Moses i

Kirkerup Kirke

Af Mogens Müller

Kilde: Årsskrift 1988 Egnshistorisk forening i Gundsø.

Hvorfor sidder Moses i en båd på kalkmaleriet i Kirkerup Kirke, og hvorfor er Moses - helt op til nyere tid - afbildet med horn i panden?

Moses i båden.

På fig. 1. ser man Moses anbragt i en båd. Motivet er en meget stor sjældenhed. Så vidt vides, finder man det ikke gentaget i nogen anden kirke, hverken i Danmark, det øvrige Skandinavien eller i Nord tyskland. Vi har for tiden i samtlige Danmarks kirker cirka 20 kalkmalerier, hvor Moses figurerer. Heraf er i cirka 14 tilfælde Moses forsynet med horn, men i ingen af disse, udover Kirkerup, sidder han i en båd (med hjul). De øvrige motiver i kirken er alle gentagelser, det vil sige, de er malet ud fra en samling forlæg, som præsten og kirkeværgen kunne vælge imellem.

Hvad skal det mærkelige motiv bibringe beskueren?

Ifølge R. Broby-Johansen er det en illustration til en ældgammel jødisk legende - helt udenfor det gl. Testamente - om Moses´ himmelfart, der, som oplyst i leksikonet "Biblens Hvem Hvad Hvor" fra Politikens forlag, med nogenlunde sikkerhed kan dateres til de første årtier efter Kristi fødsel.

Moses i båden har hos sig næsten alle sine attributter: 1) guldkrukken, der vitterlig på maleriet endnu har en gullig farve, 2) tavlerne og horn i pande, samt 3) staven.

Guldkrukken med manna.

Krukken hængende under armen, hentyder til den guldkrukke, som af moses, på Jahves befaling, blev anbragt foran lovtavlerne på bordet i Helligdommen til minde om den underfulde bespisning, jøderne modtog, da de sultede under deres ørkenvandring. 2. Mosebog 16, 32-34 og Hebr., 9.4.

Lovtavlerne og hornene på Moses´ pande.

Man ser de uforgængelige stentavler med lovene, som, efter en første fiasko, for anden gang blev båret ned ad Sinai-bjerget, til efterretning og efterfølgelse for folket. Første gang, Moses kom ned med tavlerne, blev han nærmest ignoreret. Jøderne havde travlt med at danse om Guldkalven. Denne anden gang var det dødelig alvor, hvilket blev kraftigt markeret ved at Jahve lod Moses få et frygtindgydende udseende. Allerede under nedstigningen blev han udrustet med tyre- eller vædderhorn. Det står at læse i den ældste (delvise) danske bibeloversættelse fra år cirka 1450 og genudgivet ved Christian Molbech år 1828 side 197. Folket blev bange, som de skulle blive, - de huskede udmærket i sin tid, når den vældige Farao viste sig for dem i spidsen for sin hær iklædt øverst et par grumme horn. (Sven Tito Achen: "Symboler omkring os" 1985 side 77).

I vor nutidige oversættelse står intet om horn. Men lad os først prøve at grave tilbage til en fjern fortid. Omkring år 200 før Kristus følte den store jødiske og græsktalende befolkningsgruppe i oldtidsbyen Alexandria behovet for at kunne læse deres hellige skrift på græsk, efter som deres oprindelige samtalesprog hebraisk, var ved at blive glemt. I løbet af de følgende årtier blev resultatet en komplet oversættelse af det gl. Testamente fra hebraisk til græsk. Den kaldes som bekendt i dag for Septuaginta.

At man her kan læse, at Moses havde horn, var helt naturligt. Udtrykket var oprindelig oversat fra det hebraiske ord: "Krn". Vokalerne indskydes af den hebraiske læser, der kun ser konsonanterne prentet på papiret. Noget lignende som for eksempel i det danske ord K b h v n; enhver dansker kan selv sætte vokaler i ordet og læse: København. Sammenligningen halter dog en smule, i det der i sidstnævnte også skal indsættes konsonanten n. Der er bare det drilske ved k r n, at der er to muligheder for vokalindsætning:

1) keren = horn eller magt, 2) karan = strålende eller lysende. Det var helt naturligt for de græsktalende men hebraiskkyndige jøder at oversætte i betydningen: horn/magt. På den tid de levede, cirkulerede der mønter i Alexandria med relieffer af hovederne af kong Alexander den Store og hans efterfølgere, blandt andet kong Lysimakos. Disse hoveder på mønterne var smykket med vædderhorn for at understrege kongernes magt og vælde. Horn har i oldtiden og tidligere spillet en meget stor rolle som symbol på magt og uovervindelig styrke. Oprindelsen skal nok søges i stenalderjægernes beundring og respekt for urokserne faretruende horn. Der skulle en hel sværm af jægere til at fælde en urokse. Den enkelte jæger følte sig underlegen. Oksen var den stærke.  

