Omkring år 1340, i slutningen af en periode på 8 år, hvor Danmark var et statsløst samfund, - grev Gert og andre huserede efter forgodtbefindende - blev der overraskende nok udført nogle såkaldte højgotiske kalkmalerier i kirkeskibet i Kirkerup Kirke. Vi skal her koncentrere os om motivet "De tre ridende konger", man ser på nordvæggen ved det sidste vindue før koret. Fig. 1. Desværre figurerer der kun en konge, og man ser kun bagbenene af den foran ridende konges hest. Den tredje og forreste konge er helt forsvundet - takket være den iver, hvormed man kort efter reformationen gik i gang med at forsyne kirkebygningerne med nye og meget store vinduer af hensyn til salmesangen. De to af de ridende konger og de tre dødninge yderst til højre, som kongerne møder under ridtet, forsvandt således derved totalt. Hvad der som ovenfor nævnt er tilbage, er i en meget slet forfatning på grund af den hamren og banken med de uundgåelige rystelser, som anbringelsen af det nye vindue medførte. Men hvorfor hæfte interessen ved et motiv, der her nærmest fremstræder som et rudiment. Det skyldes at billedet oprindelig, inklusive alle de tabte enkeltheder, er et symbol, der betegner en alvorlig advarsel. Men det kræver en nærmere forklaring.
Når vi nu til dags kører ad motor- og hovedveje etc., er vi taknemmelig for nutidens symbolsprog. Det tager vi alvorligt, hvad enten vi ser et symbol på og advarsel om et uventet skarpt sving, en meget ujævn kørebane, en blød rabat osv. Datidens mennesker levede på et helt andet religiøst - kulturelt grundlag end nutidens. Man var dengang ikke spor i tvivl om, at jorden var hele verdens midtpunkt. Som det fremgård af Dante´s "Den guddommelige komedie" (forfattet ca. år 1300), var helvede at finde som en uhyre stor, tragtformet dal, med spidsen rettet mod og nående ind til jordens centrum, hvor Lucifer havde sin bolig. Skærsilden forefandtes som en overbygning på modsatte side. De syv (eller ni) himle var i koncentriske kredse, eller kugleskaller uden om jorden. For middelaldermennesket var det korte liv her på jorden egentlig kun en udvælgelsestid, der, afhængig af hvad man præsterede af gode og onde gerninger, afgjorde, hvor man efter døden blev anbragt - og det efter tur, i lange perioder, hvor jordelivets udstrækning var for ingenting at regne. Det (livet som det blev opfattet i middelalderen) kan sammenlignes med en transithal i en lufthavn. Alle går rundt og venter spændt på udkaldet. Ventetiden er dog minimal i forhold til opholdstiden på bestemmelsesstedet. Så at sige alle skal hver sit sted hen. Kun er der den forskel, at i transithallen ved man normalt, hvor man bliver fløjet hen. Det var usikkerheden om, hvor man efter døden blev anbragt, der optog sindet. Man tænker blot på de historiske efterretninger om kong Valdemar Atterdag på sit dødsleje. Han var i stor uro og anråbte de gode gerninger, han i øjeblikket kunne huske. Alle ønskede naturligvis at nå ind til den evige saglighed i den sidste himmel. Dette var straks efter døden opnåeligt for de kristne martyrer. Almindelige mennesker måtte enten vandre i det evige helvede eller igennem skærsilden. Man var dog overbevist om, at den, der havde udvist mange fromme kristne dyder, kunne overspringe skærsilden og nå ind i en af de lavere himle. Apostlen Paulus skriver i et af sine breve, at han for en stund var henrykket til 3. himmel. Det var derfor klogt for hvert menneske at have så mange gode gerninger som muligt på kreditsiden. I den hensigt var det også godt nu og da at blive stillet over for et "advarselsskilt": Husk, du skal dø, således at man ikke i en forglemmelses stund henfaldt til en af de 7 dødssynder. Det ville være en alvorlig sag. For de mere almindelige synder kunne præsten dekretere en passende bod ved skriftemålet. Vi vender tilbage til "advarselsskiltet" eller rettere motivet i kalkmaleriet, de tre