Dagen kom, da Herren sagde til Noa: »Gå nu ind i skibet sammen med din familie, for du er den eneste retfærdige blandt menneskene på jorden. ²Luk dyrene ind - et par af hver af de urene dyr. Men af dem, som skal bruges til føde og til offer, skal du tage syv par. ³Af fuglene skal du også tage syv par - for at de siden hen kan formere sig på jorden.⁴I dag om en uge vil jeg lade det regne i 40 dage og 40 nætter; og alle dyr, fugle og krybdyr, som jeg har skabt, skal dø.«
⁵Noa gjorde nøjagtig, som Herren havde befalet ham.⁶Han var 600 år gammel, da flodbølgen kom over jorden.⁷Han gik ind i skibet sammen med sin hustru og sine sønner og deres hustruer, så de kunne undslippe flodbølgen. ⁸Og en hun og en han af alle dyr og alle fugle - rene såvel som urene -⁹gik ind i skibet, som Herren havde befalet. ¹⁰Syv dage efter kom flodbølgen.
¹¹Noa var da 600 år gammel. På den 17. dag i den anden måned åbnedes jordens og himmelens sluser, ¹²og regnen styrtede ned i 40 dage og 40 nætter. ¹³Den dag gik Noa ind i skibet sammen med sin kone og sine sønner Sem, Kam og Jafet, og deres hustruer. ¹⁴Sammen med dem var alle de forskellige dyr, husdyr såvel som vilde dyr, krybdyr og fugle, ¹⁵ja, alle levende væsener gik par for par ind i skibet til Noa; ¹⁶en han og en hun af hver art gik ind, sådan som Gud havde befalet. Og Gud lukkede døren efter Noa.
¹⁷I 40 dage hærgede flodbølgen; og skibet hævede sig, så det flød på vandet. ¹⁸Vandet blev ved med at stige, så skibet sejlede på vandet, ¹⁹højere og højere, indtil bjergene stod under vand. ²⁰Ja, vandet nåede op til en højde af seks meter over bjergtoppene. ^{21 22}Alt levende på jorden omkom - fugle, husdyr og vilde dyr, krybdyr og mennesker. ²³Alt liv på jorden udslettedes; mennesker og dyr, krybdyr og fugle omkom. Kun Noa overlevede - og sammen med ham alle dem, som var i skibet.
²⁴Vandet dækkede jorden i 150 dage

Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i skibet. Han sendte en vind hen over vandet, og straks begyndte vandet at synke.²Vandstrømmen fra jorden standsede, og himmelens sluser lukkedes, så styrtregnen holdt op.³I 150 dage sank vandet lidt efter lidt,⁴indtil skibet på den 17. dag i den syvende måned gik på grund på Ararats bjerg.⁵Vandet blev ved med at synke. Først i den tiende måned kom bjergtinderne til syne.
⁶Noa ventede 40 dage. Derefter åbnede han en luge⁷og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. ⁸I mellemtiden sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land;⁹men duen fandt intet sted at lande. Den vendte tilbage til Noa; vandet stod endnu for højt. Og Noa rakte hånden ud og satte duen tilbage i skibet.
¹⁰Syv dage senere sendte Noa duen af sted igen, ¹¹og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Da regnede Noa ud, at vandet måtte være forsvundet fra jordoverfladen. ¹²En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.
¹³29 dage herefter - helt nøjagtig på den første dag i den første måned i det år, da Noa fyldte 601 år - åbnede Noa skibets dør og så, at vandet var borte fra jordoverfladen, ¹⁴men først to måneder senere var jorden tør igen.
¹⁵Da sagde Gud til Noa: ¹⁶»Gå ud af skibet med din hustru og dine sønner og deres hustruer ¹⁷og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og spredes ud over jorden.« ¹⁸Noa forlod da skibet sammen med sin hustru, sine sønner og deres hustruer. ¹⁹Og alle dyrene, kvæget, de vilde dyr, fuglene og krybdyrene, forlod skibet parvis - art for art.
²⁰Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene dyr og fugle til Herren. ²¹Brændofferet behagede Gud Herren, og han sagde til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene. Menneskenes higen er ond fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. Herefter skal - ²²så længe jorden står - forår og høst, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!