Vulgata, den katolske og latinske bibel.

Omkring år 382 e. Kr. blev en af datidens store kirkefædre, Hieronymus, af pave Damaussat til at oversætte Septuaginta, det gl. græske Testamente (og det nye) til latin. Resultatet blev den kendte katolske bibel Vulgata, almindelig anvendt blandt læsekyndige i over 1000 år. Også her forekommer ordet cornuta = hornet og ikke coronata = strålende. Heronymysvar en meget lærd prælat, der foruden latin og græsk, havde lært sig hebraisk.

Man påstår i nyere tid, at han tog fejl i oversættelsen af det hebraiske ord k r n; intet er mindre sandsynligt. Havde oversættelsen til ordet hornet på latin: Cornuta, mishaget paven eller dennes Kurie, denne forsamling af ikke mindre lærde, skulle "fejlen" snart være blevet rettet.

Hvad læser man i Martin Luthers bibel?

Luther, assisteret af Melanchton, var den første, der oversatte hele bibelen til tysk. Den forelå færdigtrykt år 1534 i Wittenberg. Luther var et typisk renæssancemenneske, der ikke ærbødigt gik i tidligere autoriteters fodspor, men gik kritisk til opgaven og oversatte direkte fra grundsprogene, hebraisk og græsk. Det kan derfor vistnok siges med nogenlunde sikkerhed, at i 1534 var det første gang man i 2. Mosebog 34,29 i stedet for hornet læste ordet: Skinnende. Luther fandt dette ord bedre egnet end: Strålende, hvad man jo senere er begyndt at anvende. Det var således den anden måde at tyde k r n på.

Efter mere end tusind år var den kulturelle baggrund blevet en helt anden. Tyre- eller vædderhorn havde for længst udspillet sin rolle. Det var for Luther en absurd og grotesk tanke at forestille sig Moses med horn i panden. Bibeloversættere i andre protestantiske lande fulgte Luthers eksempel. Overrabbiner Bent Melchior, der i 1978 påbegyndte en oversættelse til dansk af den hebraiske bibel, det vil sige det jødiske gl. Testamente, bruger følgende vending ved 2. Mosebog 34,29: "Men Mosheh vidste ikke, at det udgik stråler fra hans ansigts hud…" Om dette er mindre mirakuløst end at oversætte: Hans ansigtshud, eller rettere: Hans udseende var hornet, kan diskuteres. Det kan dog ikke diskuteres, at førstnævnte udtryk er mere acceptabelt for en nutidslæser.

Kunstværkets eminens ufortalt, kan man i kompositionen ane kunstnerens usikkerhed. Moses til venstre for vinduet kommer første gang ned ad bjerget. Han ser dansen om Guldkalven og slynger tavlerne fra sig i vrede. Til højre for vinduet er Moses for anden gang ned ad Sinai, og nu flyr jøderne i skræk og rædsel. Men på både venstre og højre billede har Moses hornagtige stråler i panden. - Det er afgjort en fejl i venstre side at udstyre Moses med de truende magtinsignier. Ved første nedstigning havde Jahve ikke udstyret Moses med noget ydre symbol, hverken horn eller stråler.

Joakim Skovgaard har begge steder udsmykket hans pande med en mellemting mellem horn og stråler. Kunstneren synes med denne anordning at bevæge sig midt imellem oldtidens og nutidens kulturbaggrund.

Hvorfor bar Moses en stav?

R. Broby-Johansen skriver om "Moses´ himmelfart", at Moses sidder i båden med Arons stav, hvormed han slog vand af klippen. Dette må siges at være en sandhed med modifikationer. For det første var det to gange, Moses slog vand af klippen. Første gang ved et sted, kaldet Refidin, hvor Moses benyttede sin egen stav. (2. Mosebog 17,1-6). Anden gang var på et sted, kaldet Kadesj, hvor Moses fik pålæg af Jahve om at tage staven fra dens plads foran Herrens åsyn i åbenbaringsteltet (4.Mosebog 20,1-11). Det var således ikke Moses´ stav, men Jahves stav, der blev anvendt anden gang, jøderne fik vand ved Jahves indgriben.

