|
Et præstegårds-jubilæum - 75 år af Preben Hansen »Hvor var der hyggeligt i den gamle præstegård«. Sådan er der talt og skrevet talrige gange, og jeg hørte selv en ældre, trofast sognebeboer sige det samme til mig en dag for nu adskillige år siden. Omtalen gjaldt den gamle præstegård i Hvedstrup. Vedkommende - og vedkommendes slægt - havde dybe rødder i sognet og nær tilknytning til præstehjemmet. Jeg er sikker på, at flere i Hvedstrup sogn tænkte omtrent sådan i 1907: »Hvor kunne provst Elmquist dog nænne at rive den gamle præstegård ned. Den var netop typen på alt det, vi forstår ved præstegårdshygge.« Hvedstrup præstegård havde siden reformationen ligget på samme sted, med vestlængen klos op ad kirkemuren; den var et harmonisk hele, som man ikke skulle tro nogen præstemand med sans for traditionen kunne nænne at bryde. Når man fik det første glimt af gården i vejsvinget fra sognevejen sydfra, fremtrådte den virkelig - omgivet af de mægtige elme- og asketræer og udstyret med de syv skorstene, der rigtignok ikke viste sig i samme linje på grund af husets forskellige højde - med en vis fornemhed; men som man kom nærmere, forsvandt anseelsen mere og mere. Idet man drejede af fra landevejen ved det store gadekær for at køre ind i præstegården, åbenbarede den straks sine brøstfældigheder. Man måtte igennem et hul, der i daglig tale blev kaldt »den søndre port« tæt ved møddingen. Men havde vognene dengang ikke været så lave, som de var, var man nok i tvivl, om det dog ikke var klogest at stå af foran indkørslen eller dog i det mindste lægge sig ned for ikke at støde hovedet mod tværliggerne. Færden over de toppede brosten gik ikke hurtigere, end man fik stunder til at få et indtryk af bygningerne. De begyndte lave og hævede sig lidt efter lidt, så sank de igen et stykke, og på rygningen var der ligesom kamelpukler, der afløstes af andre mærkelige figurer. Alt - også på stuehuset - var stråtag, pyntet med forskellige landskaber af mos og de sankthansløg. der hvert år blev lagt op af karlene og pigerne, for hvis fremtid det havde stor betydning, om de voksede eller gik ud. På grund af gårdens store udstrækning var det vanskeligt at holde taget ved lige; det blev tyndere og tyndere, stormen rev store flænger i de gamle stråtage. En gammel, nu afdød mand, der i sine unge år var kusk i præstegården, har berettet for mig, hvordan taget i stormvejr kunne bølge op og ned som et lagen; da måtte alle folk på benene og forsynes med stiger, harver, vognhjul og lignende, der blev lagt på de mest mistænkelige steder, indtil stormdagene var forbi. Når dette var overstået, blev alle hullerne stoppede med halmviske; det pyntede, så de gamle bygninger så ud som folk, der havde haft børnekopper, blev det fortalt. Det ville være spændende, om vi kunne gå indenfor i stuehuset. Men i den henseende har jeg blot kunnet opspore så få oplysninger, at billedet af præstegårdens interiør aldrig vil stå klart for os. Tre indgange var der, køkkendøren til højre henne ved vandpumpen og vandtruget, en lidt mere pyntelig hovedindgang med en lille ringeklokke udenfor, og endelig ovre i vest længen mod kirkemuren en bred dør ind til »salen« , som den blev kaldt. Her læste præsten med sine konfirmander; ja den store stue var nok det sted, hvor sognets folk og præsten tiest mødte hverandre. Tretten rum, deriblandt fire-fem små kamre og tre mørke gange (korridorer) skal der have været i stuehuset. Men de fleste stuer var efter vore begreber ret små, hvilket ikke var noget særsyn i de fleste hjem på landet. Det bedste litterære indslag i historien vedrørende Hvedstrup gamle præstegård findes i Nathalie Zahles smukke erindringsbog: Mit liv. Syv år fik Nathalie lov at opleve i den for hende så uforglemmelige præstegård og Hvedstrup-tid. Men i 1906 var dette præstehjems dage talte. Sognepræst Niels Clausen døde 3. januar 1906. Hans kusk, Niels Christiansen, blev nogle måneder og hjalp til med oprydning og enkelte nødvendige reparationer. Den største del af præstegårdens jordtilliggende havde Clausen bortforpagtet, men bibeholdt et mindre areal, som han selv dyrkede ved hjælp af to mand samt kusken. Clausen og flere med ham hyldede den anskuelse, at præsten burde selv drive jorden, men kun et begrænset areal, fordi præsterne i almindelighed ikke fik det fulde udbytte af en større avling.