ridende konger. Som tidligere nævnt er motivet et symbol, som var internationalt. Det kan spores helt tilbage til 1200 - tallet. De tre ridende konger møder sig selv som dødninge. Disse siger til de levende konger via skriftbåndet på maleriet: "Hvad I er, har vi været, og hvad vi er, skal I blive." Hvorfor har kunstneren netop valgt tre konger og ikke to eller én konge? Tallet tre var dengang et helligt tal, et skæbnetal ligesom triolen, hvormed Beethoven indleder sin skæbnesymfoni: Da - da - da - bum! De tre første enslydende korte takter er skæbnens ankomst, den sidste lange takt i mørkere toneart melder at nu er skæbnen nået frem. Et andet eksempel har vi fra Bibelen (Johs. 21, 12-19), hvor Sct. Peters skæbne blev afgjort, efter at Kristus for tredje gang spørger: Har du mig kær, og Peter svarer bekræftende herpå. Det er samme rytme som skæbnesymfoniens indledning. At der er tre konger, der optræder er netop for at vise, at skæbnen eller døden venter selv den højest placerede i samfundet. Man vil se af maleriet i Skibby Kirke, at kongerne fører tamme jagtfalke med sig. Det er vist for yderligere at understrege deres midlertidige herlighed. En tam falk var et meget fornemt statussymbol. Jagtfalke var meget vanskelige og dyre at tæmme, det var ikke hver gang det lykkedes, selv efter deres modstandskraft på forskellig måde var nedbrudt. De tamme falke blev brugt som gaver, konger imellem. Der knytter sig yderligere et raffinement til de små islandske heste, kongerne rider på. De er malet i en gangart, der kaldes tølt eller gangergang (ikke at forveksle med pasgang), hvor den ridende, under ridtet, ikke hopper i sadlen. Her var det også en ret vanskelig og dyr sag at erhverve sig en gangergangs hest, der var dygtig til tøltridning over længere afstande og passende fart. Det var den mest behagelige form for transport over længere afstande. Luksusvogne til rejser var, i hvert fald for mænd, endnu ikke kommet frem i årene 1340 - 50, da maleriet blev udført. Det var tølt- specialisten, islændingen Eyjølfur Isolfsson, der på undervisningsturné i Danmark i 1976 (med lynbesøg i Kirkerup Kirke) gjorde opmærksom på, at det var tøltridning, der var malet på billedet. Ved tøltridning befinder der sig skiftevis en hov, to hove på jorden. Ved andre gangarter er forholdet et andet. På kalkmalerierne er som regel én hov på jorden, det gælder også Skibby, bortset naturligvis, hvis hestene står stille. Af Danmarks ca. 1775 gamle middelalderkirker er der afdækket kalkmalerier i godt 500. Ovennævnte motiv genfinder vi nu i fire kirker. Sandsynligvis har der været fremdraget betydelig flere, men de er blevet overkalket igen, på grund af dårlig stand. Det sammen er tilfældet med et andet "Husk du skal dø" motiv, nemlig skæbnehjulet, som ved sidste restaurering i Kirkerup Kirke, blev fremdraget, for derefter at blive overkalket igen. Det fandtes at være i for dårlig stand. De tre ridende konger er undertiden blevet forvekslet med De hellige tre Konger, der i nogle tilfælde figurerer som ridende og bærende der offergaver. De ses bl.a. på sydvæggen i Helligtrekongers kapel ved Roskilde Domkirke. Disse, der er navngivne helgener, og hvis jordiske rester tidligere endog blev påstået, at befinde sig i et pragtskrin i Køln Domkirke, er tre helt bestemte personer, om end de aldrig har eksisteret. Derimod er de tre ridende konger hverken mere eller mindre en 3 konger. Det kunne være tre almindelige, unavngivne mennesker ligesom symbolet: "Den ukendte soldat i æresgraven". Det er blot blevet til konger, for at stille advarslen i relief. De fornemste pladser for kalkmalerierne er korets vægge og hvælv. Dernæst de respektive vægge og hvælv, der er nærmest koret. I Kirkerup findes motivet på nordvæggen umiddelbart foran koret. I Skibby endog i korets vestkappe. Det siger noget om den alvor og betydning, man tillagde dette motiv. |
