekredsen. Jeg var betænkelig ved at sige ja, men min kone sagde: Hvorfor siger du ikke ja, når de gerne vil have dig. Du bliver ikke valgt, og jeg skal nok passe gården under valgkampen.. Så slog jeg til.
Jeg var til en snes vælgermøder, og valget fandt sted den 20. maj 1910 i det skønneste tænkelige vejr. Der var samlet mindst 1000 mennesker foran tribunen Det var en uforglemmelig dag siger A. O. Rasmussen, der nøje beskriver sine indtryk fra mødet, hvor den tidligere Konseilspræsident Grev Holstein-Ledreborg og I. P. Nordengaard var hans ordførende stillere. A. O. Rasmussen blev valgt med 39 stemmers forspring.
I 1913 kom der valg igen, og Venstre var delt i modstandere og tilhængere af grundlovsændringerne. Resultatet blev, at Niels Frederiksen blev valgt i Lejrekredsen.
Ved landstingsvalget i 1920 blev A. O. Rasmussen 1. suppleant for dr. Krag. I 1924 blev dr. Krag valgt i Ringkøbingkredsen efter I. C. Christensen og gik over i Folketinget og så blev A. O. Rasmussen Landstingsmand perioden ud 4½ år.
Han fortæller, at han i sine Rigsdagsperioder fik mange venner. Han følte sig særlig knyttet til I. C. Christensen og Ole Hansen. Det var den gamle Justitsraad Niels Hansen Gundsølille, gennem en lang række år Landstingsmand der vækkede hans interesse for politik, og desuden betød C. Berg meget for A. O. Rasmussen som forbillede.
Glad for at blive 90 Hvordan er det nu at blive 90 år? spørger vi A. O. Rasmussen. Jeg er glad for at blive 90 lyder svaret. Jeg har kun grund til at være tilfreds. Jeg er rask og kan både høre og se og så kan jeg læse og skrive, selvfølgelig kan jeg ikke holde trit med de yngre og ikke overkomme alverden, men jeg kan da gå rundt og se på dyrene, og jeg har et godt hjem her.
Jeg ville stemme mod bosætningslånet Hvad siger De til udviklingen på det socialpolitiske område i deres tid. Hver gang, der fremsættes et nyt forslag, tænker jeg på, om det nu også kan være nødvendigt. Jeg kan nok se, at forholdene har forandret, og at der kræves en del ændringer. Mange ting har det været naturligt nok at gennemføre, men hvis jeg sad i Rigsdagen i dag, ville jeg stemme mod bosætningslånene. Det bedste er, at de unge selv skaffer midlerne til at skabe hjem. Kan de ikke få det fuldt møbleret til at begynde med, så må de begynde med lidt, og så have glæde ved at bygge hjemmet op. Det er det sundeste for dem selv og deres børn – og for landet.
Om Venstre siger A. O. Rasmussen, at han fuldt ud er enig med Venstres grundsynspunkter, og han mener, partiet er det, der følger den mest demokratiske linje. De andre partier er alle mere eller mindre ensidige. Venstre ser ud over alle klasseskel og vil det bedste for hele samfundet.
A. O. Rasmussen giver en karakteristik af de øvrige partier og giver på den måde et forbløffende indtryk af, hvor fortrolig denne 90-årige, der har 70 års politisk erfaring også er med på D a g e n s politiske spørgsmål.
Just. |
|||