Hvedstrup. Præstegården ved gadekæret 1902
Da der hen på sommeren kom en ny præst til Hvedstrup, ventede der ham mange opgaver: kirkens overgang til selveje, indførelse af en ny salmebog, ansættelse af ny graver (skomager Niels Petersen, Hvedstrup) og ikke mindst præstegårdens nybygning. Det var i flere henseender pastor Clausens modsætning, der nu rykkede ind i præsterækken og -boligen, provst Thorvald Elmquist, tidligere Nakskov- Branderslev sogne kald i Lolland-Falster stift. Lige så jævn og ligefrem af væremåde - som en bonde blandt bønder - sådan havde Clausen været, lige så statelig, udadrettet, en anelse fornem, med et litterært og teologisk forfatterskab bag sig, var Elmquist. Og ikke mindre statelig var hans hustru, fru Sofie Marie, født Ring. Dette præstepar var vant til at flytte, de havde boet i fem forskellige præstegårde, Hvedstrup var nummer seks. Helt op til vor tid har der været forlydende om, at de nye præstefolk hurtigt kasserede den gamle bolig, der lå alt for tæt ved kirkegården som et memento mori: husk, at du skal døl, og kun var opsatte på at bygge et nyt og langt større stuehus. Det er ganske givet uberettiget at beskylde provst ELmquist og frue for »storhed«, for det årlige præstegårdssyn, afholdt IS. juni 1906 før Elmquists udnævnelse, havde allerede udsat hele Hvedstrup præstegård til fuldstændig ombygning. Synet fandt altså ikke den gamle gård bevaringsværdig. Synet bestod af sognets første menighedsråd på fire medlemmer (valgte 29. december 1903): gårdejer Hans Christian Larsen, Herringløse. gårdejer Peder Jakob Noah Pedersen, Herringløse. gårdejer Peder Nielsen, Hvedstrup, og enke Sidse Jensen, Hvedstrup. Det må tilføjes, at det næppe har været Sophie og Thorvald EImquist ukært at gå i gang med at bygge et nyt hjem op. Det var tredje gang, de kom til at opleve at flytte ind i en gammel præstegård for kort tid efter at flytte til en nybygget bolig. Nu var han 60 år, hun 54 år; dengang regnede man den alder for langt højere end vi gør i dag. I hvert fald gik de begge til opgaven med lyst og energi, ikke mindst fru Elmquist, der virkelig havde flere forslag til indrettelsen af den nye præstegård; arkitekten opfyldte gerne hendes ønske om at indrette et karnapvindue i hendes stue. Allerede i det første menighedsrådsmøde, hvor Elmquist deltog og valgtes til formand, 6. oktober 1906, var samtlige tilstedeværende enige om, at den nye hovedbygning til præstegården skulle placeres i det nordøstlige hjørne af haven, til venstre for Herringløsevejen, hvor der dengang lå en lille lund, fortrinsvis af bøgetræer. En rydning der ville give en gunstig placering for et nyt stuehus. Alt dette ville blive bekosteligt, men Elrnquist fremlagde i et følgende menighedsrådsmøde det forslag, at rådet jo kunne bortsælge ca. 28 tdr. land agerjord og 8 tdr. land mose af præstegårdens jordtilliggende. Salget skulle nogenlunde kunne dække udgifterne til det nye stuehus' opførelse. Provst Elmquist havde allerede kontaktet arkitekt Sophus Petersen og bedt denne udarbejde tegning og overslag til den nye præstegård. 16. november 1906 sendte Elmquist menighedsrådets ansøgning til stiftsøvrigheden. I ansøgningen bad man om et lån i stiftsmidler på i alt 18.137 kr. til stuehusets opførelse at forrente og afbetale i 41 år, idet opførelsen af udhuse blev udsat til den følgende sommer. Længe kom man ikke til at vente på svar. Allerede 10. januar 1907 tilskrev ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet stiftsøvrigheden således:
Indkørslen til den gamle præstegård
»I anledning af det med hr. kammerherrens og Deres højærværdigheds påtegnede erklæring af 16. nov. f.å. modtagne andragende, hvori sognepræst for Hvedstrup og Fløng menigheder, provst Elmquist, anholder om et embedslån på indtil 18.137 kr. til opførelse af et nyt stuehus ved Hvedstrup præstegård, skal man, efter om sagen at have brevvekslet med den kongelige bygningsinspektør, tjenstligt meddele til behagelig efterretning og videre bekendtgørelse, at ministeriet approbere r den hoslagt med beskrivelse, overslag og tegninger tilbagefølgende plan, dog med de af den kongelige bygningsinspektør i hans medfølgende erklæring foreslåede ændringer. Beneficarius (en gammel betegnelse for sognepræst) vil derhos på nærmere derom indgivet andragende, ledsaget af behørigt, dokumenteret regnskab og sognets attest for arbejdets forsvarlige udførelse i overensstemmelse med den approberede plan, kunne forvente sig tilstået det ansøgte lån, at forrente og afdrage i 41 år. Hvilket herved meddeles Deres højærværdighed til behagelig efterretning og videre bekendtgørelse. «
Rejsegilde på den nye præstegård Inden vinteren med frost og sne holdt sit indtog der 1906, havde man dog gravet grundplanen ud og samlet sokkelsten, store tilhuggede kampesten. Og allerede i marts gik man i gang med at rejse murene. 16 mænd gjorde daglig tjeneste. Tømrermester Ole Nielsen, Herringløse. grundlægger (1892) af det senere firma Alfred Nielsen & Søn, havde fået overdraget. alt tømrer- og snedkerarbejde. Hvedstrup præstegård blevet af dette firmas første byggerier. Det var en stor dag, da rejsegildet løb af stablen og kransen blev hejst fredag den 3. maj under afsyngelsen af verset: »Lad det kendes, Herre god, huset her står godt i fod«. Provst Elmquist takkede bevæget alle de tilstedeværende og nedbad lykke og velsignelse over det ny præstehjem gennem tiderne og de præstefamilier, som der skal bygge og bo. Den første jul i Hvedstrup holdt familien Elmquist i den gamle præstegård. Julegæsterne fra hovedstaden var ret mange, og flere gange hørtes en udtalelse som denne: »Glæder De Dem ikke til det nye hjem? Her er jo utætte gulve overalt.« At glæden over det nye præstehjem var stor, gav familien Elmquist ofte udtryk for. 12. december 1907 var alt på plads i det nye stuehus. Vi kan næsten ikke lade være med at spørge: Holdt de 18.137 kr. stik? Blev der ingen overskridelse? - Jo, der blev en overskridelse på byggesummen med 1.532 kr. grundet prisstigninger på materialer og arbejdsløn. Alt går igen! Men stiftsmidlerne dækkede også den stigning, ja, bevilligede et yderligere lån året efter på 8.129,56 kr. til opførelse af nye udhuse ved præstegården. Embedet her havde jo også ved salg af28 tdr. land god agerjord tilført Sjællands stiftkapital en betydelig indtægt. De landmænd, der ved præstegårdens udstykning fik større areal, var disse fire: J. P. Clausen (matr. 19 og 2k), Niels Henriksen (matr. 1f og 2g), Hans Petersen (matr. Ih og 2a) og Anders Jensen (matr. li). Præstegården beholdt sin matrikel nr. la.