Denne stav tilhørte ganske vist oprindeligt Aron, Moses´  bror, men Jahve havde tidligere gjort et under med den (staven, der grønnedes), hvorfor Moses blev beordret til at henstille den i det allerhelligste, - nu var det Jahves stav. (4. Mosebog 17,8-13). Staven var, som en kulturarv fra ægypterne, et hersker- og myndighedssymbol (1. Mosebog 49,10 og 4. Mosebog 17,2-3). Det særlige interessante i denne forbindelse er, at Jahve får sin egen stav. Moses er hverken konge eller hersker over jødefolket, - det er Jahve, symboliseret ved staven i helligdommen. - Jøderne var ikke rolige ved tanken. (4. Mosebog 17,12-13).

Jøderne i oldtiden var således vistnok det eneste folk, der ikke havde en guddommeliggjort konge til hersker, men den for folket usynlige Jahve.

Staven, som Moses sidder med, må således være hans egen. Det vil sige den, han løftede højt op med den ene hånd, da han rakte den anden ud, så vandene i det Røde Hav skiltes (2. Mosebog 14,15). Arons stav var at finde i åbenbaringsteltet som Jahves stav. Det, at staven blev løftet højt op, er utvivlsomt en tradition overtaget fra kong Farao med hans kongelige stav. Når Farao løftede staven og samtidig udråbte en kongelig kundgørelse, blev den fastslået som en uomgængelig lov. (Se Hans Richard Fabricius: "Dansk kirkekunst" side 101 og Salmonsens leksikon bd. 22 side 187).

Staven som symbol på magt og myndighed for jøderne har mangfoldige former for efterfølgere. Her anføres 2 eksempler: På græsk hedder stav skeptron, - fordansket til scepter, navnet på et magtsymbol for konger og kejsere. Den katolske bispestav symboliserer hyrdestaven, der anvendes til at holde fårene samlet under hyrdens bevogtningsområde, men den symboliserer også biskoppens magt og myndighed over "fårenes kristentro".

Hvorfor illustreres himmelfarten med en båd?

Men Moses siddende i Pagtens Ark! Den gik ikke, - det ville være blasfemi, bortset fra, at Moses naturligvis ikke kan fare til himmels i Pagtens Ark. Det gjaldt om at hindre, at denne vanvittige opfattelse bredte sig som en tradition. Så hellere en båd forsynet med hjul, der fortæller om uafhængighed af land og vand og antyder dens frigjorthed fra tyngdekraften. Om et øjeblik hæver den sig op lige som Elias´ ildvogn. 

Ordspillet mellem Pagtens Ark og "båden", Noahs ark, fandtes ikke da maleriet blev til, cirka år 1350. Det skyldes den omstændighed, at Luther cirka 200 år senere oversatte Noahs svømmende bygning til Noahs Ark.

Formålet med maleriet: Moses´ himmelfart.

Det har tidligere været nævnt, at motivet som helhed er en meget stor sjældenhed. Mest sandsynligt er det malet på præstens initiativ og vejledning. Det afslører et indgående kendskab, ikke blot til det gl. Testamente, men også til de medhørende apokryfer og pseudepigrafer. Et sådant kendskab var forbeholdt klerikale. - Navnlig guldkrukken afslører dette. At krukken er af guld, omtales overhovedet ikke i det gl. Testamente. Det beskrives i det nye Testamente i Hebræerbrevet nærmest en passant midt i et helt andet emne.

Som nævnt i årsskriftet 1987 i stykket om Noahs Ark side 20, har gl. testamentlige motiver næsten altid den mission at henvise til eller "spå" om begivenheder i nye Testamente. Dette  gælder også Moses´ himmelfart. Motivet her skal henvise til Kristi himmelfart. Føromtalte Elias´ himmelfart blev i middelalderen meget ofte anvendt i samme øjemed.

Vi har på ny et eksempel på, at man, ikke mindst i 1300 - tallet, med forkærlighed påførte kirkebygningens vægge kalkmalerier, der kunne anvendes af præsten til belæring og til udgangspunkt og grundlag for en prædiken. Netop Moses´ himmelfart, sådan som den var malet, frembød udsædvanlig rige muligheder.

Der kan, foruden Kristi himmelfart, nævnes bespisningsunderet med de emner, dette kan trække med sig (mannaen i krukken). Desuden stentavlernes love, som kendetegner forholdet mellem Jahve og mennesker, sammenstillet med det tilsvarende, men totalt ændrede forhold efter Kristi fødsel. Endelig må nævnes staven, der ved Jahves indgriben skaffer vand til tørstige sjæle.