I løbet af 1908 var den gamle præstegård borte. Der blev holdt auktion over dens tømmer og andet værdifuldt. Man regnede med et udbytte på 800 kr., men det blev kun 700 kr. En del af træværket var eg og velbevaret; derfor blev det brugt til opførelse af en staldbygning ved ejendommen Hvedstrupvej 17. For et års tid siden traf jeg en dame, der fortalte mig, at der blandt hendes familie klenodier var et egetræsskrivebord, lavet af træ fra Hvedstrup gamle præstegård. Familien havde dengang megen tilknytning til sognet. Asketræet ved indkørslen til den gamle gård står endnu, og stedet, hvor den firelængede gård fandtes, kaldes nu »toften«; den blev 1908 indlemmet i selve præstegårdshavens areal. Egentlig var »toften« tænkt som køkkenhave. Ved den gamle præstegårds nordøstlige hjørne ud mod gavlen stod, og står stadig, en hyld; det var med velberåd hu, at fru Elmquist skånede denne busk. Hylden er et billede på ydmyghed, fordi den tager til takke med enhver plads, som intet" andet træ ville nøjes med. I et menneskeliv skifter det med glæder og sorger. Det måtte provst Elmquist også sande. Allerede 20. juni 1908 stod han sorgfuld ved sin hustrus ny tilkastede grav på Hvedstrup kirkegård. Han havde selv forrettet jordpåkastelsen og udtalt mindeord, hvor han viste tilbage til den lykkelige dag, 12. december året før, da fru Sophie havde sagt: »Åh , jeg elsker dette hjem! Jeg synes, vi har aldrig haft det så kønt og hyggeligt som her.« Og præsten føjede til: »Alt i den nye præstegård minder jo om hende, hendes smag og skønhedssans.« En snigende sygdom havde mærket fru Elmquist allerede i januar 1908, og det gik gradvis tilbage, indtil døden indtraf på Diakonissestiftelsen 12. juni. Trekvart århundrede er nu snart henrundet, siden kransen blev hejst på præstehjemmets bygning. Der er løbet meget vand i havet siden da. Men som noget af det mest kontinuerlige kan fremdrages: De menighedsrådsmøder for Hvedstrup sogn, holdt uden for præstegårdens vægge i disse 75 år, kan tælles på en hånd! Vi er den fjerde præstefamilie efter Thorvald Elmquists. Elmquist måtte tage sin afsked allerede 1914 på grund af sygdom. Efter ham kom Jeppe Petersen Jepsen fra 1914 til 1923. Svend Asjørn Nissen (fra 1937 provst) boede her 1923-1946 og Gunnar Rørdam Bonnevie 1947-1964. Præstebørnene har elsket og elsker dette sted, både de, der lever her i dag, og slægtninge af præsterne Jepsen og Nissen, der har haft deres barndom i disse stuer og den gamle, kønne have. En af dem har sagt: »Siden jeg rejste herfra, har jeg egentlig altid følt mig uden fast forankring i tilværelsen, for der havde jeg rod, derfra min verden gik.« Den, der skriver disse linjer, og hustru mindes endnu - som det var i går - da vi flyttede hertil fra København advent 1964, hvor betagede vi var over bygningen og selve stedet med kirken som nabo. I kaldsbogen havde provst Nissen skrevet: »Hvedstrup præstegård afgiver en fortrinlig indrettet bolig - -.« Trods energikrisen vil vi stadig gerne underskrive de ord. En præstegård er ikke alene præstefamiliens hjem, den er også det sted, hvor sognets folk kan møde deres præst og føle sig velkommen. Her går man i mere end en forstand »til præst«. Tiderne skifter, det har også denne præstegård oplevet. I 1978 blevet salme ord genfremdraget i præstegårdens havestue, - i min forgængers tid var det overmalet. I 1907 var det prentet sirligt af landsbymaleren i Hvedstrup, Herman Larsen. Nu står det ord på ny og taler til hjemmets beboere, såvel som til alle, der kommer over hjemmets tærskel: »Hvor korset står vagt, taber mørket sin magt.«
Kilde: Jubilæumsskrift 1972-1982 Egnshistorisk forening i Gundsø side 29.
|
